Viser opslag med etiketten blogleg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten blogleg. Vis alle opslag

søndag den 27. juli 2014

Mere broderi, ufrivillig pause og en dejlig gevinst


Nogen har måske undret jer over, hvor jeg er henne og hvad jeg går og laver. For at starte med det kedelige, kan jeg fortælle, at jeg har været syg med noget længervarende maveonde. Det er først her i de sidste par dage, jeg har følt mig så frisk, at jeg har haft lyst og overskud til at være online. Derfor er det yderst begrænset, hvor meget jeg har fulgt med rundt omkring i blogland, men jeg har dog forsøgt at læse en del af alle de MANGE indlæg, der er udgivet i løbet af de sidste 2-3 uger
Jeg havde også meldt mig til en bloglegen "Link your stuff" hos Cupcake By Me. Jeg må indrømme, at jeg kun fik lagt et link ind og så kom jeg ikke videre i legen denne gang. Det var ellers et rigtig godt initiativ og hvis Elena laver noget ligende en anden gang så er jeg helt sikkert med igen - forhåbentligt mere aktivt.

Det er også meget lidt håndarbejde, der er blevet lavet. Jeg har fået hæklet lidt mere på mit multifarvede tørklæde og der kommer nok snart lidt billeder på bloggen. Jeg er vild med det og det er et rigtig godt sommer projekt.

Endelig kan jeg nu også vise mine 3 høns og en enkelt hane frem. De er færdigbroderede, men jeg søger stadig efter det helt rigtige stof til selve monteringen. Efter min mening kan stoffet betyde alt for det helt færdige resultat og jeg skal altså lige finde det stof, der giver mig den helt rigtige mavefornemmelse.

Broderimønsteret på flere frække frøer findes lige HER
Sidst men ikke mindst har jeg jo deltaget i broderi-konkurrencen #10påtværs, hos Gitte og Astrid, hvor du også kan finde alle de andre fine forslag.
Mit bidrag var den lille grønne frø og med 57 stemmer ud af 94 blev den kåret som en klar vinder. Det er jeg meget beæret og stolt over og Jeg er selvfølgelig glad for hver en stemme jeg har fået eller rettere sagt frøen har fået :) - Tusind tak til alle der har stemt på min lille frække frø.

Jeg har modtaget gevinsten, der bestod af et kit til broderede suttesnore. Jeg er nu ikke sikker på jeg får lavet mange suttesnore (har ikke så mange småbørn i familien lige pt) Men jeg er overbevist om, at jeg nok skal få noget godt ud af gevinsten og jeg vil glæde mig til at brodere på de lækre aidabånd. Klips, skråbånd og festlige trykknapper kan man da ikke få for mange af og nu er min samling i hvertfald blevet suppleret.

tirsdag den 1. juli 2014

Blogtræf på en anderledes måde


Jeg deltager i dag i et online blogtræf. Vi er samlet over hos Cupcake By Me, hvor du kan se og klikke dig ind på alle de andre deltageres blogge.

Jeg vil i dagens anledning gerne fortælle lidt om mig selv - Måske kommer der nogen forbi, som ikke rigtig kender mig og min blog endnu.

Jeg er oprindeligt fra Færøerne, men har boet i Danmark næsten hele mit liv. Håndarbejde har altid fyldt meget i mit liv på mange forskellige måder. Jeg er en af de personer, som har haft fingrene i rigtig mange forskellige kreative ting, materialer og metoder. Jeg har aldrig været bange for at kaste mig ud i nye projekter og det giver mig en stor tilfredsstillelse at lave ting med mine hænder og samtidigt nyder jeg den ro og fordybelse som det kreative giver mig.

Min blog er lidt en blanding af det hele, men hovedsageligt drejer den sig om håndarbejde og alt det andet man kan lave med sine hænder. Som navnet antyder strikker jeg, men i de sidste par år har hæklenålen også været en flittig ven og jeg har også planer om, at min symaskine skal i gang igen. Indimellem sniger der sig også lidt andet ind og det er ikke nogen hemmelighed her på bloggen, at jeg elsker frøer, får og næsten alt der er grønt.
Jeg bor i et naturskønt område med å og sø som nabo  og kan også finde på at tage nogle billeder fra naturen. Jeg har to store børn. Katrine på 22 og Andreas på 18. Jeg er gift med Jørgen, som jeg mødte da jeg var 16 år og vi har været sammen lige siden. Familien er også beriget med Chili, en lille ruhåret miniature gravhund og den dukker også op på bloggen i ny og næ.
Mit ønske med bloggen er, at jeg kan bidrage med lidt glæde og inspiration. Jeg elsker at få en kommentar og læser alle med stor fornøjelse. Jeg svarer næsten altid på kommentarene, men nogle gange går der lidt tid.
Det var lidt om mig og forhåbentlig har du fået et lille indtryk af mig og min blog :)

Jeg håber selvfølgelig du vender tilbage og du skal være hjertelig velkommen her hos mig:)


mandag den 12. maj 2014

Jeg halter bagud ....

Billederne er taget for snart 14 dage siden.......SUK
Jeg melder mig snart ud af blogland, for jeg kan slet ikke følge med....
Jeg får ikke lavet de indlæg jeg ønsker. Jeg får dog læst mange andre blogindlæg, men det kniber med kommentarer og lige nu stresser det mig og jeg får dårlig samvittighed - to ting som jeg absolut ikke har brug for og egenlig ikke burde få.  Men jeg ved, at jeg har brug for min blog og jeg ved helt sikkert, at jeg vil fortryde et så drastisk valg ..måske skal jeg bare lige slå koldt vand i blodet og tage en dyb indånding.....
Jeg holder meget af min blog og jeg kan se, at rigtig mange kikker indenfor. Der kommer også jævnligt nye faste læsere til, så et eller andet må jeg jo gøre rigtigt og jeg ved da også, at mange har glæde af min blog og det er jeg selvfølgelig både glad og stolt over.

Måske....
  • - er mit største problem, at jeg stiller alt for store krav til mig selv og hvem har egentlig besluttet, at man skal blogge flere gange i ugen - ja det er da vist kun en af mine egen regler...
  • - skal jeg tage mine regler op til revision
  • - er mit problem at jo mere tid bloggen tager, jo mindre tid bliver der til at lave alle de andre ting 
  • - har jeg bare haft gang i for mange ting og på samme tid i de sidste to uger
  • - er græsset ikke grønnere på den anden side og selvom mit græs er af den slags, der kan tåle lidt af hvert, så skal det stadig plejes og ukrudtet skal ikke vokse mig over hovedet
  •  - skal jeg  finde en balance
  • - er jeg meget mere positiv i morgen
  • - havde jeg bare behov for, at "klynke" offentligt ....


For at få sat et punktum i regnbue-bloglegen og få den sidste farve med, har jeg været en tur i mit krea-værelse. Lilla er ikke en farve, jeg holder specielt meget af, men jeg fandt da lidt lilla i gemmerne og mere end jeg havde håbet på.
Det har været sjovt, at deltage i denne leg, så tak til Liv for at have taget initiativet. Farver betyder rigtig meget for mig og selvom, der er farver, som betyder mere end andre, så er de vel alle med til at gøre livet lidt mere festligt og ja 
FARVERIGT

mandag den 5. maj 2014

Blot BLÅT


Nogle undrer sig måske over min manglende tilstedeværelse her på bloggen i den sidste uges tid. Jeg har såmænd bare haft mange andre ting, der kom i første række og bloggen har derfor været nedprioteret. Blandt andet har vi holdt 18 års fødselsdag for Andreas med det store kagebord, som jeg skulle forberede og en enkelt konfirmation har vi også været til.
Sidste søndag fik jeg blokket mit sjal og om mandagen fik jeg taget billeder, men så fik jeg ikke gjort mere ved det. Men i skal selvfølgelig nok få det at se og mon ikke det bliver i løbet af denne uge, selvom jeg også har lidt travlt i denne uge.
Sidste uges farve i bloglegen var blå og selvom vi er startet på en ny uge, vil jeg alligevel gerne lave et blåt indlæg.
Jeg er som før nævnt medlem af foreningen Seriøst strik for sjov. Foreningen har hvert år siden 2007 lavet en udstilling med et bestemt tema og medlemmer, der har tid og lyst, kan deltage i disse udstillinger. Jeg har ikke selv bidraget til dette års tema, men måske får jeg tid og mod på det til næste år. Jeg har lige fået næste års tema at vide og det lyder spændende og udfordrende, men mere vil jeg ikke fortælle nu.


Dette års tema er "Blot Blåt" og det er der kommet rigtig mange kreative fortolkninger ud af. Der er omkring 40 udstillere med og selve udstillingen indeholder et bredt udvalg af håndstrik, der er er holdt i blå farver og det strikkede spænder vidt. Der er strikkede høns, smykker, skulpturer, platter og møbler - bare for at nævne nogle af alle tingene.
Udstillingen "blot Blåt" startede i april på Silkeborg museum, men kan nu ses på museet Gammel Ry Mølle, som er en afdeling af Skanderborg museum. Du kan læse lidt mere om selve udstillingen lige HER .
Jeg har desværre ikke selv set udstillingen endnu, men det skal jeg nok nå, for udstillingen kan ses indtil den 30. september i år og den vil jeg helt sikkert se frem til og glæde mig til at opleve ved selvsyn.
Jeg har fået lov til at låne nogle billeder fra udstillingen. Billederne er alle taget af Anne, som jeg lært at kende gennem foreningen - Seriøst strik ..for sjov. Anne har selv bidraget med en gang hønsestrik i form af en flok store, skønne blå høns (se øverste billede) og jeg er meget glad for, at hun ville hjælpe mig med billederne til dette indlæg.



onsdag den 23. april 2014

Grønt er godt

Kyssefrøen har jeg fået af mine børn engang og den håndlavede glasfrø er et vedhæng til en halskæde. Den har jeg fået af min mand til en fødselsdag. De grønne New Balance så jeg for første gang, da vi var i London i sommers. Desværre kunne jeg ikke finde dem i den rigtige størrelse, selvom vi ledet mange steder -  heldigvis fandt Katrine et par til mig efterfølgende og jeg fik dem af børnene til min fødselsdag. 
Faste læsere af denne blog ved sikkert allerede, at jeg er ret vild med grøn og at det er min absolutte favorit farve. Grøn er denne uges farve i bloglegen og det er derfor ikke en svær opgave for mig. Jeg tror jeg kunne skrive tykke bøger om grøn eller i hvertfald en tyk billedbog, hvis jeg gad ;) Jeg kan uden problemer og meget nemt finde noget i mit hjem, der er grønt. Så sent som i påsken havde jeg besøg og vedkommende sagde følgende ude i køkkenet: "jeg var ikke klar over man kunne få så mange ting i grøn" alt  imens jeg fyldte min grønne el kedel med vand.


Jeg har rigtig mange ting i grønt og nogle vil sikkert rynke på næsen af mine ting og heldigvis er vi forskellige. Jeg synes bare, at det hele bliver lidt trist, hvis næsten alt skal holdes i hvidt, sort og gråt. Jeg elsker at omgive mig med farver og de må gerne være stærke og klare og den grønne farve er heller ikke den eneste farve, jeg har i mit hjem, men den sniger sig ind overalt i hjemmet på en eller anden måde.
Jeg er heller ikke bange for at bruge farver i min påklædning og jeg har selvfølgelig også grønt i mit garderobeskab og i mit skoskab og i mit smykkeskrin og i min taskesamling og i ......JOW jeg kan godt lide grønt :)

Jeg synes forøvrigt også, at det er skønt at have en ynglingsfarve som jeg også ser, når jeg kikker ud i haven. Eller ikke kan undgå at møde ude i naturen. Det er bestemt med til at holde mit humør oppe. Jeg tror på at grønt er godt for sjælen og farven grøn forbinder jeg blandt andet med vækst, ro, sundhed, miljø og håb ... og med frøer :)
Jeg havde faktisk besluttet mig for, at der ikke skulle være frøer i dette indlæg, men de sneg sig altså ind alligevel. Frøer har jeg også en del af og de fleste er jo grønne så....

onsdag den 16. april 2014

Tidsfordriv i gult


Jeg har en lille hemmelighed, som stjæler noget af min tid. Ind i mellem har jeg brug for at koble fuldstændig fra og det gør jeg ofte med mine strikkepinde, hæklenålen eller et broderi i hånden. Men jeg har altså også en anden "last" og jeg må indrømme, at jeg er en lille spillefugl. Nu er jeg heldigvis ikke den, der spiller om penge - nej det koster såmænd bare min tid og den er jeg da heldigvis selv herre over, med mindre jeg da liiige skal slå min egen rekord eller liiige skal nå til næste mission ;)
Jeg tror faktisk, der er en del voksne mennesker, der nyder at tage et spil eller to på telefonen, tabletten eller hvor nu man spiller. Det er bare ikke noget, vi snakker så højt om ...det er måske lidt flovt, at vi sådan spilder tiden med noget ganske ufornuftigt og useriøst. Jeg mener nu ikke, at det kun er spild af tid. Jeg ser det mere som en pause og et redskab til at koble fra og trække sig lidt tilbage for en stund. det kan vi vel alle have brug for om så vi er børn, unge eller ældre.
Lige nu er mit ynglingsspil Despicable Me:Minion Rush og har man mindre børn kender man sikkert de små gule Minions fra tegnefilmen Grusomme mig. Da der er gul uge i bloglegen, har jeg taget nogle billeder af mit spil på min tablet. Det er ikke det nemmeste at tage billeder af et spil i aktion og af en gul Minions, der ikke kan stå stille. Men det var nu meget sjovt og jeg synes at en Minions er ret charmerende på sin egen gule måde. I spillet samler man forøvrigt også på bananer og de er jo også gule ;)
Dette var mit bidrag til ugens farve og det blev som lovet ikke et påskeindlæg, men noget helt andet. Måske kommer der lidt mere gult i ugens løb, men jeg lover ikke noget :) Måske tager mit spil for meget af min tid og måske glemmer jeg, at jeg har en blog i kampens hede...hvem ved :)

lørdag den 12. april 2014

Orange kontraster

A som i Aslaug kan findes i mit soveværelse ved siden af et J for Jørgen min mand - armbåndet har jeg selv flettet og keramikknappen er købt hos keramiker Else Rasmussen, som laver de fineste håndlavede keramikknapper - blomsten er kunstig og den lever sit liv på badeværelset og frøen er Johgus keramik fra Bornholm og er en del af min efterhånden store samling frøer.
Ugens farve i bloglegen er orange. Jeg har faktisk en del ting i mit hjem, hvor farven er brugt helt eller delvist. Jeg synes, at orange er en dejlig positiv farve og så går den jo også fint sammen med grønt, hvilket også er et plus i min farveverden :)
Orange er også en farve, der bringer minder hos mig. Jeg var barn i halvfjerdserne og den orange farve forbinder jeg meget med denne tid. Jeg havde et hæklet tæppe på mit værelse, hvor bundfarven var orange og mange af de ting som i dag er retro og eftertragtede kunne man finde hjemme i mit barndomshjem. Vi havde blandt andet Erik Kold bøtter med orange låg og blomster og jeg kan også huske, at min mor samlede på nogle kaffekopper med orange blomster på. Vores rullegardiner i stuen var med blomster i brune, gule og orange nuancer og ude i entreen havde vi et møbel med tilhørende spejl, der var orange. Jeg mindes også en orange bluse min strikkede til mig. Den var med rulle krave og i ribstrik og jeg elskede den trøje og brugte den sammen med et par brune bukser jeg havde :)

Den store porcelæns-ko fik jeg, da jeg blev 40 og jeg synes den er skøn og så elsker jeg, når ting er lidt fjollede - den lille keramikfugl har jeg lavet, da jeg var helt ung og næbbet har en fantastisk smuk orange farve - den orangeklædte mand i porcelæn er en af de tre vise mænd, der er tegnet af Mads Stage. Jeg fik dem alle tre til jul, det sidste år min mor levede og de minder mig om hende - hoptimister havde vi også i mit barndomshjem, men denne er ret ny - det orange jordbær er fra pilgrim og jeg købte det engang, hvor jeg havde tabt mig. Jeg gav mig selv en belønning for hver 5 kilo og der sidder flere vedhæng i det armbånd -  broderet søpapegøje med orange næb og fødder er monteret som nålepude på et rundt træskrin. Den broderede jeg på et ophold på Skals - jeg har også malet nogle små billeder med nogle søpapegøjer engang med orange næb og fødder 
Billedet af kvinden med kun et bryst er fra en kalender, som jeg fik for snart mange år siden. Alle billederne i kalenderen var, så vidt jeg husker, alle malet af kvinder med brystkræft - jeg har ikke kalenderen mere, men dette billede hænger på mit arbejdsværelse og jeg synes det er smukt, stærkt og livsbekræftende, men det er måske fordi jeg selv har mistet en del af mig selv. Billedet er malet af Else Smedegaard Buus
Den store orange gulvlampe står i min stue og er en kopi af den klassiske arkitektlampe. Da jeg så den første gang, måtte jeg bare eje den. Det var dog ikke alle i husstanden, der delte min store begejstring. For Andreas mente, at nu kunne han aldrig mere invitere nogle kammerater med hjem. Sådan gik det nu ikke, for der har været masser af besøg siden. Lampen bliver brugt hver eneste dag, for den står ved siden af min sofaplads og er uundværlig når der strikkes, hækles eller broderes
I næste uge er det den gule farve, der er i fokus og sjovt nok er det i påskeugen. Jeg vil forsøge at lave et indlæg uden påskeliljer og kyllinger, men jeg vil ikke love det ;)




fredag den 4. april 2014

Rødt fra gemmerne


Jeg er hoppet på en blogleg. Bloglegen handler om farver og hedder Regnbue blogleg og det er Liv med bloggen min skæve vinduesplads til verden, der er kvinden bag.
Derfor vil der i de næste 6 uger være et indlæg her på bloggen med et bestemt farvetema. Legen går nemlig ud på at man blogger en gang ugentligt og hver uge har sin farve. Hvilken dag i ugen, det bestemmer jeg heldigvis selv og hvad og hvordan jeg vil bruge farverne er også helt op til mig. Det kan jeg rigtig godt lide. Nogle af farverne bliver sikkert nemmere end andre, så jeg må vist gå lidt i tænkeboks.

I uge 14 er farven rød og sjovt nok lavede jeg et indlæg i går, som sagtens kunne være gået ind under det røde tema. For en jordbærtærte er bestemt rød og fristende. Og et lækkert stort rødt jordbær er ikke kun smukt at se på og skønt at spise, men bringer også minder om dejlige sommedage med smil og latter.


Jeg kikkede lige mine billeder igennem fra bloggen og jeg må da indrømme, at farven rød ikke er en af de farver, der optræder ret tit. Jeg har farven i mit logo og jeg kan faktisk rigtig godt lide den røde farve. Måske er det fordi jeg også er glad for grøn (det er som nogen sikkert ved, min ynglingsfarve) og rødt er jo komplementærfarve til netop den grønne.

Jeg har fundet lidt frem fra gemmerne og har lavet en lille collage med billeder fra tidligere indlæg. Det er faktisk ret sjovt at se, hvor meget forskelligt der har været her på bloggen. Det er en lidt blandet landhandel og det bliver det sikkert også ved med.


Jeg har forøvrigt min helt egen REGNBUE  i form af dette lækre sæt, som jeg fik i julegave af mine børn.
I uge 15 er det den orange farve, som er i fokus og det er bestemt også en farve, som jeg er vild med :)






søndag den 17. november 2013

Projekterne står i kø, men ....

Andreas ønsker sig denne cardigan
Blogudfordringen som jeg har deltaget i slutter i dag. Den sidste overskrift lyder:  "Mit næste projekt skal være .."
Da jeg længe har lovet min søn Andreas, at jeg ville strikke en trøje til ham, bliver det mit næste større projekt. Andreas hører bestemt ikke ind under kategorien små mennesker. Han er omkring de 2 meter og han er ikke en spinkel type. Derfor bliver det også et lidt større arbejde, end jeg egentlig har mod på og lyst til. Andreas har plaget længe... Endvidere har han selv fundet en opskrift på Ravelry og han har snakket om denne trøje i et par måneder nu.
Det endte med at jeg overgav mig og jeg købte mønsteret for et stykke tid siden HER. For så kunne vi da lige kigge lidt på opskriften. Det er jo næsten det samme, som at tage ud for at se på hvalpe eller kattekillinger...Derefter var der næsten ingen udvej tilbage og jeg skal selvfølgelig nok strikke trøjen til ham. Vi har sammen været ude og kigge på garn og farver og nu er det bestilt. Så jeg venter kun på at butikken får det valgte garn hjem, så jeg kan få slået maskerne op. Måske har jeg det om en uges tid.
Selvfølgelig har Andreas valgt en trøje med en masse snoninger og et bredt revers i rib - jeg forsøgte ellers at overtale ham til en anden model, men nej det skulle være denne. Det er også en klassiker og modeller med revers er meget hot lige nu. Han ville gerne have haft den i råhvid, men der fik jeg ham dog overtalt til en mere brugervenlig farve, som han også kunne lide. Jeg tror det er vigtig, at han selv har været med til at træffe beslutningerne. Nu er han tilfreds med modellen og farven. Så han får lige, hvad han ønsker sig og mon ikke det er medvirkende til, at han helt sikkert også vil bruge cardiganen mere. Det er jeg overbevidst om..Så kan det godt være den bliver sej, at komme igennem, men hvis han bliver tilfreds, så gør jeg også.

Til sidst vil jeg da lige sige, at det har været sjovt, at deltage i denne blogudfordring, som på mange måder har været udfordrende for mig.
Jeg synes, det har været lidt stressende, at skulle "levere" et nyt indlæg hver dag i en uge. Jeg er nok ikke typen, der kan nøjes med at lave små og hurtige indlæg. Det betyder noget for mig, at det jeg lægger ud er noget, som jeg personligt kan stå inde for. Endvidere bruger jeg en del tid på mine billeder og på min tekst, da begge dele er noget, jeg stadig øver mig på. Derfor passer det bedre for mit temperament, at lave indlæg når det lige passer ind i min hverdag, både hvad angår tid og overskud. Men jeg har da fået lavet mine indlæg i løbet af ugen, så det gik jo alligevel trods mine egne krav ;)
Til gengæld har det været rigtig dejlig, at have en fast overskrift, at gå ud fra. Det har pirret til min fantasi, hukommelse og lidt til kreativiteten. Jeg har også fået lavet nogle blogindlæg, som jeg helt sikkert ikke ville have lavet, hvis det ikke lige var for denne leg. Så det har været en god ide med de meget forskellige overskrifter, der har haft en form for rød tråd.
Jeg har endvidere opdaget et par nye blogs (for mig), som jeg nu følger og jeg glæder mig til fortsat at kikke ind også hos dem. Kort opsummeret om ugens blogudfordring "Mig og min hobby" = en god og positiv oplevelse.

lørdag den 16. november 2013

Ynglingsværktøj ?

Det er godt at have noget at vælge mellem
Nu er bloglegen snart slut, men der er da lige et par dage endnu og ugens næstsidste overskrift lyder: "Mit yndlingsværktøj, når jeg er kreativ er..."
Når man som jeg, godt kan lide at have fingrene i mange forskellige materialer, kræver det jo også mange forskellige værktøjer/redskaber. Det at skulle vælge et yndlingsværktøj, vil derfor næsten være en umulighed. Det kommer meget an på, hvad der lige optager mig i øjeblikket og hvilke projekter, jeg har ideer til.
På det seneste har det dog været hæklenålen, der har været mit foretrukne redskab og den har hjulpet mig med at få nogle af mine ideer ført fra hovedet og ud i hænderne. Det sidste kreative selvkomponeret jeg har lavet er min hæklede snemand, som jeg også har lavet en opskrift på. Jeg er simpelthen så glad for al den positive respons, jeg har fået efterfølgende. Det er uden tvivl med til, at jeg helt sikkert vil arbejde videre med de ideer, som jeg har, der kan bringes frem ved hjælp af min hæklenål. Lige nu arbejder jeg på en hæklet ræv og ræven kommer, der sikkert også en opskrift på. Opskriften bliver dog ikke gratis, men kommer nok til at ligge i samme prisklasse som opskriften på mine hæklede frøer.
Jeg kan godt lide, at jeg i kraft af hæklingen er i stand til at skabe tre dimisionelle former, som efterfølgende kan sættes sammen til en helhed tilsidst. Nogen gange skal der ikke så meget til. Når man kigger på frøen er det egentlig meget simple dele, men tilsammen udgår de en helhed og der kommer en dejlig frø figur frem - bare ved hjælp af en hæklenål og lidt garn.
Hæklenålen er nem at tage med sig. Men når jeg skal være kreativ og lave nye modeller, sker det altid hjemme i fred og ro. Der bliver gjort mange notater undervejs og der bliver pillet en del op. Derfor er hæklenålen nok lige pt mit yndlingsværktøj hjemme og strikkepindene er dem jeg tager med mig, når jeg skal være sammen med andre. Derudover er der alle de andre værktøjer/redskaber - nålen, penslen, symaskinen, blyanten, saksen og ..... som alle er ynglinge på hver deres måde. Der er i hvertfald ikke nogen af dem jeg vil undvære ;)

fredag den 15. november 2013

Jeg kunne godt tænke mig at lære at ...


Heldigvis bliver man aldrig for gammel til at lære nyt. Det handler dagens overskrift i ugens blogudfordring også om. Den lyder nemlig således: "Jeg kunne godt tænke mig at lære at ...."
Jeg er altid på udgik efter nye og spændende udfordringer. Det er også en er grundende til, at jeg besøger flere af de hobby og håndarbejdsmesser der løber af stablen i løbet af året. Jeg er derigennem blevet præsenteret for flere nye materialer, teknikker og ikke mindst kurser.
De sidste par gange jeg har været i Viborg til husflidsmessen "Kreativ Fritid", har jeg været meget fascineret af en stand, hvor der er blevet lavet store figurer i noget formbar dekorations-beton. På den sidste messe i Viborg, fandt jeg ud af at der ville komme et weekend kursus igennem Nr. Snede og Omegns Husflidsforening i marts 2014. Selvom kurset er lidt dyrt (tror ikke det er dyrere end andre kurser), gik der ikke mange dage før jeg ringede og meldte mig til.
Underviseren på kurset hedder Erik Heiss og det er også ham, der har udviklet MakeMake dekorationsbeton og jeg glæder mig rigtig meget til, at komme på kursus og ....
LÆRE AT ...lave min egen skulptur i beton,  fremstille grundform i flamingo, få opbygget en figur ved hjælp af forskellige teknikker, samt  få lært nogle ny male og farveteknikker. 
Du kan læse meget mere om materialet og dets muligheder lige HER.


På messen i Fredericia havde MakeMake også en stand, som jeg selvfølgelig skulle kikke nærmere på. Jeg fik også taget lidt billeder af noget af det der var med på standen. De fleste af figurene var lavet af en kunstner, der hedder Eva Dahl Angaard og som også arbejder i beton-ler, som jeg også kalder det.
Det er et materiale, som der er rigtig mange muligheder i. Dekorationsbetonen er som ler, at arbejde med, men skal ikke brændes som ler, det kan males og så er det frostsikkert. Det er jo ideelt til sjove havefigurer.


Lige en lille tilføjelse - der har indsneget sig en fejl mere i opskriften på Hæklet snemand. Man skulle tro det var drillenissen, der allerede havde travlt ;) Opskriften er opdateret i dag og det drejer sig om et par omgange i hatten og det duer jo ikke når det skal være en høj hat:

torsdag den 14. november 2013

Grim, grimmere, grimmest og kiks


Overskriften i dagens blogudfordring er " Det grimmeste, mest kiksede jeg har lavet". Det er en overskrift, der for en perfektionist, godt kan volde en del kvaler. Jeg vil kalde mig selv for perfektionistisk. Jeg kan lide, at lave mine ting ordentlige og stiller store krav til mig selv. Jeg piller gerne op eller starter forfra, hvis der er noget som skuer i mit øje. For i sidste ende er det vigtigt for mig, at jeg er tilfreds med det færdige resultat. Ellers kan jeg ligeså godt lade være. Hvis jeg har lavet noget, som jeg ikke synes er tilfredsstillende bliver det rettet eller i sidste ende droppet og smidt ud.
Ovenstående kan måske for nogen lyde lidt frelst, men det er nu sådan, jeg er skruet sammen og det er en del af min personlighed - på godt og ondt. For der er nemlig også en bagside - det kan til tider være svært når ens egen krav er så høje. Bloggen er med til, at jeg slipper det lidt. For hold da op, det har været grænseoverskridende for mig, at poste billeder af mine ting, i nærbilleder og vide, at der sidder en masse andre, som kikker på og vurderer mine ting (og mig). Det bliver nemmere og nemmere med tiden.
Jeg har selvfølgelig lavet meget grimt i løbet af et efterhånden langt kreativt liv og nu er det jo meget individuelt, hvad man synes er grimt eller kikset. Jakken jeg viste i mandags, synes Andreas foreksempel var grim, men han har heller ikke det samme forhold til denne jakke, som jeg har. Jeg er da også ret sikker på, at noget af alt det tøj, jeg syede i slut 80'erne, vil i dag blive betragtet af mange som grimt (indtil det bliver moderne igen).
For at vende tilbage til dagens udfordring, så har jeg fundet lidt frem til dette indlæg (så alt er ikke smidt ud)

Lidt grim har man da lov til at være ;)
Det første, jeg vil vise, er nogle billeder, jeg lavede i 2011, da jeg var på Livsstilhøjskolen Gudum. Billederne er lavet med en ætseteknik på lærred, hvor der først lægges et lag bladmetal og derefter placerer man forskellige ting, blade eller skabeloner ovenpå inden ætsningen. Det første billeder er lavet med en masse forskellige ting på og det blev til et af de grimmeste billeder, jeg nogensinde har set. Det er simpelthen for trist og for rodet, men måske kan jeg male ovenpå det engang. Derfor er det gemt.
Det næste billede med gravhunden, er jeg til gengæld meget tilfreds med. Dette billede styrede jeg lidt selv med skabeloner, som jeg tegnede og klippede ud i karton. Skabelonerne placerede jeg meget bevidst og derefter er der lagt farve på forskellige steder. Gravhunden på billedet er inspireret af Chili og en trimning.
Kom lige til at tænke på Ib Grønbæk, der synger: "Hvorfor må jeg ikk' få Beatles-hår, hvorfor ska' jeg altid klippes mor?"
Jeg synes den er grim på en pudsig måde.
Gravhunden ovenover er lavet på Skals - højskolen for design og håndarbejde. Jeg var på et længere kursus i 2010 og jeg havde keramik/Raku som en af mine tilvalgsfag. En af opgaverne var, at vi skulle lave en elefant i ler uden at kigge imens. Det vil sige en slags blindtegning - bare med ler. Jeg mente nu, at jeg også skulle lave en gravhund og resultatet af mine anstrengelser ser du så her. Køn er den ikke, men grim ved jeg heller ikke om den er. Måske er den så grim, at man bare må holde af den alligevel. Det var en disciplin, der udfordrede mig og først havde jeg bare lyst til at smide den væk, men nu står den faktisk fremme i min stue.


- nu når vi også snakker kiks, så må det mest "kiksede" jeg har lavet være. KIKSEKAGE



Eller måske disse JULE - KIKS

onsdag den 13. november 2013

Det jeg er i gang med lige nu


Så blev det onsdag og jeg er nået til den tredje overskrift i ugens blogudfordring. Denne overskrift var rigtig nem, synes jeg. Jeg har altid gang i noget - nogen gange mere end på andre tidspunkter. Men så kom jeg til at spekulere på, om det var alt det man havde til at ligge, som er påbegyndt og som måske kommer frem engang igen. For så har jeg meget (jeg er nok ikke den eneste, der har det "problem")
Som skrevet i mit tidligere indlæg, kan jeg rigtig godt lide at have gang i meget forskelligt på en gang. Noget af det jeg har gang i er nemt at tage med sig og andet kræver en vis ro og fordybelse.
Nedenstående er nogle af de ting jeg har fremme og er i gang med lige nu

  • Et sjal jeg begyndte på tilbage i april - det hedder Bifrost og garn og opskrift er fra Garngaragen. Hvis du vil se starten på sjalet kan det gøres lige HER og garnet og billede af mønsteret kan ses HER
  • Et par grydelapper til Katrine (en bestilling/et ønske) - der mangler ikke meget, så hvorfor har jeg ikke fået lavet dem færdige. Tror det er fordi, jeg efterhånden har hæklet rigtig mange af denne model og så er sort ikke den mest festlige farve, men praktiske det de.
  • Jeg strikker også på tykke pinde. Jeg begyndte på en cardigan i efterårsferien. Du kan se et billede af modellen HER
  • Jeg broderer også ind imellem og det hygger jeg mig meget med. Jeg er i gang med 3 høns fra Fru Zippe. Jeg købte dem til husflidsmessen i Viborg i år. Du kan se et billede af alle 3 høns HER
Det var så lidt af det, som jeg har gang i lige nu, men jeg faktisk endnu en ting i ærmet, som jeg lige vil vise her. Jeg er i gang med at hækle et nyt dyr - en ræv og jeg håber på, at jeg snart bliver færdig. Jeg kunne altså godt tænke mig lidt flere timer i døgnet.


I går gik vores opvaskemaskine i stykker og den kan vist ikke repareres. Den var selvfølgelig fyldt til bristepunktet med masser af beskidt service. Nu skal jeg, derfor have fundet baljen og børsten frem og i gang med den stor opvask .....jeg ville da meget hellere strikke eller kigge i nogle af alle de skønne bøger, som jeg har lånt på biblioteket. For det at læse/kigge i håndarbejdsbøger er også noget af det, som jeg altid har gang i - det er så hyggeligt.


tirsdag den 12. november 2013

Mit yndlingsmateriale


Dagens overskrift i ugens blogudfordring handler, om det yndlingsmateriale, som man godt kan lide at lege med. Nu er jeg en af dem, der rigtig godt kan lide, at få fingrene i mange forskellige materialer. Jeg har efterhånden prøvet mange forskellige ting inden for håndarbejde, men også de mere hobby relaterede har været på dagsordenen hos mig gennem tiden. Jeg har lavet "næsten alt"  lige fra broderi til stenhugning, så jeg spænder vidt. Jeg kan vældig godt lide, at det ikke er det samme hele tiden og jeg har tit (læs altid) gang i flere forskellige ting på en gang. Men, hvis nu jeg skal vælge og det skal man jo i denne leg, så må det være noget med fibre. Fordi det har jeg altid beskæftiget mig med på den eller anden måde. Håndarbejde har altid været/er en del af min identitet og det har også været den røde tråd i mit arbejdsliv og jeg kunne ikke forstille mig et liv uden fibre. Da jeg lige for tiden hækler en del og hygger mig meget med at lave mine egne opskrifter, er mit valg derfor - TA DA ikke overraskende:
GARN
- og når jeg hækler, er det mest bomuldsgarn jeg arbejder med. Bomuld er let at arbejde med og findes også i så mange flotte og klare farver. Jeg synes, det er inspirerende med et stort farveudvalg og det gør det bestemt heller ikke kedeligt, at der er noget at vælge mellem, når man som jeg er glad for farver. Jeg har derfor også valgt, at tage et billede, der viser lidt af mit bomuldsgarn.

mandag den 11. november 2013

Den ting, som jeg er mest stolt af at have kreeret

Jakke med Garfield - lavet til Katrine
Da jeg første gang læste dagens overskrift i ugens blogudfordring, var det eneste, som jeg kunne komme i tanke om mine børn. Ja man kan vel godt sige, at jeg har kreeret dem på en måde, men om det lige går under mine hobbyer, det er en helt anden snak.
Derfor tænkte jeg, at det jo også kunne være noget, som jeg har lavet til mine børn i årenes løb. Nu har jeg lavet meget forskelligt håndarbejde, men jeg har aldrig vist noget syet tøj frem her på bloggen og jeg har faktisk syet en del til både min mand, børn og mig selv, samt alle de andre. Derfor skulle det være noget syet denne gang.
Der er mange ting, som jeg faktisk er ret stolt over, at jeg har lavet med mine egne hænder (janteloven trives ikke så godt hjemme hos mig), og en af de ting der dukkede op i hukommelsen var en jakke, som jeg lavede til Katrine, da hun var lille. Jakken er lavet i forbindelse med en håndarbejde-eksamen, jeg havde på seminariet, da jeg læste til lærer. Jakken er måske ikke det mest flotte og fantastiske, som jeg har kreeret i årenes løb, men jeg synes, at den er sjov og så er der mange forskellige håndarbejds-teknikker lagt ind i selve udførelsen. Jeg har som sagt, syet rigtig meget (især før i tiden) og jeg er en af de personer, som engang kunne skrive i sit CV at "..og så syr jeg (næsten) alt mit tøj selv" ;) og jeg har syet både habitter, selskabstøj og en bunke andet, så jeg kunne have valgt blandt meget andet. Men lige denne jakke har jeg gemt og passet godt på. Den har en speciel betydning for mig og så mindes jeg også, at jeg havde det rigtig sjovt, mens jeg lavede den. Jeg er faktisk stolt af denne jakke og jeg ved, at der ikke findes en magen til i hele verden, for jeg har lavet det hele selv.

Sådan ser den ud forfra og bagpå har den "rygmærke" :)
Lynlås foran med underfald og blomstret foer
Til venstre Garfield som applikation og til højre lavet med stofmaling og broderi ovenpå
Pyntestikninger med farveskiftetråd - paspolerede lommer med lynlåse - aplikation med navnet GARFIELD og navnemærke indvendigt, hvor der selvfølgelig står Katrine

Blogudfordring "mig og min hobby"


Af og til støder jeg på diverse "lege" ude i blogland. Der byttes lapper, der skrives fra A-Å, eller man skal skrive ting ned om sig selv....
Nu er jeg også hoppet på en blogleg og det bliver da spændende at lege med. Det er Anja med bloggen Zoomsnoren, som er kvinden bag denne udfordring. Du kan se en liste over de andre deltagere lige HER eller nederst på siden.
Udfordringen går ud på, at poste et indlæg, hver dag i uge 46 omkring "mig og min hobby" og der er på forhånd besluttet, hvilke overskrifter der er til de enkelte dage.
Derfor kan jeg nu på forhånd afsløre, at mine indlæg i denne uge kommer til at have nedenstående overskrifter. Hvad jeg så skriver om, ja det er indtil videre en hemmelighed :) Jeg kan allerede mærke, at der er et par indlæg, som for mig vil være en udfordring - det handler om begrænsningens kunst og at vælge.
  • Mandag: Den ting, som jeg er mest stolt af at have kreeret
  • Tirsdag: Mit yndlingsmateriale - fx garn, perler, papir, fondant osv.
  • Onsdag: Det jeg er i gang med lige nu
  • Torsdag: Det grimmeste, mest kiksede jeg har lavet
  • Fredag: Jeg kunne godt tænke mig at lære at ...
  • Lørdag: Mit yndlingsværktøj, når jeg er kreativ, er ..
  • Søndag: Mit næste projekt skal være ..

Nu vil jeg gå i tænkeboks for allerede nu volder den første overskrift mig kvaler ....og jeg er først lige hoppet på legen i dag, så der skal tænkes hurtigt, for i morgen er der jo endnu en overskrift. Jeg vender tilbage senere i dag med den første overskrift.

Deltagere  

Anita med bloggen Photomusen

Karin med bloggen Casa Grau

Helle med bloggen Belladotte - og er også kvinden bag Giveaway i Blogland

Heidi med bloggen Migogmaya

Alice med bloggen Strikket-Bamse

Tinna med bloggen Katja-Zone

Christina med bloggen My By Røgilds

Laila med bloggen StrikSofie

Eg med bloggen Strik og slap af

Elena med bloggen Cupcake By Me

Susanne med bloggen Flesthverdage

Randi med bloggen Ilha

Christel med bloggen Colors & Creations

Tanja med bloggen Tanja's verden

Aslaug med bloggen Strikkefåret

Rebekka med bloggen BEBAKREA

Fie med bloggen Hækleriet

AlbaDuus med bloggen AlbaDuus

Marie med  bloggen By Lam

Kirsten med bloggen KissersGalleri

Linda med bloggen Boldreels kreative hjørne