Lykkens pamfilius er vist ikke et udtryk, der bliver brugt ret meget mere og måske er det kun "gamle" mennesker, der ved hvad det betyder. Der sidder sikkert mange derude, som aldrig har hørt udtrykket. Jeg synes det er et sjovt ord og da jeg på det sidste har været en meget heldig person, vil jeg godt sætte betegnelsen på mig selv.
Det er der flere grunde til. For det første var jeg heldig, at vinde en giveaway hos
Finurlige finesser først i denne måned. Jeg vandt et flot tryk af en natsværmer. Trykket kan anvendes som det er eller man kan vælge at broderer på det. Lige nu har jeg gang i så mange forskellige ting, så det bliver ikke øjeblikkeligt, at jeg kaster mig over en gang frihånds-broderi. Men jeg er næsten sikker på at der skal broderes på stykket. Heldigvis spiser gevinsten ikke brød og jeg kan i mellemtiden glæde mig over det fine tryk.
Jeg var også MEGET heldig i weekenden til blogtræffet. Det var nemlig mig, der kunne slæbe hovedgevinsten med hjem.
Dolce Gusto havde sponsoreret en af deres kaffemaskiner sammen med en masser forskellige smagsvarianter. Sidst jeg var til blogtræf vandt jeg også hovedgevinsten (En Sodastream) - hvor heldig har man egentlig lov til at være....
Maskinen er en dejlig gevinst, men efter min mening er der to minusser. Det første minus er at den fylder på køkkenbordet og jeg tror derfor ikke maskinen får lov til at stå fremme til dagligt og hvor skal jeg så anbringe den. Jeg finder helt sikkert en løsning, der fungerer.
Det andet minus er kalorieindtaget Jeg drikker normalt almindelig kaffe og det er uden sukker og andet syndigt. Det vil sige det er uden kalorier og det har jeg det rigtigt godt med, da jeg ikke gider drikke mig til kalorier. Derimod indeholder de fleste af kapslerne til en Dolce Gusto en del kalorier,også selvom man vælger lightprodukterne. En kop cappuccino light indeholder 50 kalorier og det er måske ikke noget man lige tænker på. Derfor må det i min verden blive noget med, at en gang imellem skal maskinen frem i lyset - når jeg trænger og der skal være lidt fest :)
Søndag aften var jeg igen heldig. Der vandt jeg nemlig
denne dejlige gevinst hos Cupcake By Me og den glæder jeg mig til at modtage.
Sidst og ikke mindst vil jeg da også lige fortælle, at min søde mand har givet mig en valentinsgave. Jeg har fået det røde læderarmbånd fra Christina Waches, som jeg viser frem på det første billede. Jeg er så glad for det og tanken der ligger bag. Så jeg er også en lykkes pamfilius, hvad angår mand og kærlighed :)
Kik også ind på
denne side - der er altså mange sjove ord. Nogle er nye og helt "fjong" andre er bare "nifty". Jeg synes, at du "sporenstrengs" skal smutte ind på siden, om du er til vandondulation eller ej ;)