torsdag den 24. december 2015

Glædelig jul fra Strikkefåret


Om ganske kort tid skal vi fejre juleaften. I flere år har vi bare været min mand, Katrine, Andreas og jeg juleaften, men i år er der lavet om på planerne. Vi skal nemlig fejre julen hos min svigerinde og mand og så kommer min svigermor også. Det glæder jeg mig meget til, men jeg er også lidt spændt på, hvordan det bliver. Det skal nu nok blive hyggeligt og det bliver da helt rart, at være gæst for en gang skyld. Jeg har bare nydt dagen i dag - ingen stress og jag, men bare hygge sammen med familien. Det eneste vi har skulle have med var en flæskesteg og den har manden helt styr på.

Jeg har forsøgt at spise fornuftigt i december måned. Jeg fik jo en julekalender af Katrine og den har også indeholdt lidt slik, men mest dejlige ting til ansigtet, neglene og kroppen. Derudover har hun også givet mig en chokoladekalender, men den har været fri for sukker. Det synes jeg er en rigtig god ide, også til os der bare vil spare på sukkeret.

Jeg tog nogle billeder af kalender inden jeg lukkede den første låge op og Karoline koen, jeg har placeret ved siden af, fik jeg sidste jul af min svigermor, men jeg tror nu min mand havde en finger med - spændende hvad de har fundet på i år ;) Jeg synes den er så sød. Den er lavet i træ, så den er ikke så skrøbelig, som de Karoline køer vi kunne få i pap, da jeg var barn.

Jeg vil gerne ønske alle en rigtig god juleaften og til dem der ikke fejre jul - også en god aften til jer.
Håber i er sammen med dem der betyder noget særligt og at aftenen bliver som forventet.


søndag den 20. december 2015

Print selv etiketter


Julen nærmer sig med hastige skridt og i juletravlheden var jeg lige ved at glemme, at jeg havde lavet et ark med etiketter. De er lavet til mine engleglas og er lige til at printe ud og nogle af dem kan også anvendes til de andre juleglas og måske også som til og fra kort.

Håber der er nogle, der får glæde af etiketterne selvom jeg er lidt sent ude...men de kan jo også bruges næste år.

Du kan hente filen med etiketterne lige HER

Og opskriften på de hæklede engle kan du finde HER

Jeg vil også gerne sige tak for alle de søde kommentarer jeg har fået på det sidste. Det gør mig glad og det betyder rigtig meget for mig.
Jeg har ikke selv været så flittig med at få lagt en kommentar og jeg er også lidt bagefter med at få svaret på de spørgsmål, som jeg modtager på bloggen og på mails. Håber på jeres forståelse, for jeg forsøger efter bedste evne, at få svaret alle så hurtigt, som muligt.

Håber i nyder 4. søndag i advent og måske har tid til lidt afstressende håndarbejde eller andre kreative sysler ind imellem juleforberedelserne :)






mandag den 7. december 2015

Hæklede engle


Traditionen tro har jeg også en julegave fra mig til jer i år. Denne gang blev det til et par hæklede engle, der kan gemme på lidt godter eller måske lidt englefryd. De er selvfølgelig i familie med de andre figurer, som jeg har lavet til glas.  Snemanden og Rudolf er en del af julefamilien og jeg har planer om, at der på et tidspunkt skal en julemand på hæklenålen. Jeg synes, der mangler en julemand...... måske bliver det til en nisse...hvem ved :)


Englene har været længe undervejs - jeg begyndte sidste år inden jul, men da der kom andet i vejen blev englen lagt væk igen.
Jeg troede så, at jeg bare lige skulle hækle det sidste, monterer og så skrive mine notater rene....men jeg blev altså nødt til at hækle forfra, for jeg kunne ikke forstå noget, af det jeg havde skrevet ned. Så jeg måtte på den igen. Ideen havde jeg og næsten også grundformen, men det er jo alle de små detaljer, der tager tid og mens jeg hæklede opstod der også nye ideer. Det blev derfor til to forskellige engle med hver deres frisure og pynt i hænderne.




Håber i tager godt imod mine engle og opskriften er naturligvis gratis, for det er jo en julegave :)
Det tager ikke så lang tid, at lave en engel, når man har en opskrift, der er klar. Og jeg ved at mine andre figur-glas er brugt flittigt til både værtindegaver og pakkegave. Det håber jeg, at også englen her vil blive brugt til...hvis du da kan nænne at forære den væk ;)

Opskriften kan du hente lige HER, men husk den er kun til personlig brug og det er mig der har ophavsretten.

Etiketter til glassene kan hentes via dette blogindlæg

lørdag den 5. december 2015

Kalenderlys i snelandskab


Selvom vi i dag er nået til den 5. december og kalenderlyset har været tændt nogle gange nu, så vil jeg nu alligevel vise det frem. Det er jo også en ide, der kan bruges til andet end kalenderlys og måske kan nogle blive inspireret til næste år :)

Jeg synes selv, at det er blevet både sødt og sjovt og så er det lidt anderledes end de dekorationer, som jeg plejer at lave. Jeg har haft ideen i hovedet i et stykke tid og jeg har kikket længe efter lige det, som jeg ville bruge og som jeg synes passede til ideen.
To dage inden den første december havde jeg faktisk ikke købt andet end en lille pose mini kogler, 3 pakker salt og selve starinlyset. Men så var jeg tilfældigvis i en Rema 1000, hvor grisen og anden lå og råbte på mig i en rodekasse. Derudover var jeg så heldig, at der også var  de fineste træpaddehatte i samme kasse og så var det bare hjem og få lavet kalenderlys-dekorationen.
Selve glasset er et jeg nogen gange opbevarer garn til pynt i og det er købt for mange år siden til et ophørsudsalg et sted.


Jeg har en klump ler i bunden af glasset (ikke størrere end det kan komme ud af hullet foroven efter jul). Jeg har så fyldt op med fint salt, placeret de forskellige ting. Paddehattene var med pind, så det var nemt - de skulle bare lige klippes lidt kortere. Grisen og anden står på et stykke pap, der er dække med salt,så de ikke synker ned i "sneen". Lyset har fået 3 små søm i bunden og er derefter stukket ned i leret. Til sidst har jeg bundet et silkebånd på foroven, hvor jeg har limet hjerter af filt på i enderne.




Jeg er blevet rigtig glad for resultatet trods manglen på grønt gran :) Men så er der tilgengæld julestemning for alle pengene og når enden er god, så er jo alt godt ;)

I løbet af denne uge har jeg lagt sidst hånd på nogle hæklede engle, som har været længe undervejs. Jeg har også fået renskrevet mine notater, så hvis alt går efter planen kommer de på bloggen en af de nærmeste dage.

tirsdag den 1. december 2015

Pakkekalender er det store hit i år

Billedet er lånt af Katrine og det er også hende, der har været fotograf
Jeg vil gerne ønske alle en glædelig første december og samtidigt håber jeg på en god, hyggelig og u-stresset julemåned, hvor det er de nære ting og kærlighed, der forhåbentlig kommer i centrum.

Jeg har de sidste par dage haft travlt med at pakke små gaver ind til pakkekalenderene til mine små børn - Katrine på 24 og Andreas på 19 :) Det er efterhånden noget, som jeg har gjort i mange år, for det har været en fast tradition siden de var helt små. De sidste mange år har jeg dog tænkt, at nu må det snart være slut, men det er kun blevet ved tanken. Og på den anden side, synes jeg jo også, det er lidt hyggeligt og de bliver jo så glade - de små børn.

I  år er det blevet rigtig moderne med pakkekalendere og det er altså også for voksne. Jeg har været heldig, for jeg har nemlig fået min alleførste pakkekalender i hele mit liv. Jeg glæder mig som et lille barn til at åbne en luge hver dag indtil juleaften. Kalenderen har Katrine lavet og du kan læse lidt mere om pakkekalenderen i hendes blog indlæg her.
.... jeg har åbnet den første låge og der var en fin grå øjenskygge og et lille stykke fransk nougat - og det er ikke et tilfældigt valg ....tror der er tænkt meget over indholdet og jeg glæder mig allerede til i morgen.

Jeg er nu ved at komme mig ovenpå min operation og jeg håber på, at jeg bliver glad og tilfreds, når det hele engang er faldet på plads. Lægen siger, at man først kan vurdere det endelige resultat efter 3 måneder, så jeg må lige have lidt tålmodighed. Jeg blev lidt forskrækket, da jeg første gang efter operation blev pakket ud. Det så bestemt ikke godt ud og selv sygeplejersken havde ikke set noget, der var så skævt før...jeg spurgte hende nemlig. Ja man skulle næsten tro, at stormen Gorm havde været et smut forbi ;) Brysterne sad virkelig skævt og de var bestemt heller ikke i samme størrelse. Jeg var grædefærdig og det var ikke nogen rar fornemmelse. Men allerede nu kan jeg se en væsentlig forbedring, så mon ikke det alligevel bliver godt i sidste ende.

Det var meningen, at jeg ville vise mit kalenderlys frem i dag, men det må lige vente lidt. Men det skal helt sikkert på bloggen, for jeg synes selv, at det er blevet ret sødt, sjovt og lidt anderledes og jeg vil glæde mig til at vise det frem.