Viser opslag med etiketten dekoration. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dekoration. Vis alle opslag

mandag den 20. april 2020

Hæklet mini fugl på pind

opskrift hæklet mini fugl

Hvis der er noget, som jeg har glædet mig til i de sidste dage, så er det, at jeg nu kan dele opskriften på de søde små fugle på pind. Det er ikke første gang, at de er vist på bloggen og mange har efterspurgt en opskrift. Så jeg tror, at det vil glæde en del hæklere, der læser dette, at den nu er klar.

Fuglene, der er inspireret af sangfuglen fra Kay Bojesen, er lavet af Annette Heintze og det er også hendes billeder, jeg har fået lov til at bruge. Fuglen er kun 4 cm, så den fylder ikke så meget. Men ligeså lille den er, ligeså sød er den.

De små fugle kan bruges til både hverdag og fest. Jeg ved, at Annette har hæklet dem til en barnedåb og også bruger dem, når hun skal give en blomstergave :) Mulighederne er mange - jeg kunne godt finde på, at sætte en snor i en flok fugle og hænge dem op i en troldegren. Det tror jeg også kunne se ret fint ud.



Fuglene er hæklet i DMC broderigarn og det findes jo i et hav af farver, så det giver jo en masse muligheder. Et lille tip fra mig - jeg finder af og til broderigarn i genbrugsbutikker og så får man altså noget mere for pengene ;) så det er bare med at gå på jagt....når der forhåbentlig snart åbnes op igen efter corona krisen.

Gratis hækleopskrift på de små fugle

Hvis du selv har fået lyst til at hækle dine egne små fugle, kan du hente opskriften lige herunder.

OBS der er d. 22.01.2022 tilføjet en lille vinge til fuglen, så har du hentet opskriften før er den ikke tilføjet




Håber du får fornøjelse af opskriften og tak til Annette, der endnu engang ville lade mig få del i hendes opskrift :)


Husk at opskriften kun er til privat brug og at der gælder de sammen regler, som på alle de andre opskrifter på hæklede ting inspireret af Kay Bojesen.

Det vil sige:
·         denne opskrift må ikke bruges kommercielt.
·         Opskriften må ikke sælges
·         Færdige hæklede fugle må heller ikke sælges

Håber i vil respektere dette – på forhånd tak

søndag den 3. december 2017

Adventsdekoration i sidste øjeblik


I dag er det så blevet den første søndag og der skal tændes lys. Der er mange meninger om, hvordan en adventskrans / dekoration skal se ud. Jeg har i årenes løb lavet mange forskellige og nogle har været mere traditionelle end andre. I mange år bandt jeg min egen krans og jeg havde den som regel stående  på et stort spejl.

For en del år siden lavede jeg og min mand en krans af små stykker grene og den har jeg været rigtig glad for og jeg har den selvfølgelig endnu. SE DEN HER. Det er jo ikke en krans man bare lige laver over en eftermiddag, men vi hyggede os meget med at lave den og jeg med at pynte den bagefter. Fordelen ved den krans er, at den kan gemmes fra år til år og den kræver ikke meget for at ligne en million - måske kan du bruge ideen næste år ;)


I år har jeg valgt, at det skulle være enkelt, nemt og forholdvis billigt. De fleste ting havde jeg i forvejen. Jeg har faktisk kun købt kuglerne og de kostede ikke ret meget. Det er en dekoration, man kan lave i sidste øjeblik. Man behøver jo ikke bruge et aflangt fad - brug et du har og hvor flaskerne kan stå stabilt eller brug et gammelt spejl. Find nogle flasker -en grøn ølflaske vil også være fin eller måske en almindelig sodavandsflaske - der skal bare være plads nok til et almindeligt kronelys og de behøver jo ikke være helt ens.
Find nogle kogler og kugler, de fleste har lidt i gemmerne og pynt fadet med det. Klip evt i karton tal eller hjerte med tal fra 1 - 4, sæt en snor i og hæng tallene på flaskerne. Fordelen ved denne dekoration er at, materialerne behøver jo ikke være noget, man har købt og det er jo sjovt, at bruge det man har og få det bedste ud af det - det  gør det hele lidt mere personligt og det kan jeg godt lide. Samtidigt kan lysene skiftes ud, hvis nu de bliver brændt ned og når det som her er de tynde almindelige kronelys kan det jo ske ;) Jeg kan også godt lide at have min adventsdekoration tændt juleaften og så kommer der bare friske nye lys i.


Håber nogle kan blive lidt inspireret. Og husk - Hvis du ikke lige har nået det endnu, så er der jo 3 søndage tilbage og det bliver jo jul alligevel. Jeg vil ønske alle en god advent og søndag :)

onsdag den 29. november 2017

Kalenderlys på den nemme måde


Jeg vil selvfølgelig gerne vise jer, hvordan min kalenderlys dekoration ser ud i år. Jeg har valgt, at holde det helt simpelt og jeg har genbrugt nogle ting, som jeg er lidt småforelsket i ;) Grisen, gåsen og de små svampe er genbrug. De er nemlig brugt i denne dekoration Kalenderlys i snelandskab, som jeg lavede i 2015 og jeg har naturligvis passet godt på dyrene.

Skålen og vasen er nogle jeg har haft i et par år tror jeg. De er fra Casalinga og jeg mener ikke man længere kan købe dem. Begge dele er jeg ret vild med, men jeg er jo også glad for orange. I vasen er der troldegrene og gran fra haven og i skålen er der lidt ler i midten og så er der fyldt op med mos - også fra haven ;) Som sagt meget enkelt og ligetil, men med et lille tvist af humor. Det er bestemt ikke sidste gang de dyr skal anvendes.


Jeg bruger meget at samle mine ting på et fad. Det giver et roligt udtryk og tingene behøver nødvendigvis ikke passe sammen. Til daglig har jeg tit en lille urtepotte, nogle små fyrfadslys og måske en lille ting/skål samlet på lige dette fad som jeg har brugt her. Og det er nemt og hurtigt at skifte ud, når man som jeg (tit gør) lige finder noget i genbrug.

Jeg ønsker alle en fredfyldt december uden alt for meget stress og jag. Jeg har i hvertfald tænkt mig, at tage det helt roligt, men jeg har jo også kun en lille familie og ikke så mange, jeg skal købe gaver til.

tirsdag den 6. december 2016

Juledekoration trods manglende julestemning.


Jeg er nok ikke den eneste i landet, der er blevet overrasket over, at vi allerede er et godt stykke inde i december måned. November måned er fløjet af sted og lige pludselig havde vi første søndag i advent og inden længe skal det 3. lys tændes.

Jeg har haft lidt svært ved at komme i julestemning i år. Der har været så meget, der skulle ordnes, som ikke havde med jul at gøre. Katrine er flyttet i lejlighed sammen med kæresten og det er der jo også gået lidt af min tid med. Jeg glæder mig på de unges vegne og heldigvis er det i Vejle, så det er jo i nabolaget :)


Jeg er stadig ikke helt ovenpå og i forhold til mit hjerte venter jeg bare på en operation. Den operation tror jeg nu også har en del skyld i mit manglende julehumør. Jeg skal indlægges d. 23. december ( og ja jeg har ringet og spurgt om det ikke er en fejl, men nej) og hvis alt går efter planen, bliver jeg udskrevet igen d. 24. december. Det satser jeg så stærkt på. Vi skal bare være os fire juleaften - min mand, børn og jeg. Heldigvis er jeg ikke selvskrevet til at stå for maden. Det skal manden og børnene nok klare. Men der er jo så lige nogle ekstra ting, der skal planlægges lidt før. For jeg skal bare ikke ligge i Skejby og spekulere for meget vel.
Det er forøvrigt også vores tur til, at stå for julefrokosten 2. juledag. Det skal der også lige være styr på. Heldigvis er jeg god til at lave lister og også til at uddelegerer opgaver til andre, når det skal være. Pu ha kan godt mærke, at jeg får lidt stress, når jeg ser ovenstående på skrift, men mon ikke det kommer til at klappe alligevel.

Selvom det lyder, som om jeg slet ikke har julehygget har jeg da fået lavet nogle juledekorationer. En af dem været til Katrine og farverne er valgt, så de passer  ind i deres nye spisestue. Potten fandt jeg i gemmerne og den passede perfekt i farven.Jeg elsker, når man kan bruge noget af det, som man har i forvejen.


lørdag den 5. december 2015

Kalenderlys i snelandskab


Selvom vi i dag er nået til den 5. december og kalenderlyset har været tændt nogle gange nu, så vil jeg nu alligevel vise det frem. Det er jo også en ide, der kan bruges til andet end kalenderlys og måske kan nogle blive inspireret til næste år :)

Jeg synes selv, at det er blevet både sødt og sjovt og så er det lidt anderledes end de dekorationer, som jeg plejer at lave. Jeg har haft ideen i hovedet i et stykke tid og jeg har kikket længe efter lige det, som jeg ville bruge og som jeg synes passede til ideen.
To dage inden den første december havde jeg faktisk ikke købt andet end en lille pose mini kogler, 3 pakker salt og selve starinlyset. Men så var jeg tilfældigvis i en Rema 1000, hvor grisen og anden lå og råbte på mig i en rodekasse. Derudover var jeg så heldig, at der også var  de fineste træpaddehatte i samme kasse og så var det bare hjem og få lavet kalenderlys-dekorationen.
Selve glasset er et jeg nogen gange opbevarer garn til pynt i og det er købt for mange år siden til et ophørsudsalg et sted.


Jeg har en klump ler i bunden af glasset (ikke størrere end det kan komme ud af hullet foroven efter jul). Jeg har så fyldt op med fint salt, placeret de forskellige ting. Paddehattene var med pind, så det var nemt - de skulle bare lige klippes lidt kortere. Grisen og anden står på et stykke pap, der er dække med salt,så de ikke synker ned i "sneen". Lyset har fået 3 små søm i bunden og er derefter stukket ned i leret. Til sidst har jeg bundet et silkebånd på foroven, hvor jeg har limet hjerter af filt på i enderne.




Jeg er blevet rigtig glad for resultatet trods manglen på grønt gran :) Men så er der tilgengæld julestemning for alle pengene og når enden er god, så er jo alt godt ;)

I løbet af denne uge har jeg lagt sidst hånd på nogle hæklede engle, som har været længe undervejs. Jeg har også fået renskrevet mine notater, så hvis alt går efter planen kommer de på bloggen en af de nærmeste dage.

onsdag den 17. december 2014

Skulle nok have købt et tyndere lys

Billedet er taget i dag og som du nok kan se, er der længe til juleaften hos mig - har ellers købt en "tyndt" lys i år
Med kun en uge til jul må jeg erkende, at jeg ikke når alt det jeg har planlagt i december måned. Min december blev lidt anderledes end jeg havde forestillet mig og der har ikke været den store julehygge her.
December startede ellers med at jeg både var færdig med adventkrans og kalenderlys til tiden i år. Adventskransen er genbrug fra sidste år og den er stadig fantastisk og ser stort set ud som sidst. Er du nysgerrig kan du se den HER

Den 2. december ringede min man hjem til mig. Han ville da bare lige fortælle, at han havde lavet en aftale med maleren om, at de kom i morgen for at spartle, slibe og male lofterne i stuen og køkkenet. Derefter var det væggenes tur. Jeg vidste godt at vi ville få besøg, men regnede bestemt med, at det først ville være efter jul.
Så fik jeg en smule travl eller rettere sagt meget travlt. Vi har en temmelig stor stue og alt skulle tømmes og pakkes væk. En del af møblerne skulle også ud eller flyttes. Derudover har vi en del lamper, indbyggede spots og højtalere som også lige skulle fjernes. Jeg var meget glad for, at jeg ikke havde fundet den store julekasse og kun havde mine dekorationer fremme. I stedet fyldte jeg en masse kasser og hold nu op, man har meget når det hele kommer frem fra skabe og skuffer.
Maleren brugte en uge (minus en fredag, hvor vi var på en planlagt familietur til København og en weekend, hvor vi levede med overdækkede møbler, støv og plastik på gulvet)
Da vi så endelg fik vores hjem tilbage igen onsdag, kunne vi jo tage det ganske afslappet, hvis ikke lige at Andreas  havde spurgt os, om vi ikke ville lægge hus til en julefrokost for 20 unge mennesker. Selvfølgelig kunne vi da det.... flink som man er... Så vi fik hurtig stuen til at se nogenlunde præsentabel ud og havde derfor huset fuldt af glade unge mennesker fredag aften. Det gik heldigvis godt - både de nye hvide lofter og væggene led ingen last :) 

Ikke alle skoene holdt sig på måtten - men det gjorde de unge mennesker til gengæld :)
 Jeg har da også været til juleafslutning i min strikkegruppe på Tørring bibliotek. Jeg havde ikke noget med i år (der var vist også rigeligt)
Jeg var kun lige et smut forbi biblioteket på hjemvejen. For jeg havde lovet Katrine at køre hende til Herning samme dag. Men jeg kom i tanke om, at jeg havde bagt nogle småkager sidste år, som jeg vist aldrig fik på bloggen - det tror jeg nu de kommer i løber af ugen. For de var altså gode og smager lidt af jul :)

Derudover er jeg godt i gang med en ny model af mine efterhånden kendte låg til guf. Denne gang er det en engel. Selvom jeg næsten er færdig, har jeg bestemt mig for, at det må være en opskrift jeg vil smide på bloggen næste år. Jeg skulle jo nødig få jule stress. Den kommer sikkert i god tid før næste jul. Så har man også en chance for at få englen færdig før jul. Jeg synes indtil videre, at englen bliver fin, så nogle kan godt glæde sig til familieforøgelsen.

Jeg startede med at sige at der ingen jule hygge har været....det kommer jo lidt an på hvordan man opfatter julehygge. For trods alt har det været hyggeligt - bare på en lidt anden måde og julen for mig er ikke kun pynt, småkager og julegaver. Jeg er fantastisk glad for min nye stue, Andreas havde en super aften med vennerne, turen til København var rigtig hyggelig..trods regn og der har været mange sjove stunder med hygge og spil med vores store børn. I aften kommer Katrine hjem og skal være her nogle dage og vi skal ud og købe de sidste julegaver...så der er jeg da godt med ;) Måske bliver der også tid til at lave lidt konfekt og andet godt.

mandag den 10. marts 2014

Forårsfornemmelser og lidt genbrug


De sidste mange dages vejr har gjort, at jeg efterhånden er kommet i rigtig forårshumør. Det er jeg vist ikke ene om.
Jeg elsker når de første tegn på forår dukker op i haven og det så småt er ved at blive varmere i vejret. Jeg har hørt, at det skulle blive op til 14 grader i dag (om det passer ved jeg ikke), så det går da den rigtige vej. Frost er der nu stadig, for i morges måtte jeg skrabe is af bilruden før jeg kørte af sted, så den stor udendørsaktivitet i krukker og bede må vist vente lidt endnu.
Indendørs tog jeg forskud på foråret allerede i sidste weekend. Jeg var en tur forbi den lokale brugs og der faldt jeg over en sød skål/urtepotte med det fineste bladmønster, som jeg bare måtte have med mig hjem. Jeg blev også lige nødt til at købe en potte perlehyacinter, som jeg kunne plante i skålen.
Da jeg kom hjem, kom jeg i tanke om jeg havde 2 små grønne skåle, som jeg havde købt i en genbrugsbutik lige før jul. De kostede kun 5 kroner stykket og jeg havde tænkt, at dem kunne jeg da altid for brug for. Det kunne jeg så nu  - jeg fandt også et gammelt fladt zinkfad frem, som jeg ofte anvender til små dekorationer. Jeg synes, at et fad er med til at samle tingene lidt og der skal ikke så meget til, før det ser fint ud. Når perlehyasinterne  ikke er pæne mere, kommer der helt sikkert en anden lille blomst i min nye fine urtepotte. Måske bliver det hvide narcisser.   
Måske skal jeg også have et par grene ind i en krukke... jeg har nemlig en ide om at lave lidt påskepynt med nogle små perler...nu må jeg se...jeg har jo god tid, påsken er først om en måneds tid...

torsdag den 5. december 2013

Hjemmegjort adventskrans


I år kunne jeg ikke lige beslutte mig til, hvordan adventskransen skulle være. Normalt plejer jeg at binde en krans selv og det gjorde jeg også sidste år. Men i år tænkte jeg den skulle være lidt anderledes. Sidste år var der flere, som strikkede en krans og det synes jeg var en sjov ide. Tiden har bare ikke lige været til strikket krans med masser af pynt og fredag aften - 2 dage før vi skulle tænde det første lys i kransen, opgav jeg den ide. I stedet for fik jeg en ide med nogle grene. Jeg havde nemlig set en krans, der kostede 1000 kroner og som var lavet med nogle bambus stykker rundt. Det måtte jeg kunne lave ligeså godt og i hvert fald også billigere. Jeg synes egentlig ikke bambus er ret julet og nordisk, så derfor har jeg anvendt grene i stedet. Min krans ligner slet ikke den jeg så, men ideen opstod ud fra den. Jeg er bare blevet så glad for resultatet og synes min adventskrans er helt fantastisk smuk (ja man må godt synes om, det man selv laver)  Jeg synes, at den ligner en "million", men adventskransen/dekorationen har kun kostet mig det, som 3 husløg og fire lys koster - under 100 kroner. Træer/grene har vi masser af i haven og alle de andre pynteting, der er anvendt i kransen havde jeg i gemmerne. Derudover er der brugt tid, men noget af tiden gik i rigtig hyggelig selskab med min mand, der blev involveret i dette "fælles" projekt. Han fik lov til at save og slå søm i og jeg holdt øje imens. Jeg tror faktisk også, at han synes det var sjovt, at hjælpe til og han er også ret tilfreds med vores fælles anstrengelser.

Grene  1½ - 3 cm i diameter er savet ud i længder på 8-10 cm. Derefter er der banket tynde søm i (sømmet skal ca. ramme midt i halmkransen) Tryk grenene ind efterhånden og giv dem en klat lim med en limpistol mellem søm og halmkrans. Grenene er placeret så tæt som muligt og flugter i bunden. Jeg lavede den yderste række først og derefter den inderste
Pynt hulrummet op - jeg har anvendt mos, gran, 3 store husløg, kogler lidt smågrene, en rest pels og lidt julekugler.
Jeg placerede først de 4 stearinlys i halmkransen og lysene er sat fast i halmkransen ved hjælp af 3 søm i bunden af hvert lys.

Min adventskrans er placeret på et stort ovalt spejl, som er lavet til formålet. Det har været sådan i mange år efterhånden og det skulle der ikke laves om på i år.

tirsdag den 3. december 2013

Kalenderlyset


Jeg vil lige vise jer, hvordan vores kalenderlys kom til at se ud i år. Jeg har valgt, at genbruge ideen og nogle af tingene fra sidste år. Fadet er det samme og det er de store glaskugler også. Dådyret og de røde svampe er også genbrug. Moset er fra egen avl :) og koglerne havde jeg også i gemmerne. Jeg har suppleret med et limegrønt cypres træ. Træet er pyntet med 36 små julekugler, som jeg har købt hos Søsterne Grene til under en krone stykket. Jeg havde ikke nogen plan med kuglerne, da jeg købte dem, men nu kom de til at pynte på dette træ. Kuglerne er først bundet på en sytråd og derefter snoet omkring træet. Jeg troede jeg kunne hænge dem enkeltvis på grenene, men det lykkes ikke, så jeg måtte finde på en anden løsning og den fungerer fint. Træet står i en lysgrøn potte og øverst har jeg placeret nogle træstykker, som jeg havde tilovers fra min adventskrans, som jeg viser senere i denne uge.
Stearinlyset er selvfølgelig også nyt og det er ligeså stort som det plejer at være. Sidste år havde kalenderlyset en brændtid på 110 timer og vi kom i mål i løbet af juledagene. Glemte at læse på dette lys, før det blev placeret, men mon ikke det er næsten samme brændtid Jeg har forøvrigt sat 3 tynde søm i bunden af lyset før det er sat i en klump ler - så står det stabilt og ingen af talene bliver dækket af ler. Jeg varmer sømmene op med en ligter og så er de nemme at stikke ind i bunden af lyset. Husk at holde på sømmene med en fladtang - de bliver meget varme ;)

Lidt detaljer fra dekorationen - pindsvinene sneg sig lige ind på det sidste billede og nu er de også en del af kalenderlys- dekorationen

mandag den 3. december 2012

Juledekorationer - jeg nåede det næsten


Jeg har som nævnt tidligere været lidt bagud med hensyn til at få lavet mine "obligatoriske" juledekorationer i år. Nu er jeg blevet færdig - Jubii. Tidlig søndag morgen gik jeg allerede i gang med at hente noget gran, som lige skulle tøs lidt op før jeg kunne bruge det - de første grene blev slæbt ind i brusekabinen og lå lidt derinde og dryppede af, indtil jeg skulle bruge det.
Det første jeg fik lavet, var en kalenderlysdekoration. Den var hurtig lavet, for jeg havde allerede på forhånd bestemt mig til, hvordan den skulle være og hvilke ting der skulle indgå. Den består af et stort porcelæns-fad med noget mos, hvorpå jeg har placeret et dådyr, nogle svampe, nogle grønne tråd kugler, et par store kogler (de er hjemtaget fra en ferie i Italien engang) og nogle lidt mindre fra en dansk skov og det hele er så garneret med en masse kugler i pang farver og til sidst er der stukket noget optøet gran i.
Jeg er blevet meget tilfreds og dekorationen er blevet helt, som jeg havde tænkt mig.Kalenderlyset, som jeg har brugt, har en brændtid på 110 timer. Derfor blev det tændt lige med det samme, efter jeg var færdig (jeg tog lige et billede først) - for jeg er jo som sagt lidt bagud og der et godt stykke vej ned bare til det første tal på det tykke lys. Gad vide om vi når, at brænde ned til den 24 - nu må vi se. Men det er ihvertfald dejligt, at have et lys, hvor man ikke hele tiden skal passe på, om man er kommet for langt ned og det kan brænde, når vi har lyst til lidt stearinhygge.

Krans og en gammel home -made træstub
Jeg fik også bundet en stor adventskrans. Jeg har for flere år siden fået lavet et spejl, hvorpå jeg kan placere min adventskrans. Siden da har jeg brugt dette spejl, men selve pynten på kransen har jeg skiftet lidt ud på engang imellem. Men da jeg godt kan lide, at bruge af det jeg har, er det i år "bare" blevet til det pynt, der blev brugt sidste år. En masse kugler og så selvfølgelig fire lys - store,tykke og cremefarvede - også med masser af brændtid i.



mandag den 12. november 2012

Lidt pynt inden jul

Jeg havde for et stykke tid siden strikket og filtet 3 mini græskar, som jeg synes skulle nydes lidt inden juledekorationerne tager over.
Derfor lavede jeg lige denne hurtige pynte/lys skål. Fadet havde jeg i forvejen og det fyldte jeg med kastanjer. Kastanjer har jeg normalt let adgang til, da jeg har et kæmpe stort og gammelt kastanjetræ ude ved vores indkørsel, men dagen i forvejen havde min mand været ude og rive alle blade og kastanjer sammen og kørt dem om bag ved huset i en kæmpe stor "kompost" bunke. Så derfor måtte jeg grave mig ind i bunken, indtil jeg fandt nogle kastanjer, der var brugbare. Endvidere er fadet pyntet med nogle små pyntegræskar og to glas græskar ( købt i genbrugen for små penge i efterårsferien) og til sidst samlede jeg nogle små grønne æbler op, der lå i vejkanten ned til hvor jeg bor og brugte dem.



Jeg synes selv det er blevet helt fint.

Strikkede mini græskar er fra en engelsk opskrift
Miniature feltede pumpkin og er fundet på Ravelry
her

Jeg har brugt Viking Sportsgarn 100% uld, der egner sig godt til filtning