Viser opslag med etiketten gaver. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gaver. Vis alle opslag

torsdag den 22. december 2016

Zing til mig fra mig


Nogle gange lever mine strikkepinde sit eget liv og det er ikke altid, at jeg lige ved, hvor de var sidst. Så en dag for ikke så længe siden, hvor jeg akut stod og manglede en rundpind var jeg forbi den lokale strikkeforretning. Jeg blev anbefalet en rundpind Zing fra knitPro og det var så også den eneste model, forretningen havde i en 3½. Den er jeg så rigtig glad for, at jeg fik prøvet, for jeg synes virkelig det er en lækker pind. Zing er udført i letvægtsmetal og har nogle spidser, der efter min mening er rigtig gode - ikke for runde og ikke alt for spidse. Den er virkelig behagelig at have i hånden.

Sættet hedder "Melodies of Life" og er en Special Edition og det er da en fin æske :)

Da jeg så "opdagede" at man kunne få et helt sæt af de her lækre pinde, var jeg ikke længe om at beslutte mig. Jeg måtte eje sådan et sæt med udskiftbare rundpinde. Nu var spørgsmålet så, om jeg skulle ønske mig det i julegave eller hvad. Jeg luftede tanken for manden og sagde at jeg måske synes, at det var lidt kedeligt at få i julegave (som om ha ha) og så sagde min søde mand, at jeg da bare kunne købe sættet (det havde jeg jo nok en formodning om). Så kan det nok være jeg blev hurtig på tasterne og fik et sæt bestilt hjem.

Nu er jeg så den lykkelige ejer af dette fantastiske sæt og jeg kalder det julegaven til mig selv. Sjovt nok er det efterhånden en tilbagevendende begivenhed, det at købe gave til sig selv. Måske hænger det sammen med at man jo surfer rundt på nettet efter gaver til andre og så dukker der jo ting op, som man selv bliver forelsket i. I år var det så dette sæt og ikke nok med at pindede er rigtig gode, så synes jeg også, det er super flot med alle de metalliske farver. Det kan man da kun blive i godt humør.

Ud over pinde i 8 str. er der også wire i forskellige længder og farver, stoppere, strammenøgler og 1 kabelovergang.
Derudover var der i sættet uldnåle og maskeholdere også i flotte farver.
Dette indlæg bliver det sidste inden jul, så jeg vil ønske alle en rigtig glædelig jul :)

Jeg glæder mig til at holde juleaften sammen med min  mand og mine børn, men inden da skal jeg jo lige have overstået min operation for atrieflimren (forkammerflimmer). I morgen skal jeg være på Skejby sygehus kl. 6.30. Så vi skal tidligt op og af sted og jeg vil glæde mig rigtig meget til,at det hele er overstået. Efter en enkelt overnatning, så skal jeg forhåbentlig hjem og fejre julaften og så tror jeg julefreden vil sænke sig i mit sind.

torsdag den 24. december 2015

Glædelig jul fra Strikkefåret


Om ganske kort tid skal vi fejre juleaften. I flere år har vi bare været min mand, Katrine, Andreas og jeg juleaften, men i år er der lavet om på planerne. Vi skal nemlig fejre julen hos min svigerinde og mand og så kommer min svigermor også. Det glæder jeg mig meget til, men jeg er også lidt spændt på, hvordan det bliver. Det skal nu nok blive hyggeligt og det bliver da helt rart, at være gæst for en gang skyld. Jeg har bare nydt dagen i dag - ingen stress og jag, men bare hygge sammen med familien. Det eneste vi har skulle have med var en flæskesteg og den har manden helt styr på.

Jeg har forsøgt at spise fornuftigt i december måned. Jeg fik jo en julekalender af Katrine og den har også indeholdt lidt slik, men mest dejlige ting til ansigtet, neglene og kroppen. Derudover har hun også givet mig en chokoladekalender, men den har været fri for sukker. Det synes jeg er en rigtig god ide, også til os der bare vil spare på sukkeret.

Jeg tog nogle billeder af kalender inden jeg lukkede den første låge op og Karoline koen, jeg har placeret ved siden af, fik jeg sidste jul af min svigermor, men jeg tror nu min mand havde en finger med - spændende hvad de har fundet på i år ;) Jeg synes den er så sød. Den er lavet i træ, så den er ikke så skrøbelig, som de Karoline køer vi kunne få i pap, da jeg var barn.

Jeg vil gerne ønske alle en rigtig god juleaften og til dem der ikke fejre jul - også en god aften til jer.
Håber i er sammen med dem der betyder noget særligt og at aftenen bliver som forventet.


tirsdag den 1. december 2015

Pakkekalender er det store hit i år

Billedet er lånt af Katrine og det er også hende, der har været fotograf
Jeg vil gerne ønske alle en glædelig første december og samtidigt håber jeg på en god, hyggelig og u-stresset julemåned, hvor det er de nære ting og kærlighed, der forhåbentlig kommer i centrum.

Jeg har de sidste par dage haft travlt med at pakke små gaver ind til pakkekalenderene til mine små børn - Katrine på 24 og Andreas på 19 :) Det er efterhånden noget, som jeg har gjort i mange år, for det har været en fast tradition siden de var helt små. De sidste mange år har jeg dog tænkt, at nu må det snart være slut, men det er kun blevet ved tanken. Og på den anden side, synes jeg jo også, det er lidt hyggeligt og de bliver jo så glade - de små børn.

I  år er det blevet rigtig moderne med pakkekalendere og det er altså også for voksne. Jeg har været heldig, for jeg har nemlig fået min alleførste pakkekalender i hele mit liv. Jeg glæder mig som et lille barn til at åbne en luge hver dag indtil juleaften. Kalenderen har Katrine lavet og du kan læse lidt mere om pakkekalenderen i hendes blog indlæg her.
.... jeg har åbnet den første låge og der var en fin grå øjenskygge og et lille stykke fransk nougat - og det er ikke et tilfældigt valg ....tror der er tænkt meget over indholdet og jeg glæder mig allerede til i morgen.

Jeg er nu ved at komme mig ovenpå min operation og jeg håber på, at jeg bliver glad og tilfreds, når det hele engang er faldet på plads. Lægen siger, at man først kan vurdere det endelige resultat efter 3 måneder, så jeg må lige have lidt tålmodighed. Jeg blev lidt forskrækket, da jeg første gang efter operation blev pakket ud. Det så bestemt ikke godt ud og selv sygeplejersken havde ikke set noget, der var så skævt før...jeg spurgte hende nemlig. Ja man skulle næsten tro, at stormen Gorm havde været et smut forbi ;) Brysterne sad virkelig skævt og de var bestemt heller ikke i samme størrelse. Jeg var grædefærdig og det var ikke nogen rar fornemmelse. Men allerede nu kan jeg se en væsentlig forbedring, så mon ikke det alligevel bliver godt i sidste ende.

Det var meningen, at jeg ville vise mit kalenderlys frem i dag, men det må lige vente lidt. Men det skal helt sikkert på bloggen, for jeg synes selv, at det er blevet ret sødt, sjovt og lidt anderledes og jeg vil glæde mig til at vise det frem.

mandag den 29. september 2014

En dejlig gave hjembragt fra Færøerne


Nu er det vist på tide, at jeg får skrevet lidt igen. I det sidste indlæg for snart en måned tids siden fortalte jeg jo at jeg fyldt rundt. Jeg vil gerne sige TAK for kommentarene i den anledning. Jeg synes det er fantastisk, at så mange har valgt  at skrive en hilsen til mig - også mennesker jeg ikke kender personligt. Tak skal i alle have - alle kommentarer er læst med glæde og jeg sætter stor pris på hver og en.
Når nu man fylder år, får man som regel også gaver og det fik jeg også. En af mine gaver vil jeg rigtig gerne vise frem her på bloggen, selvom det nu snart er længe siden, at jeg modtog gaven.

Jeg har en søster, som jeg først har lært at kende for omkring 4 år siden. Vi har den samme far, men jeg nåede desværre ikke at møde ham, mens han levede. Elin hedder min søster og hendes mor er også fra Færøerne. Vores fælles far var en "flittig" mand, for der er kun en måned imellem os, så i morgen fylder Elin 50 år.

Elin og hendes mand var en tur på Færøerne, da jeg fyldte år og imens passede jeg deres hunde i de tre uger, de var af sted. Da de kom hjem fik jeg et lækkert uldtæppe, som både var en fødselsdagsgave og en gave for at have passet godt på hundene.
Jeg er meget glad for tæppet og synes det er fantastisk smukt. Jeg er vild med søpapegøjer og Færøerne elsker jeg, så det var en gave der taler til mit hjerte.


I skal da heller ikke snydes for et billede af hundene. Det er et par meget velopdragne drenge og så er det også nogle glade og rolige hunde. Sam hedder den første, han fylder 8 år snart og Kasse er 9 år.

Det næste indlæg skal ikke handle om mig, men måske om noget af det jeg har nørklet med på det sidste....for jeg har altså ikke dovnet den, men har haft travlt med en del projekter. Jeg er i gang med at skrive et par små opskrifter ned som forhåbentligt snart kommer på bloggen.
I går var jeg til Strikkefestival i Brande og det vil jeg også gerne skrive lidt om....

onsdag den 23. april 2014

Grønt er godt

Kyssefrøen har jeg fået af mine børn engang og den håndlavede glasfrø er et vedhæng til en halskæde. Den har jeg fået af min mand til en fødselsdag. De grønne New Balance så jeg for første gang, da vi var i London i sommers. Desværre kunne jeg ikke finde dem i den rigtige størrelse, selvom vi ledet mange steder -  heldigvis fandt Katrine et par til mig efterfølgende og jeg fik dem af børnene til min fødselsdag. 
Faste læsere af denne blog ved sikkert allerede, at jeg er ret vild med grøn og at det er min absolutte favorit farve. Grøn er denne uges farve i bloglegen og det er derfor ikke en svær opgave for mig. Jeg tror jeg kunne skrive tykke bøger om grøn eller i hvertfald en tyk billedbog, hvis jeg gad ;) Jeg kan uden problemer og meget nemt finde noget i mit hjem, der er grønt. Så sent som i påsken havde jeg besøg og vedkommende sagde følgende ude i køkkenet: "jeg var ikke klar over man kunne få så mange ting i grøn" alt  imens jeg fyldte min grønne el kedel med vand.


Jeg har rigtig mange ting i grønt og nogle vil sikkert rynke på næsen af mine ting og heldigvis er vi forskellige. Jeg synes bare, at det hele bliver lidt trist, hvis næsten alt skal holdes i hvidt, sort og gråt. Jeg elsker at omgive mig med farver og de må gerne være stærke og klare og den grønne farve er heller ikke den eneste farve, jeg har i mit hjem, men den sniger sig ind overalt i hjemmet på en eller anden måde.
Jeg er heller ikke bange for at bruge farver i min påklædning og jeg har selvfølgelig også grønt i mit garderobeskab og i mit skoskab og i mit smykkeskrin og i min taskesamling og i ......JOW jeg kan godt lide grønt :)

Jeg synes forøvrigt også, at det er skønt at have en ynglingsfarve som jeg også ser, når jeg kikker ud i haven. Eller ikke kan undgå at møde ude i naturen. Det er bestemt med til at holde mit humør oppe. Jeg tror på at grønt er godt for sjælen og farven grøn forbinder jeg blandt andet med vækst, ro, sundhed, miljø og håb ... og med frøer :)
Jeg havde faktisk besluttet mig for, at der ikke skulle være frøer i dette indlæg, men de sneg sig altså ind alligevel. Frøer har jeg også en del af og de fleste er jo grønne så....

tirsdag den 25. februar 2014

Lykkens pamfilius


Lykkens pamfilius er vist ikke et udtryk, der bliver brugt ret meget mere og måske er det kun "gamle" mennesker, der ved hvad det betyder. Der sidder sikkert mange derude, som aldrig har hørt udtrykket. Jeg synes det er et sjovt ord og da jeg på det sidste har været en meget heldig person, vil jeg godt sætte betegnelsen på mig selv.


Det er der flere grunde til. For det første var jeg heldig, at vinde en giveaway hos Finurlige finesser først i denne måned. Jeg vandt et flot tryk af en natsværmer. Trykket kan anvendes som det er eller man kan vælge at broderer på det. Lige nu har jeg gang i så mange forskellige ting, så det bliver ikke øjeblikkeligt, at jeg kaster mig over en gang frihånds-broderi. Men jeg er næsten sikker på at der skal broderes på stykket. Heldigvis spiser gevinsten ikke brød og jeg kan i mellemtiden glæde mig over det fine tryk.


Jeg var også MEGET heldig i weekenden til blogtræffet. Det var nemlig mig, der kunne slæbe hovedgevinsten med hjem. Dolce Gusto havde sponsoreret en af deres kaffemaskiner sammen med en masser forskellige smagsvarianter. Sidst jeg var til blogtræf vandt jeg også hovedgevinsten (En Sodastream) - hvor heldig har man egentlig lov til at være....

Maskinen er en dejlig gevinst, men efter min mening er der to minusser. Det første minus er at den fylder på køkkenbordet og jeg tror derfor ikke maskinen får lov til at stå fremme til dagligt og hvor skal jeg så anbringe den. Jeg finder helt sikkert en løsning, der fungerer.
Det andet minus er kalorieindtaget Jeg drikker normalt almindelig kaffe og det er uden sukker og andet syndigt. Det vil sige det er uden kalorier og det har jeg det rigtigt godt med, da jeg ikke gider drikke mig til kalorier. Derimod indeholder de fleste af kapslerne til en Dolce Gusto en del kalorier,også selvom man vælger lightprodukterne. En kop cappuccino light indeholder 50 kalorier og det er måske ikke noget man lige tænker på. Derfor må det i min verden blive noget med, at en gang imellem skal maskinen frem i lyset - når jeg trænger og der skal være lidt fest :)

Søndag aften var jeg igen heldig. Der vandt jeg nemlig denne dejlige gevinst hos Cupcake By Me og den glæder jeg mig til at modtage.

Sidst og ikke mindst vil jeg da også lige fortælle, at min søde mand har givet mig en valentinsgave. Jeg har fået det røde læderarmbånd fra Christina Waches, som jeg viser frem på det første billede. Jeg er så glad for det og tanken der ligger bag. Så jeg er også en lykkes pamfilius, hvad angår mand og kærlighed :)

Kik også ind på denne side - der er altså mange sjove ord. Nogle er nye og helt "fjong" andre er bare "nifty". Jeg synes, at du "sporenstrengs" skal smutte ind på siden, om du er til vandondulation eller ej ;)

fredag den 17. januar 2014

Jeg kunne ikke vente...

Hæklenåle i dejlige farver -  Clover Amour aluminiums hæklenåle med gummihåndtag
Jeg var så heldig, at blive begavet med et lækkert sæt hæklenåle fra Clover i julegave fra mine børn. Selvom de var skrevet på ønskelisten, havde jeg bestemt ikke regnet med at få dem. For det første er et helt sæt ret dyrt og jeg har kun set dem som sæt i det store udland/på nettet og for det andet fik jeg skrevet min ønskeliste ret sent. Derfor var glæden ekstra stor, da jeg pakkede op og fandt ud af, hvad der var i pakken fra mine søde børn. De havde været hurtige og havde bestilt hæklenålene samme aften, som de havde læst mine ønsker. Dejligt med børn, der ved, hvad der gør mor glad :)

Jeg hækler med en tråd Rustik - købt i Netto engang og en tråd Bumbo Mix - købt i Bilka engang. Den ensfarvede er med til at dæmpe Rustik, som er et farveskiftegarn og det er jeg vældig tilfreds med.
Det har kriblet noget i fingrene og selvom jeg har gang i mange andre projekter, kunne jeg ikke modstå fristelsen. Jeg blev da nødt til at afprøve mit nye udstyr. Jeg er gået i gang med at hækle et grønt halstørklæde. Mønsteret er helt enkelt. Garnet er noget jeg havde i gemmerne og jeg må indrømme, at jeg har en del garn der. Derfor har jeg besluttet mig for, at jeg så vidt muligt ikke vil købe mere garn her i 2014. Ja jeg skriver så vidt muligt, for helt undvære vil jeg ikke og allerede nu ved jeg, at jeg bliver nødt til at købe lidt bomuldsgarn i løbet af året. Men jeg tror det bliver meget godt, at have denne sætning i baghovedet, når jeg føler mig fristet.
"Har jeg brug for det og bliver jeg lykkeligere"
Lige nu har jeg et stærkt behov for at få ryddet op i alt, det jeg gemmer på og at få brugt noget af garnet på lageret er vel også en form for oprydning.

onsdag den 15. januar 2014

Kalender fra Færøerne 2014

Suðeroy er markeret med rødt  og er den sydligste ø på Færøerne.
Min bedstemor har sendt en færøsk kalender til mig. Det har hun efterhånden gjort i flere år nu og jeg synes det er så sødt af hende. Nogle gange har det været en med billeder fra forskellige steder på Færøerne og andre gange har det været den lokale fra Suðeroy. Meget af min familie bor på denne ø og det er også her min familie stammer fra. I år har jeg fået kalenderen fra Suðeroy og mange af billederne er taget på steder, hvor jeg har været forbi.
Min bedstemor er efterhånden ikke så ung længere og jeg synes det er fantastisk at hun stadig køber og sender en kalender til mig. Jeg bliver bare så glad, når jeg modtager pakken fra hende og det er også dejligt at kikke kalenderen igennem, for den er fyldt med skønne billeder fra Færøerne.

Januar måned - havet viser tænder ...og bølgerne går op over molen
Billedet fra januar måned er taget i bygden Fámjin, der ligger på vestkysten. Da jeg var på Færøerne sidste år var jeg også på en køretur til Fámjin. Det var i august måned og det var en dag med fantastisk vejr. Jeg var alene af sted og det var en meget speciel oplevelse at køre rundt i landskabet og føle sig meget lille i det smukke storslående landskab. Jeg kom i tanke om, at jeg aldrig har fået vist nogle billeder fra min tur og derfor fandt jeg nogle af mine mange billeder frem. Jeg havde faktisk også taget nogen billeder nede ved kajen på næsten samme sted. Jeg synes, det er meget sjovt at se, hvor stor forskellen er i forhold til vejret.

Det nederste hus midt på billedet og lysmasterne er de samme, som du kan se på "januar" billedet.

Så fredfyldt kan der se ud - her med kig ind til kajen og molen
Jeg kunne godt finde på at lave flere indlæg med billeder fra min tur til Færøerne i sommers. Måske laver jeg det som et fast månedligt indlæg her i 2014 - en slags månedskalender med billeder fra. Nu må jeg se..Nu er det for januar lavet.


torsdag den 28. november 2013

Mere om blogtræf


Til blogtræffet i lørdags skulle alle deltagerne medbringe mad til buffet, men derudover skulle vi også medbringe to gaver til pakkeleg. Helle havde endvidere modtaget nogle sponsergaver, hvoraf nogle også kom i gavebunken. Derfor var det noget af et gave-orgie, som blev lagt frem på spisebordet, da det var blevet ryddet for alt krea -og spiserelateret.
Pakkelegen foregik ved hjælp af et pakkespil med kort. Gaverne skiftede ejermand mange gange og til tider var det kun et par af deltagerne, som sad med hele bunken, men det fik de nu ikke lov til ret længe. Det endte med, at de fleste fik et par pakker og jeg tror, at pakkerne var meget godt fordelt til sidst.
Jeg vandt 3 pakker. Den ene var en sponsergave og var fra Klintenborg lys og bestod af: Julepynt og et starinlys udformet som et garnnøgle. Desuden vandt jeg en af Christinas pakker, der bestod af: Til og fra kort, 2 små ruller gavepapir, klistermærker og en rulle mønstret tape. Den sidste pakke var fra Jeanet og bestod af: Et par hæklede coasters, en lille rulle gavepapir, et par maskemarkører og ikke mindst et skønt lille pindsvin i glas. Det sjove med pindsvinet er, at jeg faktisk lige havde købt et pindsvin selv et par dagen før. Da jeg købte det, stod jeg faktisk længe og overvejede om jeg skulle have to, men fik kun en enkelt med mig hjem. Nu har jeg to og det er jeg vældig tilfreds med.


Helle havde inden blogtræffet lagt et stort arbejde i at få skaffet nogle sponcergaver, som vi alle kunne få glæde af. Derfor var der foruden de gaver, der var med i pakkelegen også pakket en goodiebag til hver af os deltagere, som vi fik udleveret da vi sagde "tak for i dag".
Alle goodiegaverne var samlet i et stofnet fra Ib Laursen, der også havde sponseret et bundt starinlys. Der var også kaffe fra Østeriet, forskellige frugt -og nøddebarer fra Castus, julete med hjertechokolade fra Tebutikken i Kolding, et håndlavet armbånd fra Anne Black og en gaveæske med creme fra Mit Liv.
Det var en dejlig pose at få med sig hjem, men det var ikke det eneste jeg var heldig at få med. Jeg var nemlig så heldig at vinde den største sponcergave: En SodaStream Source sodavandsmaskine. Hvor heldig kan man være :) Vi slog med 3 terninger og den der fik det største antal vandt. Jeg slog som den næstsidste 13 - så det nummer kan der altså godt være held ved.

Maskinen er afprøvet og den skal vi nok blive rigtig glad for. Ikke fordi vi drikker så meget sodavand, men den er jo også god til danskvand og det kan vi alle her i familien rigtig godt lide :)

mandag den 6. maj 2013

Morsdag med lidt snyd og familieforøgelse

Morsdags gave 2013
Det var morsdag i går.(tilføjelse: er lige blevet opmærksom på,at det ikke var i går - Tak for oplysningen til hende her - så det er da med lidt mere ekstra snyd ;) ha ha)
Der er sikkert rigtig mange, som får gaver eller blomster denne dag. Nogen vil  mene, at dagen kun er endnu et påskud for forretningerne til, at få solgt flere ting/blomster og at dagen efterhånden bliver mere og mere kommerciel. Man kan sige og mene meget om denne dag, men her i huset "fejrer" vi dagen. Jeg ved,at mine børn glæder sig til, at give mig en gave denne dag og jeg synes selvfølgelig det er skønt at modtage gaver fra børnene. I år har jeg været så heldig, at få et længe ventet ønske opfyldt. Jeg synes, at Kay Bojesen's træfigurer er så fine og søpapegøjen har været på min ønskeseddel meget længe, så da jeg for nogen tid siden erfarede, at den ville blive sat i produktion igen, blev jeg bare så glad og nu er jeg den lykkelige ejer af denne figur.
For mig har søpapegøjen en særlig betydning, den minder mig om færøerne og alt hvad det indbefatter. Søpapegøjen eller lunde, som den hedder på færøerne er nok den fugl, jeg holder allermest af. Jeg elsker dens sjove udtryk og farverige næb. Jeg har også minder om min bedstefar, der sidder ude i hans "hjallur" (et slags udhus, hvor især kød og fisk vindtørres) og gør søpapegøjer klar til aftensmad. Jeg mindes hans fortællinger om fuglefangst på lodrette/stejle klipper med fleygastong, som er en fugle-fangststang.
Jeg havde som sagt hørt en lille fugl synge om, at Kay Bojesen søpapegøjen ville blive sat i produktion igen og da jeg "opdagede" den i en Imerco tilbudsavis for et par uger siden, har jeg selvfølgelig snakket varmt om den. Men jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt, at børnene måske kunne finde på at købe den til mig, da den jo er lidt dyr. Mine børn har derfor været rigtig "bange" for, at jeg selv ville købe søpapegøjen inden morsdag.  De har købt min gave for flere uger siden og inden jeg havde fundet ud af, at den nu kunne købes. Derfor fik jeg faktisk min morsdags gave allerede i sidste weekend, for børnene ville ikke risikere, at jeg selv købte den og de havde ikke nerver til at vente længere :)
Nu har jeg så et medlem mere i min Kay Bojesen familie og jeg er rigtig glad for dem alle. Aben har jeg fået til min sidste runde fødselsdag og gravhunden er også en gave fra mine børn.

Min lille træ-familie
I dag er det min "lille" søn Andreas på næsten 2 meter, der skal fejres og have gaver. Han bliver 17 år og Katrine og "svigersønnen" kommer og spiser med i aften. Katrine har lovet sin lillebror, hun vil lave en reven æblekage, som hun vil tage med - uhm den glæder jeg mig allerede til.
Vejret er skønt i dag og Andreas mente helt bestemt her til morgen, at det kun alene kunne tilskrives ham og så fik jeg et lille smil.

onsdag den 10. april 2013

Bolsjer og bog


Jeg har fået min mand hjem igen og det er dejligt. Nu er jeg spændt på, hvor længe det varer denne gang. Det er åbentbart ikke noget, vi helt kan planlægge efter, for manden er allerede begyndt at snakke om, at han nok skal af sted igen.  Efter mange år sammen kender han mig ret godt. Derfor havde han købt disse bolsjer med hjem til mig. Jeg ELSKER syrlige bolsjer og lige dette mærke bringer minder om barndom og sejlturene til færøerne, hvor min mor altid købte disse bolsjer til os.


Jeg har også fået noget andet. Eller det vil sige, jeg har købt noget til mig selv. Jeg var nemlig en tur i Netto og her faldt jeg over bogen: "Strikket og hæklet - Homemade" af Rachel Søgaard & Stine Hoelgaard Johansen til den nette sum af 40,-. Bogen kom med hjem til de alle de andre bøger. Jeg har nemlig kigget i den, engang jeg var i strikkecafe og synes især godt om en model i bogen - Feminin med kant. Jeg har flere gange købt enkelte opskrifter til 40-50 kroner, så jeg synes, det er et godt køb. Selvom jeg måske kun laver en enkelt model fra bogen, har jeg jo også glæden af at bladre i den og biblioteket bliver samtidigt suppleret op.

Feminin med kant




tirsdag den 2. april 2013

Jeg er blevet begavet


Jeg havde jo som sagt bryllupsdag påskelørdag og jeg fik et vedhæng af min mand til mit Christina ur. Vedhænget er det fine hjerte med 12 små hvide safirer.Vedhænget hedder Heart of love og det synes jeg da lige, at jeg vil vise frem her på bloggen. Jeg er bare så glad for det og jeg synes det er så smukt.


I går var min datter på besøg. Hun skulle have lidt hjælp til en optagelsesopgave, hun skulle lave i forbindelse med hendes forhåbentlig nye studie efter sommerferien. Hun havde et fint "påskeæg" med til mig. Hun har haft det med hjem fra Skotland, hvor hun har besøgt en god ven. Hun har haft det med hjem i kufferten, så hun var lidt nervøs for, om det var helt når hun landede i danmark igen - det var det heldigvis. Det er det sødeste får og jeg tror altså ikke jeg kan nænne at spise det. Det bliver i hvertfald ikke lige med det samme, jeg sætter tænderne i dyret.
I dag skinner solen og jeg skal i Strikkecafe - Tryk her og bli' i godt humør  Sikken dejlig dag det er i dag

tirsdag den 8. januar 2013

På vej til strikkecafe

Min nye strikketaske
Synes lige jeg ville vise en julegave, som jeg fik af min søde svigermor. Jeg er rigtig glad for tasken og den har været på min ønskeseddel i et stykke tid. Den skal bruges som en strikketaske, jeg kan tage med rundt omkring. Inde i tasken er der lommer hele vejen rundt, så der er plads til lidt af hvert. Når man lyner den op, åbner den op som en slags firkantet kurv. Tasken er fra Reisenthel og jeg synes den er lige tilpas retroagtig og jeg er vild med farvesammensætningen. I dag skal jeg ud og lufte den for første gang, for turen i dag går til Tørring bibliotek. Jeg skal nemlig i strikkecafe. I tasken ligger min grønne trøje og så har jeg min ræv med, for jeg ved jo, at pigerne i cafeen gerne vil gramse og se på færdige projekter. Jeg har også mine pulsvarmere/handsker med for, at få lidt feed back.

Den anden side

Sød detalje på siden

I dag har jeg faktisk også noget at fejre, det er nemlig nøjagtig 2 måneder siden jeg udgav mit første blogindlæg - hold da op hvor tiden går hurtigt, når man hygger sig. Dejligt at i gider følge/læse med her hos mig og jeg superglad for alle jeres fine kommentarer.