fredag den 15. maj 2020

Hæklet smiley


I disse corona tider har vi alle brug for lidt omsorg og det er dejligt, at vide at nogle tænker på en. Det kan gøres på mange måder - nogle sender blomster, tilbyder at handle ind, mange holder afstand (på den gode måde) og jeg kunne nævne mange andre ting.

Denne lille søde omsorgsfulde smiley kunne man jo også hækle og forære væk til en der mangler lidt omsorg. Den kan minde vedkommende om, at du tænker på hende/ham og at det nok skal blive godt igen. Jeg tror vi alle glæder os til en mere normal hverdag, at besøge familie og venner. Mange er ensomme og holder sig hjemme og det kan der være mange grunde til, men Corona tiden har ikke gjort det nemmere....

Opskriften er lavet af Laila B Thomsen og da hun spurgte om, jeg ville dele den her på bloggen, sagde jeg ja med det samme. Jeg synes tanken og ideen bag denne figur er så fin og jeg håber, at der rundt omkring vil blive hæklet og foræret en masse omsorsgsfulde smileyer.

Gratis hækleopskrift på "Den omsorgsfulde smiley"


Hvis du selv har fået lyst til at hækle, kan du hente opskriften lige herunder.




Jeg håber, at du får fornøjelse af opskriften og at den lille figur vil bringe lidt glæde 😊❤️ Jeg siger tak til Laila for opskriften

mandag den 20. april 2020

Hæklet mini fugl på pind

opskrift hæklet mini fugl

Hvis der er noget, som jeg har glædet mig til i de sidste dage, så er det, at jeg nu kan dele opskriften på de søde små fugle på pind. Det er ikke første gang, at de er vist på bloggen og mange har efterspurgt en opskrift. Så jeg tror, at det vil glæde en del hæklere, der læser dette, at den nu er klar.

Fuglene, der er inspireret af sangfuglen fra Kay Bojesen, er lavet af Annette Heintze og det er også hendes billeder, jeg har fået lov til at bruge. Fuglen er kun 4 cm, så den fylder ikke så meget. Men ligeså lille den er, ligeså sød er den.

De små fugle kan bruges til både hverdag og fest. Jeg ved, at Annette har hæklet dem til en barnedåb og også bruger dem, når hun skal give en blomstergave :) Mulighederne er mange - jeg kunne godt finde på, at sætte en snor i en flok fugle og hænge dem op i en troldegren. Det tror jeg også kunne se ret fint ud.



Fuglene er hæklet i DMC broderigarn og det findes jo i et hav af farver, så det giver jo en masse muligheder. Et lille tip fra mig - jeg finder af og til broderigarn i genbrugsbutikker og så får man altså noget mere for pengene ;) så det er bare med at gå på jagt....når der forhåbentlig snart åbnes op igen efter corona krisen.

Gratis hækleopskrift på de små fugle

Hvis du selv har fået lyst til at hækle dine egne små fugle, kan du hente opskriften lige herunder.

OBS For at åbne filen skal du bruge denne kode Fuglpaapind



Håber du får fornøjelse af opskriften og tak til Annette, der endnu engang ville lade mig få del i hendes opskrift :)


Husk at opskriften kun er til privat brug og at der gælder de sammen regler, som på alle de andre opskrifter på hæklede ting inspireret af Kay Bojesen.

Det vil sige:
·         denne opskrift må ikke bruges kommercielt.
·         Opskriften må ikke sælges
·         Færdige hæklede fugle må heller ikke sælges

Håber i vil respektere dette – på forhånd tak

onsdag den 19. februar 2020

Hæklede æggevarmere


Siden jeg lavede mine hæklede påskeservietringe, har jeg haft lyst til at lave nogle æggevarmere, der passede til. Det har jeg så få gjort nu og jeg synes, at de er blevet søde og nuttede :) De er selvfølgelig oplagte til påske, men jeg synes også, at de kan bruges uden for sæson.

Fåret og kaninen snakker om kyllingen, der tror den er noget særligt, fordi den har gule ben ....som om det skulle være noget at være glad for ;)

Kyllingen er ikke helt som de andre og har derfor valgt et fancy æggebæger, men føler sig nu lidt udenfor. Men jeg tror nu godt de vil lege med ham, når de finder ud af, at han i bund og grund er en rigtig god ven

Opskrift på æggevarmere

Opskriften på de tre æggevarmere kan købes for 25,- og så har jeg besluttet, at hvis man samtidigt køber opskriften på påske-servietringene, der også koster 25,- så kan man få begge for 40,-

Jeg har brugt samme slags garn i begge opskrifter - Hjerte Blend som har en løbelængde på 150m / 50 g og der hækles med nål 3

Skriv en e-mail til aslaug64@gmail.com - hvor du skriver, hvad du ønsker at købe. Så svarer jeg så hurtigt som muligt

Nu er kylling glad, for kaninen og fåret ville gerne være venner alligevel :)

mandag den 10. februar 2020

Hæklet kanin gulerod


Kaniner og gulerødder hører jo sammen....så hvorfor ikke lave en fusion ;)

Det er der så kommet dette ophæng ud af. Nogle vil sikkert mene, at denne skabning er mega mærkelig og andre synes måske, at den er meget sjov.

Hvis du skulle få lyst til at lave din egen Kanin - gulerod så har jeg lavet en opskrift til dig. Jeg synes den er et sjov indslag i alt det andet påskepynt, som man måske skal have op om ikke så længe. Jeg har allerede fået de første smil fra nogle gæster, som straks så, at den hang og dinglede i køkkenet, så her får den lov til at hænge i et stykke tid ;)

Man kan selvfølgelig også bare lave hovedet for sig selv og hænge det op til påske - eller måske bare hækle en gulerod til legekøkkenet.




Opskriften på den hæklede Kanin/gulerod kan du hente lige her ganske gratis ;)

Kanin - Gulerod