Jeg har lavet en DIY på det hæklede mønster, som jeg har anvendt til det grønne hæklede halstørklæde, som jeg viste begyndelsen på i mit forrige indlæg. Jeg er ikke helt færdig med mit halstørklæde endnu, men i får alligevel en vejledning her.
Mønsteret hedder Murstensmønster på dansk og er lavet lidt ala bedstemor striber/ granny stripes. Men på murstens-mønsteret ligger stangmaske-grupperne lige over hinanden i stedet for forskudt. Det er et supernemt mønster og det er derfor også et godt mønster for nybegyndere. Det er et mønster der kan bruges til mange forskellige ting - hvad med nogle små håndklæder eller pudebetræk...eller..
Først og fremmest er det vigtigt, at maskeantallet er deleligt med 4 (+ 3)
Jeg har 36 masker (4 masker x 9) og har derefter lagt de 3 masker til = 39 masker i alt. Jeg har hæklet med en nål nummer 4,5 og har brugt to tråde garn (Rustik fra Netto og Bumbo mix fra Bilka - begge garner er købt for længe siden) og mit tørklæde måler omkring 17 cm i bredden.
Murstensmønster:
- 1. Start med at lave 39 luftmasker (På billedet har jeg kun 12+3=15)
- 2. Hækl 1 stangmaske i 4. luftmaske fra nålen (se pilen på billede 1)
- 3. Hækl 2 stangmasker (der er nu 4 stolper i siden), *1 luftmaske, spring over en maske og hækl 3 stangmasker*
- 4. Gentag punkt 3 fra * til * og slut af med 4 stangmasker(så der også er 4 stolper i slutningen af arbejdet)
1. række
- 1. Vend med 1 luftmaske og hækl 1 fastmaske mellem første og anden stangmaske
- 2. Lav herefter 3 luftmasker
- 3. *Spring 3 stangmasker over og hækl 1 fastmaske i luftmaske-hullet, 3 luftmasker*
- 4. Gentag punkt 3 rækken ud (gå til punkt 5)
2. række
- 5. Slut med 1 fastmaske om vendemaskerne (de 3 luftmasker fra forrige omgang)
- 6. Vend med 3 luftmasker
- 7. Hækl 3 stangmasker om 3 luftmaske-buen
- 8. *1 luftmaske, 3 stangmasker om 3 luftmaske-buen*
- Gentag punkt 8 rækken ud og slut med en stangmaske i fastmasken fra sidste række.
Række 1 og række 2 gentages herefter - indtil den ønskede længde er nået.
Nu er sneen også kommet her, hvor jeg bor. Så et halstørklæde passer meget godt til vejret lige nu. Jeg må vist hellere også få gang i min hæklenål, så mit nye halstørklæde kan blive helt færdigt
Ønsker alle en god dag og måske kommer der også gang i hæklenålen hos dig :)





