Viser opslag med etiketten blogtræf. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten blogtræf. Vis alle opslag

torsdag den 7. august 2014

Blogtræf med indbygget naturoplevelse


Jeg vil rigtig gerne gøre lidt reklame for et blogtræf, som Tove (Mosekonens fristed) har planlagt. Jeg har før deltaget i et blogtræf arrangeret af Tove og det var bestemt en meget dejlig og god oplevelse. Dette blogtræf er dog noget anderledes, da det foregår ude, hvor der er højt til loftet, smuk natur og meget mere. Jeg er sikker på at også dette blogtræf bliver mindeværdigt og det bliver en superdag.
Der er lagt op til masser af hygge  og der er også mulighed for at tage børn eller børnebørn med.

Blogtræffet afholdes d. 24. august klokken 10, hvor alle deltagere mødes på denne adresse:

Ballebæksgård ved Rørbæk sø
Rørbækvej 5 
Vester 7323 Give

Jeg synes du skal smutte forbi HER og læse meget mere om dagen og hvad det går ud på. Tove har været ude på stedet og i området og tage en masse billeder og de er bestemt også et kik værd.

Jeg skulle forøvrigt hilse fra Tove og sige at ALLE kan deltage. Det er ikke et blogtræf som sådan, men mere et træf/event, hvor man har mulighed for at mødes med andre, der nyder natur, frisk luft, nørklerier og alt sådan noget :) og der er plads til mange flere deltagere.

Jeg kan desværre ikke selv deltage denne dag, da jeg har en aftale med "Seriøst strik for sjov" på Industrimuseet i Horsens samme dag. En skam man ikke kan være begge steder og jeg overvejer altså seriøst om .....men det går nok ikke.

tirsdag den 1. juli 2014

Blogtræf på en anderledes måde


Jeg deltager i dag i et online blogtræf. Vi er samlet over hos Cupcake By Me, hvor du kan se og klikke dig ind på alle de andre deltageres blogge.

Jeg vil i dagens anledning gerne fortælle lidt om mig selv - Måske kommer der nogen forbi, som ikke rigtig kender mig og min blog endnu.

Jeg er oprindeligt fra Færøerne, men har boet i Danmark næsten hele mit liv. Håndarbejde har altid fyldt meget i mit liv på mange forskellige måder. Jeg er en af de personer, som har haft fingrene i rigtig mange forskellige kreative ting, materialer og metoder. Jeg har aldrig været bange for at kaste mig ud i nye projekter og det giver mig en stor tilfredsstillelse at lave ting med mine hænder og samtidigt nyder jeg den ro og fordybelse som det kreative giver mig.

Min blog er lidt en blanding af det hele, men hovedsageligt drejer den sig om håndarbejde og alt det andet man kan lave med sine hænder. Som navnet antyder strikker jeg, men i de sidste par år har hæklenålen også været en flittig ven og jeg har også planer om, at min symaskine skal i gang igen. Indimellem sniger der sig også lidt andet ind og det er ikke nogen hemmelighed her på bloggen, at jeg elsker frøer, får og næsten alt der er grønt.
Jeg bor i et naturskønt område med å og sø som nabo  og kan også finde på at tage nogle billeder fra naturen. Jeg har to store børn. Katrine på 22 og Andreas på 18. Jeg er gift med Jørgen, som jeg mødte da jeg var 16 år og vi har været sammen lige siden. Familien er også beriget med Chili, en lille ruhåret miniature gravhund og den dukker også op på bloggen i ny og næ.
Mit ønske med bloggen er, at jeg kan bidrage med lidt glæde og inspiration. Jeg elsker at få en kommentar og læser alle med stor fornøjelse. Jeg svarer næsten altid på kommentarene, men nogle gange går der lidt tid.
Det var lidt om mig og forhåbentlig har du fået et lille indtryk af mig og min blog :)

Jeg håber selvfølgelig du vender tilbage og du skal være hjertelig velkommen her hos mig:)


lørdag den 1. marts 2014

Strikkefår af strikkefåret


Måske har nogen gættet, hvad jeg havde med til blogtræffet. Hvis ikke kan jeg nu afsløre, at det selvfølgelig var et strikkefår. Jeg havde først andre planer og et får var ikke lige det første jeg tænkte, selvom det var ret nærliggende. Men selvfølgelig måtte jeg lave et får, der strikker - et rigtig strikkefår
 Jeg hækler også efterhånden en del, så selve fåret blev hæklet. Jeg har haft det rigtig sjovt med at lave fåret og jeg blev ret hurtig enig med mig selv om, at jeg blev nødt til at lave to. For jeg måtte altså have et strikkefår til mig selv også.
Selvom sådan et lille får ikke fylder meget, er det ikke ensbetydende med at det hurtigt er lavet. Jeg har brugt meget tid på opgaven. Der er hæklet om et par gange, fordi jeg ikke var tilfreds med kropsformen og hovedet har jeg lavet flere udkast til indtil jeg var tilfreds. De små dele er ikke så hurtige at hækle og det er lidt af et pillearbejde, men jeg synes jo det er hyggeligt og sjovt. Efterfølgende er der monteringen, at få hæftet alle trådene og syet dele sammen, at få øjnene placeret rigtigt og få det rigtige udtryk frem tager også tid. Der skal strikkes på tynde pinde og det strikkede skal sættes over på et par hjemmelavede strikkepinde.
Jeg har selvfølgelig gjort notater undervejs i processen. Jeg har tænkt på at dele opskriften her på bloggen. Så hvis der skulle sidde nogen, som brænder for at lave sit eget strikkefår og ikke er skræmt væk af ovenstående - så læg lige en kommentar her på bloggen, på facebook eller send en mail. Hvis der er opbakning renskriver jeg mine notater og redigere mine procesbilleder.

Får i proces og får gøres klar til fotoshoot - sådan et par kan være lidt svære at holde styr på - men det lykkes at få dem til at sidde stille til sidst :)
Strikkefåret ønsker alle en god weekend og måske lidt hygge med strikkepindende :)

fredag den 28. februar 2014

Gave bytte leg og værtindegaver

Min personlige gave er pakket ind - uglerne havde jeg med som værtindegave
Til blogtræffet i lørdags havde vi fået til opgave, at medbringe en personlig gave, som  skulle være karakteristisk for ens egen blog, det man er god til eller skriver om på bloggen. Det var en opgave der gav mig lidt hovedbrud og en del arbejde, da jeg gik i gang med lidt forskelligt indtil jeg fik den helt rigtige og meget indlysende ide. Hvad jeg lavede afslører jeg i morgen. Men hvis du har lyst til at gætte med kan jeg fortælle at der i gaven indgår lidt rødt strik og så har jeg også haft gang i hæklenålen.

Jeg havde travlt med at få gaven færdig til tiden og blev først færdig sent aftenen forinden. Jeg nåede også i ugens løb, at få lavet et par ugler, som jeg havde med som værtindegave til Trine og Line.

Vi modtog alle en pakke fra en af de andre deltagere, så der blev byttet lidt på kryds og tværs. Pakken som jeg fik i gave-bytte-legen var fra Karin med bloggen Kreative Tankeknips. Den indeholdt lidt forskelligt som du kan se på de følgende billeder.

Et par fugle i ring, et foldet ophæng i diamantform, en stak postkort med egne billeder - hvoraf det ene havde en lille tekst, som jeg synes er rigtig fin.

En mobile lavet af  udklip og fint papir, som efterfølgende er blevet lamineret. Desuden var der et par fine viskestykker i pakken og det hele var pakket ind i sjovt papir med målebånd på.
Papiret kom med hjem, for det skal da bruges til et eller andet engang :)
Jeg vil ønske alle en god fredag og håber i kikker ind i morgen, hvor jeg glæder mig til at vise min hemmelige gave frem.

torsdag den 27. februar 2014

Hyggeligt blogtræf og lidt om tv strik


Nu har jeg fået kikket på de billeder, jeg fik taget i lørdags til blogtræffet. Det blev ikke til så mange, men i skal da ikke snydes for lidt billeder fra dagen.
Jordbærtærten på billedet havde jeg med til den fælles buffet og billedet er taget lige inden jeg smuttede til Kolding i lørdags. Faktisk havde jeg to med, men der blev kun spist en enkelt. Der var også så meget andet lækkert, som skulle smages og nu kan man jo ikke leve af kage alene .... Alle roste jordbærtærten og jeg tog rosen med hjem til Katrine.
Om aftenen var vi på familiebesøg og jeg kunne overraske med medbragt jordbærtærte og det havde ingen noget imod.

Der var flere der havde gang i hæklenålen  og der blev lavet både lapper til tæppe, kaffevarmere til krus og en lille kanin blev påbegyndt.
Der blev broderet håndtegn, strikket og pillet op. Papmache og maling var også fremme.

Jeg vil gerne sige tak til Line og Trine for et hyggeligt blogtræf. Det var dejligt at hilse på deltagerne, hvoraf nogle var kendte ansigter og andre var nye.
Til blogtræffet havde vi også en gave bytte leg. Hvad jeg vandt og hvad jeg havde med fortæller jeg sikkert om i morgen.

Nu vil jeg sætte mig foran fjernsynet. Jeg har nemlig optaget en udsendelse med strikkedesigneren Bente Geil, som blev sendt på dk4 i weekenden, men jeg har ikke haft tid til at se det endnu. Det vil jeg glæde mig til. Jeg har hørt, at det skulle være en rigtig god udsendelse.

Hvis du ikke har set udsendelsen bliver den sendt flere gange og der er også andre udsendelser. Blandt andet Hanne Falkenberg, Vivian Høxbro og Marianne Isager. Der er også en udsendelse med de to herrer Arne og Carlos

Klik på dette link og skriv strik oppe i søgefeltet og der kommer en oversigt over tidspunkterne






tirsdag den 25. februar 2014

Lykkens pamfilius


Lykkens pamfilius er vist ikke et udtryk, der bliver brugt ret meget mere og måske er det kun "gamle" mennesker, der ved hvad det betyder. Der sidder sikkert mange derude, som aldrig har hørt udtrykket. Jeg synes det er et sjovt ord og da jeg på det sidste har været en meget heldig person, vil jeg godt sætte betegnelsen på mig selv.


Det er der flere grunde til. For det første var jeg heldig, at vinde en giveaway hos Finurlige finesser først i denne måned. Jeg vandt et flot tryk af en natsværmer. Trykket kan anvendes som det er eller man kan vælge at broderer på det. Lige nu har jeg gang i så mange forskellige ting, så det bliver ikke øjeblikkeligt, at jeg kaster mig over en gang frihånds-broderi. Men jeg er næsten sikker på at der skal broderes på stykket. Heldigvis spiser gevinsten ikke brød og jeg kan i mellemtiden glæde mig over det fine tryk.


Jeg var også MEGET heldig i weekenden til blogtræffet. Det var nemlig mig, der kunne slæbe hovedgevinsten med hjem. Dolce Gusto havde sponsoreret en af deres kaffemaskiner sammen med en masser forskellige smagsvarianter. Sidst jeg var til blogtræf vandt jeg også hovedgevinsten (En Sodastream) - hvor heldig har man egentlig lov til at være....

Maskinen er en dejlig gevinst, men efter min mening er der to minusser. Det første minus er at den fylder på køkkenbordet og jeg tror derfor ikke maskinen får lov til at stå fremme til dagligt og hvor skal jeg så anbringe den. Jeg finder helt sikkert en løsning, der fungerer.
Det andet minus er kalorieindtaget Jeg drikker normalt almindelig kaffe og det er uden sukker og andet syndigt. Det vil sige det er uden kalorier og det har jeg det rigtigt godt med, da jeg ikke gider drikke mig til kalorier. Derimod indeholder de fleste af kapslerne til en Dolce Gusto en del kalorier,også selvom man vælger lightprodukterne. En kop cappuccino light indeholder 50 kalorier og det er måske ikke noget man lige tænker på. Derfor må det i min verden blive noget med, at en gang imellem skal maskinen frem i lyset - når jeg trænger og der skal være lidt fest :)

Søndag aften var jeg igen heldig. Der vandt jeg nemlig denne dejlige gevinst hos Cupcake By Me og den glæder jeg mig til at modtage.

Sidst og ikke mindst vil jeg da også lige fortælle, at min søde mand har givet mig en valentinsgave. Jeg har fået det røde læderarmbånd fra Christina Waches, som jeg viser frem på det første billede. Jeg er så glad for det og tanken der ligger bag. Så jeg er også en lykkes pamfilius, hvad angår mand og kærlighed :)

Kik også ind på denne side - der er altså mange sjove ord. Nogle er nye og helt "fjong" andre er bare "nifty". Jeg synes, at du "sporenstrengs" skal smutte ind på siden, om du er til vandondulation eller ej ;)

torsdag den 20. februar 2014

Jeg laver hemmeligheder


Lige for tiden føler jeg, at dagene alt for hurtigt er ovre. Jeg synes ikke, at det er mere end et par dage siden det var fredag, men jeg må erkende, at den næste fredag allerede banker på døren i morgen. Jeg får ikke kommenteret meget på blogs, men jeg kikker forbi og læser med så godt som jeg nu formår....
Jeg har haft gang i lidt forskelligt i den sidste uges tid og noget af det er lidt hemmeligt. Jeg har nemlig meldt mig til et blogtræf og det skal afvikles på lørdag. Vi deltagere har fået til opgave at medbringe lidt spiseligt til en fælles buffet. Jeg skal have jordbærtærter med og det er ikke nogen hemmelighed. Den opgave har jeg videregivet til Katrine. Hun har efterhånden lavet en del jordbærtærter, så det har hun helt styr på. Det eneste jeg skal gøre er at handle ind, så søger hun for resten - dejligt for mig.
Derudover skal vi medbringe en personlig gave, som kendetegner det man er god til eller det man ofte skriver om på bloggen. Denne opgave har til gengæld givet mig noget at spekulere over. Jeg synes det er en sjov opgave, men jeg er bare ikke så god til sådan opgaver. De giver mig stress og jeg tænker alt for meget på, hvad jeg skal lave og medbringe. Da jeg "opdagede" opgaven var jeg faktisk lige ved at bakke ud, for mit hoved blev helt tomt og jeg blev faktisk lidt handlingslammet. Jeg synes, det kan være rigtig svært, at give gaver til mennesker jeg ikke kender. For mig er en hjemmelavet gave lavet med kærlighed og omsorg og med mange tanker på den bestemte person, den er tilegnet. Endvidere synes jeg, det er vigtigt, at vedkommende, der skal modtage gaven, vil sætte pris på, at det netop er  hjemmelavet og faktisk også vil bruge gaven. Det er jo ikke så meget ved, at bruge tid og energi på noget som bare bliver smidt i en skuffe og ikke bliver anvendt.....
Jeg har selvfølgelig fået lavet en gave som jeg tager med (eller det vil sige jeg er godt i gang). Hvad det er, kan jeg af gode grunde ikke afsløre her, men mon ikke der kommer et indlæg om gaven, når weekenden er ovre. Jeg glæder mig til at møde alle og det bliver sikkert en hyggelig dag. Blogtræffet fortæller jeg formodentlig også mere om. Nu vil jeg arbejde videre på min gave, så den kan blive færdig til tiden.

Et lille smugkig kan jeg godt vise :)

lørdag den 25. januar 2014

Jeg skal til blogtræf


Torsdag aften sad jeg og læste med rundt omkring i blogland. Jeg "opdagede", at Trine med bloggen Kvalitid og Line med bloggen Lines Verden var gået sammen om at arrangere et blog træf i Kolding. Jeg var hurtig på tasterne og tilmeldte mig med det samme. Jeg har før deltaget i blogtræf og har kun gode erfaringer med det, så jeg glæder mig meget til at deltage i et blogtræf igen. Nu er jeg spændt på at høre mere om dagen, men der skulle komme mere info når dagen nærmer sig.
Indtil nu ved jeg, at det foregår lørdag d. 22. februar i tidrummet 10-16. At jeg kan forvente at møde 24 andre aktive blog-kvinder og jeg glæder mig meget til at hilse på og møde alle kvinderne.
Har du fået lyst til at deltage, skal du nok ikke vente for længe. Tilmeldingen foregår nemlig efter først til mølle princippet og der er plads til 25.

Ønsker alle en dejlig weekend - min er fyldt op med besøg hos familie og venner :)


fredag den 29. november 2013

Værtindegaver

På bagsiden står, hvordan småkagerne laves og bages
Da jeg var til blogtræf, havde jeg et par pakker med til pakkelegen. Den ene af pakkerne, som jeg havde med, synes jeg helt bestemt, også kunne være en ide til en lille værtindegave. Jeg havde købt et kagestempel, men for at gøre lidt mere ud af det, havde jeg lavet et par laminerede opskrifter på nogle cookies/småkager, der kunne bruges til kagestemplet. Jeg lavede at lille hul og bandt opskrifterne fast i kagestemplet med et fint rødternet bånd. Jeg synes, at "tilbehøret" er med til at gøre gaven lidt mere personlig. Opskrifterne kan jo pyntes lidt efter lyst og evner. Jeg nøjes med nogle orange klistermærke-cirkler, som jeg havde i forvejen og det ser efter min mening fint ud. Det er ikke altid, der skal så meget til.


Jeg medbragte også en værtindegave til Helle. En Rudolf som passer på julemandens småkager. Jeg havde jo allerede lavet opskriften til snemanden, men fik lyst til at videreudvikle min ide. Derfor havde jeg faktisk ret travlt op til blogtræffet. For det havde været noget nemmere "bare" at lave en snemand, men jeg synes, det kunne være sjovt at komme med en hel ny ting. Snemanden kendte Helle i forvejen, så Rudolf var mere overraskende..Derfor havde i sidste uge travlt med både at nå at lave en opskrift, at hækle opskriften igennem endnu engang og få styr på notaterne. Inde i mit hoved havde jeg en forestilling om, at jeg havde 14 dage til projektet, men der var altså kun en uge til, da jeg fik kikket i kalenderen. Jeg nåede dog det hele og fik endvidere også taget nogle bileder inden den ene Rudolf kom med til blogtræffet og blev afleveret til Helle. Værtindegaven faldt i god jord og det var jeg glad for.
Opskriften vil jeg lave og lægge ud, hvis der er flere, som er interesserede i at lave denne model.
Jeg synes mit Rudolf låg er blevet godt og jeg synes også det er en sjov ide.
Glasset er forøvrigt på en måde lidt "tyveriforsikret". For det er ikke ret nemt at tage låget af glasset uden at det larmer lidt fra Rudolfs slaskeben og så er der jo også den lille bjælde, som den har rundt om halsen, som også kan rasle lidt ;)

torsdag den 28. november 2013

Mere om blogtræf


Til blogtræffet i lørdags skulle alle deltagerne medbringe mad til buffet, men derudover skulle vi også medbringe to gaver til pakkeleg. Helle havde endvidere modtaget nogle sponsergaver, hvoraf nogle også kom i gavebunken. Derfor var det noget af et gave-orgie, som blev lagt frem på spisebordet, da det var blevet ryddet for alt krea -og spiserelateret.
Pakkelegen foregik ved hjælp af et pakkespil med kort. Gaverne skiftede ejermand mange gange og til tider var det kun et par af deltagerne, som sad med hele bunken, men det fik de nu ikke lov til ret længe. Det endte med, at de fleste fik et par pakker og jeg tror, at pakkerne var meget godt fordelt til sidst.
Jeg vandt 3 pakker. Den ene var en sponsergave og var fra Klintenborg lys og bestod af: Julepynt og et starinlys udformet som et garnnøgle. Desuden vandt jeg en af Christinas pakker, der bestod af: Til og fra kort, 2 små ruller gavepapir, klistermærker og en rulle mønstret tape. Den sidste pakke var fra Jeanet og bestod af: Et par hæklede coasters, en lille rulle gavepapir, et par maskemarkører og ikke mindst et skønt lille pindsvin i glas. Det sjove med pindsvinet er, at jeg faktisk lige havde købt et pindsvin selv et par dagen før. Da jeg købte det, stod jeg faktisk længe og overvejede om jeg skulle have to, men fik kun en enkelt med mig hjem. Nu har jeg to og det er jeg vældig tilfreds med.


Helle havde inden blogtræffet lagt et stort arbejde i at få skaffet nogle sponcergaver, som vi alle kunne få glæde af. Derfor var der foruden de gaver, der var med i pakkelegen også pakket en goodiebag til hver af os deltagere, som vi fik udleveret da vi sagde "tak for i dag".
Alle goodiegaverne var samlet i et stofnet fra Ib Laursen, der også havde sponseret et bundt starinlys. Der var også kaffe fra Østeriet, forskellige frugt -og nøddebarer fra Castus, julete med hjertechokolade fra Tebutikken i Kolding, et håndlavet armbånd fra Anne Black og en gaveæske med creme fra Mit Liv.
Det var en dejlig pose at få med sig hjem, men det var ikke det eneste jeg var heldig at få med. Jeg var nemlig så heldig at vinde den største sponcergave: En SodaStream Source sodavandsmaskine. Hvor heldig kan man være :) Vi slog med 3 terninger og den der fik det største antal vandt. Jeg slog som den næstsidste 13 - så det nummer kan der altså godt være held ved.

Maskinen er afprøvet og den skal vi nok blive rigtig glad for. Ikke fordi vi drikker så meget sodavand, men den er jo også god til danskvand og det kan vi alle her i familien rigtig godt lide :)

tirsdag den 26. november 2013

Blogtræf i Kolding

Lørdag var jeg til et dejligt blogtræf i Kolding. Helle, der har bloggen Garnkoglen, havde fået stablet dette fine arrangement på benene og åbnede sit hjem op for en flok kreative medbloggere.
Vi havde på forhånd fået et par opgaver. Vi skulle blandt andet, hver især medbringe noget spiseligt til en fælles buffet. Jeg nåede at tage et par billeder af maden inden vi gik ombord i den vel assorterede lækre buffet. Der var rigeligt at lade sig friste af og jeg fik også spist lidt mere end godt er.

Lidt udvalg af den lækre buffet
Der blev dog ikke kun spist. Rundt om bordet var der gang i mange forskellige ting - men som du måske kan ane på billederne, blev der også spist lidt indimellem de kreative sysler. Der var en meget afslappet stemning og efterhånden var bordet fyldt op med både tallerkener, bestik, glas og krus, men også med, garn, stof, perler, karton og en enkelt symaskine.

Helle havde pyntet bordet med levende lys - Mette syede hagesmækker på sin medbragte symaskine - Lene hæklede julegris til en ranke - Mette hæklede hovedet på et rensdyr
Line lavede fine ophæng - Simone syede perler til en nøglerem - Jeanette strikkede - Anne hæklede cupcakes.
Der mangler et par stykker, som jeg ikke fik fotograferet, men de sad helt sikkert ikke bare med hænderne i skødet  - måske var de ude og hente mad, da jeg gik rundt med kammeraet :)
Jeg fortæller lidt mere om blogtræffet senere i denne uge. Men jeg vil gerne slutte dette indlæg af med, at sige tusind tak for en rigtig hyggelig dag. Selvfølgelig til Helle, men også til de andre deltagere, der hver især gjorde sit til, at det blev en super hyggelig oplevelse. Der var som sagt en rigtig god og afslappet stemning hele dagen og jeg følte mig godt tilpas.

Fortsættelse følger ....

tirsdag den 19. november 2013

Julestressen breder sig

Små fine paddehatte med både prikker og bark :)
Det er pludselig gået op for mig, at det snart er jul. Jeg har faktisk ikke spekuleret så meget på julen i år. Tror det hænger sammen med, at jeg ligesom trækker et filter op foran ansigtet, når jeg allerede sidst i oktober spotter de første tegn på jul i diverse supermarkeder, der vil sælge pebernødder og andet julerelateret. Senere er det bombardementet af kataloger, der når uhørte højder i de sidste to måneder inden juleaften.
Jeg er så småt ved at tænke på, hvad jeg skal nå. Den anden dag var jeg i Brugsen og jeg kom i julehumør. Dette julehumør var årsagen til, at der kom lidt pynt med hjem i form nogle små mini paddehatte i træ. Paddehattene kommer sikkert til at pynte i nogle dekorationer. Jeg blev også fristet af et fint glasjuletræ med farverige julekugler på. Det er lidt kikset på den gode måde :) Juletræet tilhører kategorien: "Det som  jeg elsker, fordi det netop er lidt grimt" Men det taler også  til min indre glimmerprinsesse. Det er farverigt og festligt - det gør bestemt ikke noget. Det skal måske stå sammen med et kalenderlys  - nu må jeg se.

Små farverige julekugler med både glimmer og glitter
En adventskrans skal jeg også have lavet. Jeg plejer at binde den selv. Det har jeg overvejet, om jeg skal i år. Måske skal den være strikket - måske ikke. Jeg skal nok snart til, at tage nogle beslutninger. For lige pludselig er første søndag i advent og den falder i år den 1. december. Der er kun 11 dage til, at det første lys skal tændes. Det er da vist godt, jeg har fået øjnene op for, at det snart er jul.


På lørdag skal jeg til blogtræf hos Garnkoglen. Det glæder jeg mig til, men jeg er også meget spændt. Jeg kender ingen på forhånd, men jeg tør godt alligevel. I den anledning er der også lidt, som jeg skal have styr på. Jeg skal have frugt med, så der er heldigvis ikke den store forberedelse til det. Lidt indkøb skal der til. Derudover skal der medbringes to pakker til en slags pakkeleg. Det giver mig lidt hovedbrud. De må gerne være hjemmelavede. Ja men hvad laver man lige? Noget som skal falde i god jord hos kreative kvinder - jeg synes det er svært. De fleste kan jo selv og måske har vi ikke samme smag - måske tænker jeg bare for meget. Det er jeg før blevet beskyldt for. Måske køber jeg bare noget, måske skal jeg bare ... måske..