Viser opslag med etiketten advent. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten advent. Vis alle opslag

søndag den 29. november 2020

Hæklet engel julen 2020

For mange bliver julen måske lidt anderledes i år. Måske skal man ikke ses med dem man plejer og mange julefester af forskellige typer er aflyst og vi må heller ikke kramme og kysse som vi plejer. Jeg må indrømme, at min julestemningen er lidt anderledes i år, men trods det fik jeg alligevel lyst til at lave lidt julepynt. Og jeg må tilstå, at disse små engle fik alligevel mit julehjerte til at slå en lille smule hurtigere ;)

Jeg tænker, at disse engle kan pynte på juletræet og bruges som en slags julekugler eller hænges op andre steder. Men de kan også bruges uden snor og så kan man jo placere dem hvor man synes de passer ind. Jeg synes også de vil være søde til en lille værtindegave.

Opskriften vil jeg gerne dele med jer, der læser med her på bloggen. Med ønske om en hyggelig jul og en dejlig 1. søndag i advent.....trods corona, restriktioner og forsamlingsforbud.

Gratis hækleopskrift på hæklet engle med "fint" mønster

Materialer:

1 hæklenål  3 mm

Bomuldsgarn med en løbelængde på 150/50 gram i hvidt, ”hudfarve” og to farver til mønstret, der ikke ligger alt for tæt op af hinanden. Der må gerne være lidt kontrast.

Der kan også bruges almindeligt bomuld med en løbelængde på omkring 170/50 gram, men så vil jeg anbefale en nål 2,5 mm

Lidt garn til hår – gerne noget ”pels” eller mohair garn eller andet sjovt garn

2 små sorte perler 4 mm til øjne

Et stykke guld eller sølv alu wire/ bonzaitråd 2mm til glorien

Lidt hvidt tyl ca. 14x 14 cm til vinger

Et plastiklåg fra en bøtte skyr eller lignende (skal bruges til bunden)

Sytråd til at sy øjnene fast med

Lidt fyld – husk at fylde undervejs og inden du lukker helt

Der er i opskriften brugt følgende masker og forkortelser:

  • Omg. = omgang
  • fm = fastmaske
  • Fv = farve

 

Når der skiftes farve gøres det således: I sidste gennemtræk i fastmasken, trækkes den nye farve gennem de to løkker på nålen. Når man hækler med to farver har man hele tiden begge tråde med rundt og skifter hele tiden på sidste gennemtræk på hver maske rundt

 Hovedhækles i ønsket farve

1. omg.          Start med at lave en magisk ring og hækl 6 fm i ringen

2. omg.          2 fm i hver maske omgangen ud = 12 masker i alt

3. omg.        * 1 fm, 2 fm i næste maske * x 6 = 18 i alt

4. omg.        * 2 fm, 2 fm i næste maske * x 6 = 24 i alt

5. – 8. omg.   = 24 fm (4 omgange)

9. omg.          * 2 fm, 2 fm sammen * x 6 = 18 i alt

10. omg.        * 1 fm, 2 fm sammen * x 6 = 12 masker i alt

11. omg.      2 fm sammen * x 6 = 6 masker i alt

Klip tråden lidt lang og ri nedefra og op i de yderste maskeled rundt, stram til og hæft

Jeg har ikke lavet nogen mund, men den kan selvfølgelig tilføjes, hvis man synes ;)

 Krop

1. omg.          Start med at lave en magisk ring og hækl 6 fm i ringen

2. omg.          2 fm i hver maske omgangen ud = 12 masker i alt

3. omg.        * 1 fm, 2 fm i næste maske * x 6 = 18 i alt

4. omg.        * 2 fm, 2 fm i næste maske * x 6 = 24 i alt

5. omg.        * 3 fm, 2 fm i næste maske * x 6 = 30 i alt

6. omg.        2 fm, 2 fm i næste maske (* 4 fm, 2 fm i næste maske * x 5) slut med 2 fm = 36 i alt

7. omg.        * 5 fm, 2 fm i næste maske * x 6 = 42 i alt

8. omg.        3 fm, 2 fm i næste maske (* 6 fm, 2 fm i næste maske * x 5) slut med 3 fm = 48 i alt

9. omg.          = 48 fm der hækles i bageste led, der skiftes til Fv 1 i sidste maske

10. omg.        Der hækles skiftevis 1 fm med Fv 1 og Fv 2, der skiftes til hvid i sidste maske = 48 i alt

11. omg.        Hvid omg. = 48 fm, der skiftes til Fv 1 i sidste maske

12. omg.        Der hækles skiftevis 1 fm med Fv 1 og Fv 2, der skiftes til hvid i sidste maske = 48 i alt

13. omg.        Hvid omg. = 48 fm, der skiftes til Fv 1 i sidste maske

14. omg.        Der hækles skiftevis 1 fm med Fv 1 og Fv 2, der skiftes til hvid i sidste maske = 48 i alt

15 + 16. omg. = 48 fm (2 omgange)

17. omg.        * 6 fm, 2 fm sammen * x 6 = 42 i alt

 

Klip en cirkel i plastik – ca. 5 cm i diameter, den skal passe til bunden. Placer plastcirklen i bunden af englekroppen og kom lidt fyld i inden, der hækles videre.

 

18. omg.        * 5 fm, 2 fm sammen * x 6 = 36 i alt

19. omg.        2 fm, 2 fm sammen (* 4 fm, 2 fm sammen * x 5) slut med 2 fm = 30 i alt

20. omg.        * 3 fm, 2 fm sammen * x 6 = 24 i alt

21. omg.        * 2 fm, 2 fm sammen * x 6 = 18 i alt

20. omg.        * 1 fm, 2 fm sammen * x 6 = 12 i alt

23. omg.      2 fm sammen * x 6 = 6 masker i alt

Klip tråden lidt lang og ri nedefra og op i de yderste maskeled rundt, stram til og hæft

Sy hovedet fast til kroppen. Sy lidt hår fast på hovedet og sy perlerne på til øjne.

Klip et stykke tyl til vingerne. Lav en skabelon og klip til fold (se billede) Vingen skal ligge med folden opad og der ries sammen på midten. Sy vingen fast lige ovenover sidste ”mønsterbort”

Buk en glorie af wiren (se billede) og stik den ind i hovedet. Sy en snor i, hvis englen skal op og hænge.

 

God fornøjelse med opskriften og jeg ønsker alle en dejlig december 💗

 



søndag den 3. december 2017

Adventsdekoration i sidste øjeblik


I dag er det så blevet den første søndag og der skal tændes lys. Der er mange meninger om, hvordan en adventskrans / dekoration skal se ud. Jeg har i årenes løb lavet mange forskellige og nogle har været mere traditionelle end andre. I mange år bandt jeg min egen krans og jeg havde den som regel stående  på et stort spejl.

For en del år siden lavede jeg og min mand en krans af små stykker grene og den har jeg været rigtig glad for og jeg har den selvfølgelig endnu. SE DEN HER. Det er jo ikke en krans man bare lige laver over en eftermiddag, men vi hyggede os meget med at lave den og jeg med at pynte den bagefter. Fordelen ved den krans er, at den kan gemmes fra år til år og den kræver ikke meget for at ligne en million - måske kan du bruge ideen næste år ;)


I år har jeg valgt, at det skulle være enkelt, nemt og forholdvis billigt. De fleste ting havde jeg i forvejen. Jeg har faktisk kun købt kuglerne og de kostede ikke ret meget. Det er en dekoration, man kan lave i sidste øjeblik. Man behøver jo ikke bruge et aflangt fad - brug et du har og hvor flaskerne kan stå stabilt eller brug et gammelt spejl. Find nogle flasker -en grøn ølflaske vil også være fin eller måske en almindelig sodavandsflaske - der skal bare være plads nok til et almindeligt kronelys og de behøver jo ikke være helt ens.
Find nogle kogler og kugler, de fleste har lidt i gemmerne og pynt fadet med det. Klip evt i karton tal eller hjerte med tal fra 1 - 4, sæt en snor i og hæng tallene på flaskerne. Fordelen ved denne dekoration er at, materialerne behøver jo ikke være noget, man har købt og det er jo sjovt, at bruge det man har og få det bedste ud af det - det  gør det hele lidt mere personligt og det kan jeg godt lide. Samtidigt kan lysene skiftes ud, hvis nu de bliver brændt ned og når det som her er de tynde almindelige kronelys kan det jo ske ;) Jeg kan også godt lide at have min adventsdekoration tændt juleaften og så kommer der bare friske nye lys i.


Håber nogle kan blive lidt inspireret. Og husk - Hvis du ikke lige har nået det endnu, så er der jo 3 søndage tilbage og det bliver jo jul alligevel. Jeg vil ønske alle en god advent og søndag :)

onsdag den 29. november 2017

Kalenderlys på den nemme måde


Jeg vil selvfølgelig gerne vise jer, hvordan min kalenderlys dekoration ser ud i år. Jeg har valgt, at holde det helt simpelt og jeg har genbrugt nogle ting, som jeg er lidt småforelsket i ;) Grisen, gåsen og de små svampe er genbrug. De er nemlig brugt i denne dekoration Kalenderlys i snelandskab, som jeg lavede i 2015 og jeg har naturligvis passet godt på dyrene.

Skålen og vasen er nogle jeg har haft i et par år tror jeg. De er fra Casalinga og jeg mener ikke man længere kan købe dem. Begge dele er jeg ret vild med, men jeg er jo også glad for orange. I vasen er der troldegrene og gran fra haven og i skålen er der lidt ler i midten og så er der fyldt op med mos - også fra haven ;) Som sagt meget enkelt og ligetil, men med et lille tvist af humor. Det er bestemt ikke sidste gang de dyr skal anvendes.


Jeg bruger meget at samle mine ting på et fad. Det giver et roligt udtryk og tingene behøver nødvendigvis ikke passe sammen. Til daglig har jeg tit en lille urtepotte, nogle små fyrfadslys og måske en lille ting/skål samlet på lige dette fad som jeg har brugt her. Og det er nemt og hurtigt at skifte ud, når man som jeg (tit gør) lige finder noget i genbrug.

Jeg ønsker alle en fredfyldt december uden alt for meget stress og jag. Jeg har i hvertfald tænkt mig, at tage det helt roligt, men jeg har jo også kun en lille familie og ikke så mange, jeg skal købe gaver til.

torsdag den 5. december 2013

Hjemmegjort adventskrans


I år kunne jeg ikke lige beslutte mig til, hvordan adventskransen skulle være. Normalt plejer jeg at binde en krans selv og det gjorde jeg også sidste år. Men i år tænkte jeg den skulle være lidt anderledes. Sidste år var der flere, som strikkede en krans og det synes jeg var en sjov ide. Tiden har bare ikke lige været til strikket krans med masser af pynt og fredag aften - 2 dage før vi skulle tænde det første lys i kransen, opgav jeg den ide. I stedet for fik jeg en ide med nogle grene. Jeg havde nemlig set en krans, der kostede 1000 kroner og som var lavet med nogle bambus stykker rundt. Det måtte jeg kunne lave ligeså godt og i hvert fald også billigere. Jeg synes egentlig ikke bambus er ret julet og nordisk, så derfor har jeg anvendt grene i stedet. Min krans ligner slet ikke den jeg så, men ideen opstod ud fra den. Jeg er bare blevet så glad for resultatet og synes min adventskrans er helt fantastisk smuk (ja man må godt synes om, det man selv laver)  Jeg synes, at den ligner en "million", men adventskransen/dekorationen har kun kostet mig det, som 3 husløg og fire lys koster - under 100 kroner. Træer/grene har vi masser af i haven og alle de andre pynteting, der er anvendt i kransen havde jeg i gemmerne. Derudover er der brugt tid, men noget af tiden gik i rigtig hyggelig selskab med min mand, der blev involveret i dette "fælles" projekt. Han fik lov til at save og slå søm i og jeg holdt øje imens. Jeg tror faktisk også, at han synes det var sjovt, at hjælpe til og han er også ret tilfreds med vores fælles anstrengelser.

Grene  1½ - 3 cm i diameter er savet ud i længder på 8-10 cm. Derefter er der banket tynde søm i (sømmet skal ca. ramme midt i halmkransen) Tryk grenene ind efterhånden og giv dem en klat lim med en limpistol mellem søm og halmkrans. Grenene er placeret så tæt som muligt og flugter i bunden. Jeg lavede den yderste række først og derefter den inderste
Pynt hulrummet op - jeg har anvendt mos, gran, 3 store husløg, kogler lidt smågrene, en rest pels og lidt julekugler.
Jeg placerede først de 4 stearinlys i halmkransen og lysene er sat fast i halmkransen ved hjælp af 3 søm i bunden af hvert lys.

Min adventskrans er placeret på et stort ovalt spejl, som er lavet til formålet. Det har været sådan i mange år efterhånden og det skulle der ikke laves om på i år.