Viser opslag med etiketten you tube. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten you tube. Vis alle opslag

torsdag den 15. august 2013

Turen går til færøerne

Lidt færøsk natur - billedet er taget på en tidligere tur til de skønne øer
Nu skal mine smiley'er snart ud og flyve igen. Det er selvfølgelig mine kuffertmærker, jeg mener. Du kan se hvordan jeg har lavet dem HER. Jeg er i gang med at pakke kufferten for på lørdag går turen til Færøerne og til Suðuroy, som er den sydligste af alle øerne. Jeg skal rejse sammen med min moster og jeg glæder mig rigtig meget til at være der oppe sammen med hende, at besøge min bedstemor (omma) og hilse på min familie. Jeg skal helt sikkert også have meget god mad. Min bedstemor, som vi skal på hos, har allerede spurgt til, hvad vi gerne vil have at spise, når vi kommer. Så det bliver vist ikke lige i næste uge, der er fokus på min kostomlægning. Vi har til den første aften "bestilt" fiskefrikadeller. Det er ikke frikadeller som dem man får i Danmark. På Færøerne er det meget almindeligt, at den fisk man spiser er leveret/købt direkte fra fiskebådene eller også kender man nogen som kender nogen. Min bedstemor hakker for det meste selv fisken og rører den til fars. De frikadeller hun laver smager, som er man kommet i himlen. Måske skal vi også have knittir, som er nogle store kogte fiskeboller tilberedt af hakket torskekød med små stykker fårefedt i - det er også en klassiker. Lam skal vi sikkert også have og så bliver der, hvis alt er som det plejer at være, serveret skerpikjøt/skærpekød og lammerullepølse til frokost. Skærpekød er vindtørret fårekød, som er en færøsk specialitet. Det bliver skåret ud i tynde skiver og spises på en skive brød med et drys salt. Uanset hvad vi får serveret ved jeg på forhånd, at det alt sammen er noget, der hører under kategorien mine livretter.
Noget af det jeg især glæder mig til er, at sidde sammen med min moster og bedstemor med hver vores strikketøj og snakke og nyde den særlige samhørighed, som jeg ved vil være tilstede. Grin vil der være masser af og minder ligeså. Derudover vil der blive snakket/vendt/diskuteret en hel masse om strik, garn og mønstre. Uha hvor bliver det skønt.
Jeg tager selvfølgelig mit kamera med og håber på godt vejr. Vejret har ikke været så godt på Færøerne i den sidste tid, men som jeg sagde til min bedstemor, sidst jeg snakkede med hende "vi tager det gode vejr med os til Færøerne, for når vi kommer bliver vejret godt" Jeg har da lov at håbe. Bloggen kommer sikkert igen til at ligge stille i en uges tid, men derefter er jeg altså færdig med at holde ferie og hverdagen vil indfinde sig på ny. Men inden da vil jeg lige nyde min lille ferie på færøerne.

Når jeg ser og høre denne video er det lige før jeg allerede er landet 


For dem der har lyst til at se lidt strik fra færøerne er her den samme sang med et kor iklædt de lækreste trøjer - der er også en grå poncho på en af pigerne omkring 2 minutter inde i videoen som jeg synes ser meget lækker ud.


søndag den 26. maj 2013

Lidt om min weekend

Jeg synes tiden går lidt for stærk lige nu og det er lige før, jeg ikke selv kan følge med. Det er godt nok, at have nogle bolde i luften, men nogen gange er der flere end jeg kan jonglere med på en gang. Jeg har gang i mange forskellige ting lige for tiden og jeg synes, det kan være svært at nå alt det jeg gerne vil. Denne weekend er gået med lidt forskelligt.
For det første har jeg i denne weekend en søn ,som er på Jelling Musikfestival. Jeg kørte torsdag eftermiddag 4 meget forventningfulde og rigeligt forsynede drenge til Jelling medbringende et fantastisk humør. Når der så bliver spurgt pænt, om jeg ikke har lyst til at komme ud med noget mad en af dagene, så siger jeg selvfølgelig ja til det. Jeg tilbyder straks at bage en portion pølsehorn til drengene og det synes Andreas er en RIGTIG god ide. Så fredag eftermiddag blev der bagt pølsehorn til den store guldmedalje og derefter gik turen atter til Jelling for at aflevere forsyningerne.

Pølsehorn klar til de sultne festivaldrenge
Der var en hyggelig stemning som altid i Jelling
Da vi holdt ude foran festivalpladsen fik vi lige en lille bid af Lukas Grahams optræden i ørene og det var rigtigt hyggeligt. Jeg har mange gange før i tiden været til Jelling Festival. Min mand kommer fra denne egn, så vi er nogen af dem, der har været med også dengang, da festivalen kun foregik en enkelt dag og det "bare" var en lidt større havefest. I år er der så 25 års jubilæum og det er næsten ikke til at forstå, at Jelling Festivalen har eksistret så længe. for vi er jo sjovt nok ikke selv blevet ret meget ældre i de sidste 25 år.


Samme aften havde vi en aftale med nogen gode venner om, at køre sammen ud i Uldum kær, hvor man kan høre nattergalen synge. Vi var også afsted sidste år en tur derud og ligesom sidst havde vi pakket en lille kurv med lidt vådt og tørt, tæpper og puder og myggelys. Der er på stedet borde og bænke, hvor man kan sidde og nyde sin medbragte mad. Derudover forfindes der toilet og en shelterplads, så det er rigtigt fint. Vi sad derude og nød det indtil klokken var et godt stykke forbi midnat. Tror det bliver en tilbagevendende begivenhed, for det er super hyggeligt. Jeg tog en del billeder i "kæret", men tror jeg vil lave et indlæg for sig selv med disse - måske i morgen.
Lørdag aften havde vi et par andre gode venner til spisning og det var også meget hyggeligt og bestemt også noget jeg nød.
Så alt i alt har det været en fantastisk weekend med masser af hygge og dejligt samvær.

Denne buket fik jeg lørdag :)