Viser opslag med etiketten genbrug. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten genbrug. Vis alle opslag

mandag den 20. april 2020

Hæklet mini fugl på pind

opskrift hæklet mini fugl

Hvis der er noget, som jeg har glædet mig til i de sidste dage, så er det, at jeg nu kan dele opskriften på de søde små fugle på pind. Det er ikke første gang, at de er vist på bloggen og mange har efterspurgt en opskrift. Så jeg tror, at det vil glæde en del hæklere, der læser dette, at den nu er klar.

Fuglene, der er inspireret af sangfuglen fra Kay Bojesen, er lavet af Annette Heintze og det er også hendes billeder, jeg har fået lov til at bruge. Fuglen er kun 4 cm, så den fylder ikke så meget. Men ligeså lille den er, ligeså sød er den.

De små fugle kan bruges til både hverdag og fest. Jeg ved, at Annette har hæklet dem til en barnedåb og også bruger dem, når hun skal give en blomstergave :) Mulighederne er mange - jeg kunne godt finde på, at sætte en snor i en flok fugle og hænge dem op i en troldegren. Det tror jeg også kunne se ret fint ud.



Fuglene er hæklet i DMC broderigarn og det findes jo i et hav af farver, så det giver jo en masse muligheder. Et lille tip fra mig - jeg finder af og til broderigarn i genbrugsbutikker og så får man altså noget mere for pengene ;) så det er bare med at gå på jagt....når der forhåbentlig snart åbnes op igen efter corona krisen.

Gratis hækleopskrift på de små fugle

Hvis du selv har fået lyst til at hækle dine egne små fugle, kan du hente opskriften lige herunder.

OBS der er d. 22.01.2022 tilføjet en lille vinge til fuglen, så har du hentet opskriften før er den ikke tilføjet




Håber du får fornøjelse af opskriften og tak til Annette, der endnu engang ville lade mig få del i hendes opskrift :)


Husk at opskriften kun er til privat brug og at der gælder de sammen regler, som på alle de andre opskrifter på hæklede ting inspireret af Kay Bojesen.

Det vil sige:
·         denne opskrift må ikke bruges kommercielt.
·         Opskriften må ikke sælges
·         Færdige hæklede fugle må heller ikke sælges

Håber i vil respektere dette – på forhånd tak

onsdag den 25. juli 2018

Hæklet kokkehue til aben


Håber i kan holde varmen ;) Ja jeg kan ikke prale med at få lavet meget med hverken strikkepind eller hæklenål i sommervarmen, men da jeg for en uges tid siden fik en lille opfordring om, at lave en kokkehue til en KB abe, synes jeg lige det var en opgave, som jeg kunne overkomme.

Jeg har nu fået lavet en til både min Kay Bojesen træ abe og også en til den hæklede udgave og vil hermed gerne dele mit bud/opskrift på en hæklet kokkehue.


Hæklet Kokkehue
Jeg har brugt en almindelig tynd bomuld  8/4, der har en løbelængde på 165 m/50 g og en nål 2½
- da alle ikke hækler ens er opskriften kun vejledende, måske skal du bruge ½ nummer større eller mindre nål alt efter, hvor stramt du hækler. Jeg har lavet huen til træaben lidt mindre i omkreds forneden og det fremgår af opskriften, når du når dertil.

Huen hækles oppefra og ned

1. omg.      Start med at lave en magisk ring og hækl 6 fm i ringen

2. omg.      2 fm i hver maske omgangen ud = 12 masker i alt

3. omg.      2 fm i hver maske omgangen ud = 24 masker i alt

4. omg.      * 3 fm, 2 fm i næste maske * x 6 = 30 masker i alt

5. omg.      *4 fm, 2 fm i næste maske * x 6 = 36 masker i alt

6. omg.      2 fm, 2 i næste, ( *5 fm, 2 i næste * x 5 ) slut med 3 fm = 42 masker i alt

7. omg.       *6 fm, 2 fm i næste maske * x 6 = 48 masker i alt

8. omg.      2 fm i hver maske omgangen ud = 96 masker i alt

9. omg.      * 15 fm, 2 fm i næste maske * x 6 = 102 masker i alt

Det hæklede vil bølge en del - det skal det...bare hækl videre ;)

10. + 11. omg      = 102 fm i hver omgang

12. omg.      * 15 fm, 2 fm sammen * x 6 = 96 masker i alt

13. omg.      2 fm sammen omgangen ud = 48 masker i alt

14. omg.      = 48 fm

15. omg.      * 6 fm, 2 fm sammen * x 6 = 42 masker i alt

Nu måler man om huen passer - til min hæklede abe passede det med de 42 masker, men til træaben blev huen lidt for stor. Den skal jo sidde lidt til, så den ikke falder af så let. Derfor tog jeg 3 masker ind på omgang 16 = * 12 fm, 2 fm sammen * x 3 = 39 masker. Man bliver lidt nødt til at prøve sig frem. Men det er her på omg. 16 du skal få huen til at passe og så hækler du videre med det maskeantal.

16. omg.      = 42 masker ( 39 masker )

17. - 22. omg. = 42 masker ( 39 masker ) 6 omgange i alt

Jeg har lavet kokkehuen til træaben en lille smule længere = omg. 23 + 24 = 39 masker

Begge huer afsluttes med en km og der hæftes ender - så er aben klar til at kokkerere :)

Jeg havde en lidt ternet stof og så fik aben også en lille halsklud :)


 Ps. Den stor ske som aberne leger med fandt jeg i en genbrug i denne uge - den minder mig om sommer og ophold hos min bedstemor på Rømø, så den måtte med mig hjem. Og sådan en stor ske kan man jo altid bruge ;)

søndag den 1. juni 2014

Ideer til pengegave


I maj måned var jeg inviteret til en fødselsdagsfest hos en god veninde. Hun havde ikke så mange ønsker udover penge/gavekort, der skulle bruges til en længe ønsket Fusion ring fra Georg Jensen.
Personligt synes jeg, det er lidt kedeligt bare at komme med et bundt sedler eller et kort og det er efter min mening heller ikke særligt personligt. Derfor gik jeg i tænkeboks og det endte med, at hun fik en kransekage, en rose og en "champagne" på et "sølv" fad.

Jeg har lavet 10 kranse i alt med følgende fordeling: 47-44-40-37-33-30-27-23-19-15 mønter
- men man bliver nødt til at prøve sig lidt frem

Styropor keglen er beklædt med stanniol inden mønt-kransene er kommet på.

Kransene lukkes ved, at krydse de to ståltrådsender, stramme lidt til og derefter snos de sammen nogle gange (inde i ringen). Derefter klippes enderne af så tæt som muligt.

Kransekagen er lavet af 1-kroner og jeg har brugt lidt over 300 mønter i alt. Derudover er der brugt hvide Hama perler og ståltråd, en styropor/flamingo kegle (med en diameter på ca. 8 cm og 19 - 20 cm i højden), blomster fra en gammel lysmanchet og nogle flade facetslebne dekorations sten jeg havde i gemmerne og et par flag. Toppen af kranse kagen er selvfølgelig en ring med bling - jeg fandt den i en tiger butik. Det er selvfølgelig ikke det samme som en Georg Jensen, men nogen gange må man nøjes og denne ring blinker, når man drejer på den :)


Rosen er lavet af 3 halvtredsere, et stykke farvet papir, en blyant, blomstertape og lidt blade jeg havde i gemmerne. "Sølvfadet" fandt jeg i en genbrugsbutik til en femmer og flasken blev indkøbt i den nærmeste Netto.


Jeg lavede også et kort, der passede til. Rosen er skåret ud i karton og bagpå er der lagt farvet papir der dækker hullerne.
Gaven blev godt modtaget og blev også beundret af de andre gæster. Jeg synes faktisk også, det blev en helt fin pengegave, jeg fik lavet og jeg var tilfreds med resultatet.
Ideen er oplagt til for eksempel en konfirmation og et bryllup. Jeg kan nemt forestille mig 2 eller flere roser i en vase og jeg kunne sagtens finde på at bruge ideen en anden gang. Lige om lidt springer studenterne ud og en rose eller en kransekage vil da helt sikker pynte på gavebordet.

Tilføjelse d.13. august 2014:
Nu har jeg endelig fået lavet en vejledning/DIY på rosen. Du finder den lige HER

mandag den 10. marts 2014

Forårsfornemmelser og lidt genbrug


De sidste mange dages vejr har gjort, at jeg efterhånden er kommet i rigtig forårshumør. Det er jeg vist ikke ene om.
Jeg elsker når de første tegn på forår dukker op i haven og det så småt er ved at blive varmere i vejret. Jeg har hørt, at det skulle blive op til 14 grader i dag (om det passer ved jeg ikke), så det går da den rigtige vej. Frost er der nu stadig, for i morges måtte jeg skrabe is af bilruden før jeg kørte af sted, så den stor udendørsaktivitet i krukker og bede må vist vente lidt endnu.
Indendørs tog jeg forskud på foråret allerede i sidste weekend. Jeg var en tur forbi den lokale brugs og der faldt jeg over en sød skål/urtepotte med det fineste bladmønster, som jeg bare måtte have med mig hjem. Jeg blev også lige nødt til at købe en potte perlehyacinter, som jeg kunne plante i skålen.
Da jeg kom hjem, kom jeg i tanke om jeg havde 2 små grønne skåle, som jeg havde købt i en genbrugsbutik lige før jul. De kostede kun 5 kroner stykket og jeg havde tænkt, at dem kunne jeg da altid for brug for. Det kunne jeg så nu  - jeg fandt også et gammelt fladt zinkfad frem, som jeg ofte anvender til små dekorationer. Jeg synes, at et fad er med til at samle tingene lidt og der skal ikke så meget til, før det ser fint ud. Når perlehyasinterne  ikke er pæne mere, kommer der helt sikkert en anden lille blomst i min nye fine urtepotte. Måske bliver det hvide narcisser.   
Måske skal jeg også have et par grene ind i en krukke... jeg har nemlig en ide om at lave lidt påskepynt med nogle små perler...nu må jeg se...jeg har jo god tid, påsken er først om en måneds tid...

torsdag den 17. oktober 2013

Genbrugsfrø

"Mon jeg får lov til at være her længe? Dejligt at jeg kom til et sted med havedam"
Min mand er normalt ikke en, der plejer at klunse. Men den anden dag, da han havde været forbi den lokale genbrugsstation (vi kalder det "fyldet"), havde hans øjne alligevel fundet vej til en ting, han synes skulle med hjem til mig.
Det var en stor, bredflabet og smilende keramikfrø som ikke havde et eneste afslag. Den kunne han ikke lade være med at fiske op fra en af containerne, selvom det faktisk ikke er "helt lovligt". Men på den anden side, hvis han ikke havde taget den, havde den endt sine dage, sammen med en masse andet mere eller mindre knust porcelæn eller keramik.
Jeg blev rigtig glad og overrasket da han kom hjem og fortalte han havde noget med hjem til mig og samtidigt fiskede den ud fra bunden af bilen. Jeg synes det var rigtigt fint og blev mest glad fordi han havde tænkt, at den ville jeg nok blive glad for. Nu pynter den hjemme i min have og når nu man er lidt vild med frøer, så er den her fyr hjertelig velkommen.
Sidder der nu nogle, derude, der genkender deres "affald" også tænker "det er da vist den vi smed ud sidste vi var på fyldet", så vil jeg da gerne hermed sige tak for gaven. Den kan nu stå og pynte ude i min have og den skal være mere end velkommen. Jeg har jo en lille forkærlighed for de grønne, slimede og kvækkende væsener.
I dag er min mand og jeg kørt til Rømø. Jeg er så heldig, at min far har et hus herovre. Så vi holder en lille ferie uden børn og andre forstyrende elementer. Nu har vi jo ikke små børn, så de kan godt/må klare sig selv. Chili har vi selvfølgelig taget med og det tror jeg den er ganske tilfreds med.

onsdag den 10. juli 2013

3. gang lykkens gang ??


I weekenden da jeg kiggede mig lidt omkring på mit krea-værelse, "fandt" jeg en kasse. I kassen var der to på-begyndte tæpper, som jeg aldrig har fået gjort færdige. Garnet, som der er hæklet i, er fra Grønhøj og hedder blød bomuld nr 8.
Jeg startede med det stribede og jeg husker tydeligt den sommer, hvor jeg slæbte det med til Italien. Vi havde lejet en lejlighed i Bibione og jeg hæklede lystigt på tæppet, i skyggen på den overdækkede og nogenlunde kølige terrasse. Det var dengang, da alle hæklede stribede tæpper, gerne i bølger og selvfølgelig blev jeg også fristet. Jeg fik hæklet et stykke på 120 x 40 cm, men som arbejdet skred frem tabte jeg lidt interessen for projektet. Dels fordi det var lidt kedeligt at hækle og samtidigt var jeg også lidt i tvivl om, jeg havde nok garn og det blev derfor gemt væk.
På et tidspunkt faldt jeg igen over kassen og denne gang fik jeg lyst til at hækle rundt og rundt - til en stor aflang firkant, som så kunne blive så stor, som der nu var garn til. Dette projekt led samme skæbne - det blev lagt væk - det blev sikkert også lidt kedeligt jo større runderne blev.

Opskriften med billedforklaring til firkanten er fundet HER 
Nu har jeg så for tredje gang fundet garnet frem. Jeg har et ønske om, at hækle et tæppe i firkanter eller hexagoner. Tænker også det er mindre kedeligt, da man hele tiden bliver færdig med en lap og så er det også nemmere at have med i tasken. Jeg har lavet en enkelt prøve lap i garnet på hæklenål nr. 3 ½ (den med mørkegrøn yderst) Men da jeg synes, denne første firkant måske blev lidt for fin i det ( man skal jo også blive færdig på et tidspunkt) forsøgte jeg mig også med en i dobbeltgarn (den forreste) og faktisk også i noget helt almindelig bomuld (den med blåt i)
Jeg synes bedst om den, der er hæklet i en tråd af det bløde bomuld fra Grønhøj. Den er fin og let. Nu går mine overvejelser på, om jeg ikke skal lave alle cirklerne i farver (måske indkøbe lidt flere farver, end dem jeg har i forvejen) og så hækle de sidste omgange med en hvid bundfarve. Jeg tror det kunne blive rigtig flot og så er jeg også lidt mere sikker på at garnet rækker til et stort tæppe. Jeg har 7 forskellige farver og der har været 100 gram i hvert nøgle fra starten (regner med at pille op og genbruge det jeg har hæklet) så 2 -3 farver mere + bundfarven (som jeg lige skal have regnet lidt på, hvor meget der går pr. lap og i alt) Mon ikke jeg kan pille det mørkegrønne i firkanten op og derefter veje garnet. Når jeg så ved, hvor mange der går til en, så skal jeg vel i teorien bare finde ud af hvor mange firkanter, jeg synes mit tæppe skal være lavet af i sidste ende.
Jeg har fundet ud af at garnet stadig kan købes. Enten skal jeg en tur til Garnlageret i Århus eller også skal jeg køre helt til Karup, hvor Grønhøj Garnlager ligger. Det er de to steder, som jeg har fundet på nettet, der har det garn jeg skal have. Jeg har ikke besøgt nogle af butikkerne før, så jeg kan jo altid få en lille hyggelig tur ud af det. Jeg synes også, det altid er spændende at besøge steder, hvor man ikke lige har været inde og snuse før.


Håber ikke mit tæppeprojekt bliver et evighedsprojekt - lige nu har jeg i hvertfald gejsten, selvom jeg ved det ikke bliver et af de hurtige projekter. Men jeg tænker det også som et lidt ind-imellem-arbejde, som må tage den tid det tager - bare ikke for evigt ;)

torsdag den 17. januar 2013

Man siger, at et firkløver bringer held og lykke

Mit firkløver
Først og fremmest vil jeg gerne sige mange tak for alle jeres dejlige kommentarer på min opskrift på strikkede pulsvarmere. Det gør mig  super  glad og samtidigt fik selvtilliden et lille skub i den rigtige retning.
I går var jeg ude og træne og bagefter kiggede jeg ind i en af de genbrugsbutikker, jeg tit besøger. Efterhånden synes jeg ikke, at det er så tit, jeg falder over noget, som jeg har lyst til at købe. Nogen gange synes jeg også, at priserne er blevet for høje, men engang imellem sker det, at jeg er heldig. Det skete så i går. Jeg kom hjem med disse to fade/skåle, som kan sættes sammen til et firkløver, fordi den ene er lidt højere på midten end den anden. De kan efter min mening også sagtens bruges hver for sig og de var faktisk sat enkeltvis til salg, hvilket jeg synes var lidt mærkeligt, for de hører da sammen. Jeg synes de er ret anvendeligt, jeg er sikker på, at dem skal jeg nok få brugt. Det bedst af det hele var, at jeg fik hele herligheden til 9,50 - de kostede faktisk 5,- stykket, men jeg havde ikke flere småpenge i pungen og selvom jeg sagde, jeg ville betale med en seddel synes den søde dame i genbrugsbutikken, at jeg kunne slippe med mine småpenge. Det synes jeg bare var så sødt af hende. Så dagen i går var en af de gode, jeg lever højt på længe.
Nu ejer jeg mit eget firkløver, godt nok er det i porcelæn, men måske bringer det lykke - hvem ved ?

Sådan ser de ud hver for sig


søndag den 18. november 2012

Glad genbrug

For dem der kender mig, er det ikke nogen hemmelighed, at jeg ELSKER farven grøn og desuden ofte går i genbrugsbutikker, hvor jeg af og til slæber noget med hjem, som jeg synes, jeg ikke kan leve foruden.
Sidste gang jeg var i en genbrugsbutik, faldt jeg over denne grønne kop, som jeg bare måtte eje.


Koppen står nu og pynter i vindueskarmen tæt på, hvor min computer står og gør mig glad og giver mig smil på læben, hver gang jeg kigger på den.
Kan i alle have en GLAD og GOD søndag