Viser opslag med etiketten natur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten natur. Vis alle opslag

onsdag den 12. februar 2014

Heste på min vej


Jeg bor ude på landet og selvom vi ikke selv har gård og dyr (vi har selvfølgelig Chili), har vi alligevel dyr rundt omkring os. Naboen har heste og det synes jeg er meget hyggeligt. Der kommer også ret ofte heste med ryttere forbi. Den anden dag da jeg var ude på en lille gåtur, havde jeg taget mit kamera med.
Jeg havde egentlig ikke tænkt på, at det skulle være hestebilleder jeg ville have med mig hjem. Men her er nogle af de billeder jeg fik taget. Jeg synes især, det var meget sjovt, at jeg lige nåede at få taget et par billeder af en rullende hest. Hesten der ruller sig er den fine lyse på øverste billede, men efter en ordentlig rulletur var den knap så fin. Faktisk var den møgbeskidt. Så det her må næsten være en omvendt makeover med før -og efter billeder.

Jeg tror den hygger sig og jeg har hørt, at heste der ruller sig er trygge. Hesten ruller sig vist nok også for at holde sin pels - selvom det lyder lidt mærkeligt

Nu er den knap så fin som før :)

onsdag den 15. januar 2014

Kalender fra Færøerne 2014

Suðeroy er markeret med rødt  og er den sydligste ø på Færøerne.
Min bedstemor har sendt en færøsk kalender til mig. Det har hun efterhånden gjort i flere år nu og jeg synes det er så sødt af hende. Nogle gange har det været en med billeder fra forskellige steder på Færøerne og andre gange har det været den lokale fra Suðeroy. Meget af min familie bor på denne ø og det er også her min familie stammer fra. I år har jeg fået kalenderen fra Suðeroy og mange af billederne er taget på steder, hvor jeg har været forbi.
Min bedstemor er efterhånden ikke så ung længere og jeg synes det er fantastisk at hun stadig køber og sender en kalender til mig. Jeg bliver bare så glad, når jeg modtager pakken fra hende og det er også dejligt at kikke kalenderen igennem, for den er fyldt med skønne billeder fra Færøerne.

Januar måned - havet viser tænder ...og bølgerne går op over molen
Billedet fra januar måned er taget i bygden Fámjin, der ligger på vestkysten. Da jeg var på Færøerne sidste år var jeg også på en køretur til Fámjin. Det var i august måned og det var en dag med fantastisk vejr. Jeg var alene af sted og det var en meget speciel oplevelse at køre rundt i landskabet og føle sig meget lille i det smukke storslående landskab. Jeg kom i tanke om, at jeg aldrig har fået vist nogle billeder fra min tur og derfor fandt jeg nogle af mine mange billeder frem. Jeg havde faktisk også taget nogen billeder nede ved kajen på næsten samme sted. Jeg synes, det er meget sjovt at se, hvor stor forskellen er i forhold til vejret.

Det nederste hus midt på billedet og lysmasterne er de samme, som du kan se på "januar" billedet.

Så fredfyldt kan der se ud - her med kig ind til kajen og molen
Jeg kunne godt finde på at lave flere indlæg med billeder fra min tur til Færøerne i sommers. Måske laver jeg det som et fast månedligt indlæg her i 2014 - en slags månedskalender med billeder fra. Nu må jeg se..Nu er det for januar lavet.


tirsdag den 29. oktober 2013

Dagen derpå

Det er altså lidt fascinerende
Stormen i går satte sine spor over det meste af landet. Heldigvis skete der næsten kun materielle skader. Jeg holdt mig indedøre og det var vist også det mest fornuftige at gøre. Jeg havde forinden været ude at tjekke, om vi havde ting og sager, der kunne blæse væk, når stormen ville komme og hærge.Katrine skulle køre hjem fra Herning i en lånt bil i går. Så jeg var meget glad, da hun ringede, for at fortælle hun nu var kommet godt hjem. Andreas skulle komme med toget og det var forsinket, vist nok fordi der var et andet tog, der havde fået et væltet træ over sig.
Vi havde også nogle trafikale problemer i det område, hvor jeg bor. Træer var væltet og spærrede vejene flere steder. Lige uden for vores grund er der væltet et stort gammel birketræ. Jeg er glad for det væltede i den rigtige retning. Vi stod i køkkenet og hørte lige pludselig et kæmpe brag. Det var så dette træ, der gav denne lyd.

Det er lige rundt i et sving - bemærk trafikspejlet står der endnu :)
Det er lidt mærkeligt, at kigge ud af vinduet i dag. Næsten ikke en vind rører på sig og solen er også fremme ind imellem.
Jeg skal af sted til strikkecafe i Tørring og mon ikke vi blandt andet skal tale om vejret. Et andet samtaleemne bliver sikkert messen som løb af stablen her i weekenden, nemlig Kreative dage i Fredericia. Jeg ved, der er flere fra strikkecafeen, som har været af sted. Jeg var også af sted og i dag har jeg været ved, at kigge alle mine billeder fra messen igennem. Der er mange fine billeder og nogle af dem kommer snart på bloggen. Tiden løber lidt fra mig i disse dage, men jeg fik også en lille ekstra opgave i weekenden. Jeg har lovet, at hjælpe min datter lidt med en designopgave hun snart skal aflevere og så fik jeg også lige lyst til en oprydning på badeværelset, der greb om sig. Så nu er alle skabe og skuffer tømt og det ligner et bombet .....

søndag den 27. oktober 2013

Rømø

Dette kom vi forbi, da vi gik tur på stranden - synes det var så fint
I denne weekend har jeg blandt andet været til messe i Fredericia, men mere om det senere. Jeg har nemlig lavet dette indlæg om min sidste lille ferie. I efterårsferien var min mand og jeg på Rømø. Jeg er så heldig, at det hus som min bedstemor (farmor) boede i, indtil hun kom på plejehjem, stadig er i familien. Min bedstemor var næsten 100 år inden hun kom på plejehjem, hvor hun levede de sidste år og døde i en alder af 102 år. Hun mistede sin mand sidst i 60'erne og siden boede hun alene, midt i det sommerhusområde, hvor hendes lille hus ligger på en kæmpestor naturgrund og meget ugeneret. Jeg har tilbragt mange skønne stunder der og har mange dejlige minder om ferier på Rømø. Huset er indrettet med en overetage med 6 sovepladser og det har alle i familien nydt godt af og nyder stadig godt af.

Denne gang havde vi et par gode venner med og vi havde nogle meget hyggelige dage, hvor vi nød det gode vejr, som vi var heldige med og vi fik kørt lidt rundt på øen. Vi var også en tur i Tønder og lørdag aften havde vi bestilt bord på en fiskerestaurant i Havneby. Søndag var vi en tur på havnen, men desværre havde jeg ikke fået mit kamera med, for der var så smukt. Jeg så meget, som jeg gerne lige ville have fotograferet.

Rømødæmningen er 9,2 kilometer lang og forbinder øen med fastlandet. Jeg har altid synes, at det er meget fascinerende at se, hvor meget landskabet ændrer sig i forhold til tidevandet - om der er højvande eller lavvande.

Rømø dæmningen  - lavvande
Fuglemylder på dæmningen - højvande
Fik taget mange andre billeder. Nedenfor kommer lidt billedspam fra vores tur til stranden ved Lakolk fredag aften - lige før solen gik ned.
Knivmuslinger og sand 
 Rømø - endeløs strand
 Rømø - solen går ned

- og månen går op

lørdag den 5. oktober 2013

Tur til stranden / Æbledag og åbent hus

Vejle fjordbroen kan svagt skimtes
Chili elsker at være på tur
Forrige søndag var jeg en tur ved Daugaard Strand. Jeg var ikke alene, men havde taget min mand og vores hund Chili med. Det er altid hyggeligt med en tur ned til stranden og jeg er så heldig, at vi ikke bor mere end 5 minutters kørsel derfra. 
Ude på badebroen var der en flok børn, som fangede krabber. En af krabberne var en ordentlig krabat og den måtte jeg selvfølgelig have et billede af.


Lige over for indkørselen til parkeringspladsen var der masser af æbler. Her ligger der nemlig en stor æbleplantage, som så vidt jeg ved tilhører Spejdercenter Æbleskoven og de havde lavet en lille salgsbod med æbler, blommer og lidt brombær.

Det så bare så hyggeligt ud og blommerne var gode :)
 Derudover var der en indbydelse til et arrangement, der foregår lørdag d. 12. oktober
Æbledag & Åbent hus, som er arrangeret af Spejdercenter Æbleskoven i samarbejde med Hedensted Kommune og Danmarks Naturfredningsforening i Hedensted. Du kan læse mere om dagen HER
Der bliver også afholdt en æblekage - konkurrence. Inde på deres hjemmeside kan man se opskrifterne på de sidste års VINDER-ÆBLEKAGER lige HER. Mon ikke der er en opskrift, som kunne friste.
Det er jo lige nu, at det bugner med æbler og det skal man da benytte sig af. Jeg har faktisk også et godt bud på en æblekage. Nemlig denne her som jeg tidligere har lagt ud her på bloggen. Den smager efter min mening super godt og er nem at bage.

Opskriften finder du lige HER

torsdag den 15. august 2013

Turen går til færøerne

Lidt færøsk natur - billedet er taget på en tidligere tur til de skønne øer
Nu skal mine smiley'er snart ud og flyve igen. Det er selvfølgelig mine kuffertmærker, jeg mener. Du kan se hvordan jeg har lavet dem HER. Jeg er i gang med at pakke kufferten for på lørdag går turen til Færøerne og til Suðuroy, som er den sydligste af alle øerne. Jeg skal rejse sammen med min moster og jeg glæder mig rigtig meget til at være der oppe sammen med hende, at besøge min bedstemor (omma) og hilse på min familie. Jeg skal helt sikkert også have meget god mad. Min bedstemor, som vi skal på hos, har allerede spurgt til, hvad vi gerne vil have at spise, når vi kommer. Så det bliver vist ikke lige i næste uge, der er fokus på min kostomlægning. Vi har til den første aften "bestilt" fiskefrikadeller. Det er ikke frikadeller som dem man får i Danmark. På Færøerne er det meget almindeligt, at den fisk man spiser er leveret/købt direkte fra fiskebådene eller også kender man nogen som kender nogen. Min bedstemor hakker for det meste selv fisken og rører den til fars. De frikadeller hun laver smager, som er man kommet i himlen. Måske skal vi også have knittir, som er nogle store kogte fiskeboller tilberedt af hakket torskekød med små stykker fårefedt i - det er også en klassiker. Lam skal vi sikkert også have og så bliver der, hvis alt er som det plejer at være, serveret skerpikjøt/skærpekød og lammerullepølse til frokost. Skærpekød er vindtørret fårekød, som er en færøsk specialitet. Det bliver skåret ud i tynde skiver og spises på en skive brød med et drys salt. Uanset hvad vi får serveret ved jeg på forhånd, at det alt sammen er noget, der hører under kategorien mine livretter.
Noget af det jeg især glæder mig til er, at sidde sammen med min moster og bedstemor med hver vores strikketøj og snakke og nyde den særlige samhørighed, som jeg ved vil være tilstede. Grin vil der være masser af og minder ligeså. Derudover vil der blive snakket/vendt/diskuteret en hel masse om strik, garn og mønstre. Uha hvor bliver det skønt.
Jeg tager selvfølgelig mit kamera med og håber på godt vejr. Vejret har ikke været så godt på Færøerne i den sidste tid, men som jeg sagde til min bedstemor, sidst jeg snakkede med hende "vi tager det gode vejr med os til Færøerne, for når vi kommer bliver vejret godt" Jeg har da lov at håbe. Bloggen kommer sikkert igen til at ligge stille i en uges tid, men derefter er jeg altså færdig med at holde ferie og hverdagen vil indfinde sig på ny. Men inden da vil jeg lige nyde min lille ferie på færøerne.

Når jeg ser og høre denne video er det lige før jeg allerede er landet 


For dem der har lyst til at se lidt strik fra færøerne er her den samme sang med et kor iklædt de lækreste trøjer - der er også en grå poncho på en af pigerne omkring 2 minutter inde i videoen som jeg synes ser meget lækker ud.


onsdag den 29. maj 2013

Kastanien blomstrer og en vinder er fundet


Imens jeg sad og skulle skrive dette indlæg, kiggede jeg ud af vinduet og over på kastanjetræet, der står lige udenfor. Det er bare så flot lige nu og er fyldt med de fineste blomster. Jeg har derfor lige været ude for at tage et billede af vidunderet, så i kan se hvad jeg mener. Selve den store tykke stamme er dækket af skønne grønne blade og er i sig selv også pragtfuld. Jeg elsker kastanjetræet, fordi det er så forskelligt at se på i løbet af året. Lige nu er det så de imponerende flotte blomstertoppe, der står lige op fra grenene, jeg nyder. Jeg har læst mig til, at når kastanjen blomstrer, siger man: Nu står kastanjerne i lys. Blomstertoppene er faktisk ikke kun en blomst, men består af mange blomster. Blomsten er hvid med en gul plet, der efterhånden skifter farve til rød. Farven er med til, at vise insekterne, der bestøver blomsten, hvor de skal dykke ned for at suge lidt nektar.


Jeg har også fået trukket en vinder af de 2 biografbilletter til filmen: Skovens hemmelige rige.



Den heldige vinder blev Katrine K - jeg har sendt en mail til dig
 Tillykke til dig og jeg håber du får en rigtig god tur i biffen :)

mandag den 27. maj 2013

Uldum Kær

På vej til kæret i bilen
I fredags var jeg som tidligere nævnt på en aftentur til Uldum kær. Det er et område der ligger mellem Horsens og Vejle. På Hedensteds Kommunes hjemmeside står der følgende om Uldum Kær:

"Miljøministeriet ved Skov- og Naturstyrelsen har i et tæt samarbejde med lodsejere og Hedensted Kommune gennemført et stort naturgenopretningsprojekt i Uldum Kær.
Der er lavet broer, gang- og cykelstier gennem kæret, og der er etableret en rasteplads for kanoer, parkeringspladser, fugletårne og borde og bænke.
Stierne er ruteafmærket, og der er opsat informationstavler i området." 

Der er lavet en lille folder: Oplev Uldum Kær, hvor der kan læses mere om stedet og der er også et kort over området i denne folder.
Vi havde en rigtig dejlig aften derude og det er bestemt ikke sidste gang, vi tager turen ud i kæret. Vi gik en lille tur i området og vi hørte også nattergalen.

Vi nød denne smukke udsigt
Der var masser af svaner
Solen går ned i Uldum Kær

lørdag den 18. maj 2013

Mælkebøtten

Denne mælkebøtte er fra vores græsplæne 
Nogle mennesker vil nok påstå, at mælkebøtten eller løvetand er noget fanden har skabt. Det tror jeg nu ikke "han" har, selvom den også går under navnet fandens mælkebøtte. Det er en plante mange har et meget ambivalent forhold til. På den ene side er den en af de mest hadede planter, men samtidigt er den også en af de mest elskede. Den er hadet, fordi den trænger sig på og er noget ukrudt, som enhver haveejer ser på med gru, fordi den ødelægger drømmen om den perfekte og velplejede græsplæne. Den er derimod elsket og beundret når den står flot og rank. Både når den står alene, men også når den i samlet flok udgør et helt blomstertæppe på marker og i grøftekanter. Lige nu her i midten af maj er den allerflottest.
Jeg tror at mælkebøtten er den blomst, som flest mennesker kender til på både godt og ondt. Netop fordi den er så udbredt og karakteristisk. Jeg holder af den - min mand holder mindre af den, men det er også ham, der har arbejdet med at bekæmpe den. Jeg synes også, den godt må findes i min græsplane, men den skal selvfølgelig heller ikke tage overhånd - min mand synes det nok lidt før end mig.

Jeg vil ønske jer alle en dejlig pinse - gå nu ud og nyd mælkebøtten og måske samtidigt også bekæmpe et par stykker 

mandag den 22. april 2013

Grønbenet rørhøne kom forbi

Karakteristika: grønne ben, rød pandeblis, gult næb og en lys stribe langs kroppen - den er god nok :)
Her til morgen da jeg kiggede ud af vinduet, gik der en fugl rundt inde under vores troldetræ. Nu er jeg ikke den store ornitolog/fuglekender, så jeg var ikke rigtig klar over, hvad det var for en fugl. Imidlertid havde den så særegne træk, at den var nem at finde via google, som er min ven. Jeg skrev bare rødt næb og grønne ben og så dukkede fuglenavnet op. Så hermed vil jeg præsentere dig for en Grønbenet rørhøne, som er en helt almindelig ynglefugl i Danmark, der mest findes ved tilgroede moser og søer. Denne "høne" havde dog forvildet sig næsten ud til vejen, men den fortsatte sin gang rundt om huset, ned over græsplanen og endte nede ved søen, hvor den sikkert hører til.
Jeg fandt også ud af, at den er mindre end en blishøne (den kender jeg i forvejen), den flyver dårligt og kluntet og derfor løber den først et langt stykke hen over vandet, når den skal lette. Noget andet helt specielt hos den grønbenede rørhøne er, at det ældste kuld unger hjælper med at opfostre de yngre - det er da sjovt og sødt, synes jeg.
Jeg læste også et sted, at den grønbenede rørhøne er en sky fugl og derfor kan være svær at få fotograferet. Det gør det da bare endnu bedre, at jeg fangede den i min linse.



I eftermiddags har jeg været til strikkehygge. Vi var ikke så mange strikketøser denne gang, men det var rigtig  hyggeligt.
Det går fremad med min badeværelses-måtte, men jeg er bange for, at der ikke er nok "garn". Derfor var jeg lige et smut i brugsen inden jeg kørte til strikkehygge, fordi jeg ville købe et par ruller mere, så der var nok til færdiggørelsen af måtten og samtidigt var til en lille kurv eller to. Der var masser af ruller tilbage, bare ikke lige i min farve. Nu håber jeg bare på, at jeg har nok til den sidste omgang, som jeg er ved at hækle. Men der går altså en del "garn" til efterhånden på en en omgang og jeg er begyndt på den 4. rulle - så kryds lige fingre for mig. Hvis der ikke er nok, må jeg gå til plan B, men den hører du kun om, hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt.

mandag den 8. april 2013

Frække fasener og strikkehygge


Jeg har før skrevet om, at vi har mange fasaner her, hvor jeg bor. Det er rigtig hyggeligt, når de spankulere rundt ude på græsplænen og også når de promenere på terrassen og især når de kommer helt op forbi vores vinduer og kigger ind til os. Her til morgen vågnede jeg ved, at Chili vores hund gøede helt hysterisk og jeg blev selvfølgelig nødt til at gå nedenunder for at se, hvad der var på færde. Da jeg kiggede ud af vinduet, så jeg så hvad der havde forstyrret hundesøvnen. Der var to fasaner ude i gården, der skræppede op og den ene bandit, havde placeret sig bag på på min bil. Jeg skyndte mig, at gribe kameraret og fik fanget den ene i linsen, nemlig den der sad på bilen. Det så da meget sjovt ud, men her synes jeg, de lige er blevet en tand for frække efter min mening. For med de kløer de har, kan de da godt ridse i lakken og det er ikke ok. Man kan faktisk se på billedet, hvordan de har ridset på ruden, fordi der var frost her til morgen.

Det var meget bedre
I eftermiddag har jeg været til strikkehygge/komsammen og det har været rigtig hyggeligt. Jeg kendte ingen af deltagerne på forhånd, så det var da med lidt sommerfugle i maven, jeg tog afsted. Det var nogle søde piger jeg fik hilst på. Der blev strikket, drukket kaffe, spist kage og snakket, så det var helt som jeg havde forventet. Vi skal mødes igen om 14 dage og det glæder jeg mig allerede til. Det er altid dejligt, at være i selskab med andre, der har strikkepinde i hænderne.

søndag den 3. marts 2013

Egern i kastanjetræet


I mit indlæg den anden dag, hvor jeg havde taget nogle billede af naturen rundt omkring mig, men hvor der ingen dyr var med på billederne, fortalte jeg også om nogle af de dyr der besøger vores matrikel, men som jeg ikke rigtig kan få fanget i linsen. Derfor var min glæde stor her i formiddags, hvor jeg kiggede ud af vinduet på øverste etage og så et lille egern, der hyggede sig i vores store kastanjetræ. Jeg skyndte mig at hente kameraet og åbnede forsigtigt vinduet og egernet sad heldigvis stadig i træet. Jeg nåede, at tage nogle billeder inden, der kom en stor bil larmende forbi og det lille egern løb ned af stammen og gemte sig i nogle buske. Her får i lige billederne og jeg synes altså, at sådan et egern er temmelig sødt, selvom min mand siger, det er et rovdyr. Den ligner i hvertfald ikke et rovdyr, men jeg ved jo godt, den også lever af dyrisk føde og kan finde på at snuppe et æg eller en lille fugleunge.




tirsdag den 26. februar 2013

Naturen kalder



Jeg har fået pudset vinduer i dag - både indvendigt og udvendigt, så nu kan solen bare skinne. Jeg har dog ikke selv haft gang i pudseriet, men er så priviligeret, at jeg har en vinduespudser, der kommer forbi og gør det for mig. Det er ikke gratis, men de penge det koster, giver jeg gladeligt ud, for vi har rigtig mange vinduer. Jeg talte dem engang og så vidt jeg kan huske er der omkring 68 stykker glas ialt .For mig er det en helt uoverskuelig opgave og så er det jo godt, at andre kan klare det for mig.
Jeg er også temmelig priviligeret på andre måder, hvis jeg selv skal sige det. Jeg er nemlig så heldig, at være ejer af et dejligt stort hus, lidt uden for byen med store vinduespartier fra gulv til loft. Så jeg kan faktisk sidde indenfor, på tæt hold og følge med i noget af alt det, der rør sig derude i naturen. Vi har mange fasaner og der kommer af og til en eller flere spangulerende forbi vinduerne. Fiskehejren og musvågen ser jeg også tit og så er der jo alle de andre småfugle, der besøger foderbrættet. Udover det har jeg haft besøg af et egern og jeg ser faktisk også engang imellem en lille mus, der smutter ind og ud mellem stensætningen.

Langs træerne har vi en å
Ude ved vejen er der et kæmpe stort gammelt katanjetræ

I dag var vejret så dejligt, at jeg ikke bare kunne sidde indenfor. Jeg tog mit kamera med ud og fik taget nogle billeder, der viser lidt af, hvorfor jeg er så glad for at bo lige her, hvor jeg bor. Lige midt i naturen. Der kom ingen dyr med på billederne - de har det med at fordufte, når jeg kommer ud. Men himlen havde da en fantastisk flot farve i dag, da solen skinnede.