onsdag den 10. juli 2013

3. gang lykkens gang ??


I weekenden da jeg kiggede mig lidt omkring på mit krea-værelse, "fandt" jeg en kasse. I kassen var der to på-begyndte tæpper, som jeg aldrig har fået gjort færdige. Garnet, som der er hæklet i, er fra Grønhøj og hedder blød bomuld nr 8.
Jeg startede med det stribede og jeg husker tydeligt den sommer, hvor jeg slæbte det med til Italien. Vi havde lejet en lejlighed i Bibione og jeg hæklede lystigt på tæppet, i skyggen på den overdækkede og nogenlunde kølige terrasse. Det var dengang, da alle hæklede stribede tæpper, gerne i bølger og selvfølgelig blev jeg også fristet. Jeg fik hæklet et stykke på 120 x 40 cm, men som arbejdet skred frem tabte jeg lidt interessen for projektet. Dels fordi det var lidt kedeligt at hækle og samtidigt var jeg også lidt i tvivl om, jeg havde nok garn og det blev derfor gemt væk.
På et tidspunkt faldt jeg igen over kassen og denne gang fik jeg lyst til at hækle rundt og rundt - til en stor aflang firkant, som så kunne blive så stor, som der nu var garn til. Dette projekt led samme skæbne - det blev lagt væk - det blev sikkert også lidt kedeligt jo større runderne blev.

Opskriften med billedforklaring til firkanten er fundet HER 
Nu har jeg så for tredje gang fundet garnet frem. Jeg har et ønske om, at hækle et tæppe i firkanter eller hexagoner. Tænker også det er mindre kedeligt, da man hele tiden bliver færdig med en lap og så er det også nemmere at have med i tasken. Jeg har lavet en enkelt prøve lap i garnet på hæklenål nr. 3 ½ (den med mørkegrøn yderst) Men da jeg synes, denne første firkant måske blev lidt for fin i det ( man skal jo også blive færdig på et tidspunkt) forsøgte jeg mig også med en i dobbeltgarn (den forreste) og faktisk også i noget helt almindelig bomuld (den med blåt i)
Jeg synes bedst om den, der er hæklet i en tråd af det bløde bomuld fra Grønhøj. Den er fin og let. Nu går mine overvejelser på, om jeg ikke skal lave alle cirklerne i farver (måske indkøbe lidt flere farver, end dem jeg har i forvejen) og så hækle de sidste omgange med en hvid bundfarve. Jeg tror det kunne blive rigtig flot og så er jeg også lidt mere sikker på at garnet rækker til et stort tæppe. Jeg har 7 forskellige farver og der har været 100 gram i hvert nøgle fra starten (regner med at pille op og genbruge det jeg har hæklet) så 2 -3 farver mere + bundfarven (som jeg lige skal have regnet lidt på, hvor meget der går pr. lap og i alt) Mon ikke jeg kan pille det mørkegrønne i firkanten op og derefter veje garnet. Når jeg så ved, hvor mange der går til en, så skal jeg vel i teorien bare finde ud af hvor mange firkanter, jeg synes mit tæppe skal være lavet af i sidste ende.
Jeg har fundet ud af at garnet stadig kan købes. Enten skal jeg en tur til Garnlageret i Århus eller også skal jeg køre helt til Karup, hvor Grønhøj Garnlager ligger. Det er de to steder, som jeg har fundet på nettet, der har det garn jeg skal have. Jeg har ikke besøgt nogle af butikkerne før, så jeg kan jo altid få en lille hyggelig tur ud af det. Jeg synes også, det altid er spændende at besøge steder, hvor man ikke lige har været inde og snuse før.


Håber ikke mit tæppeprojekt bliver et evighedsprojekt - lige nu har jeg i hvertfald gejsten, selvom jeg ved det ikke bliver et af de hurtige projekter. Men jeg tænker det også som et lidt ind-imellem-arbejde, som må tage den tid det tager - bare ikke for evigt ;)

21 kommentarer:

  1. det ser da skide fint ud, tænker, at du måske kan sætte de tre dele sammen til sidst altså dine hexagoner, din aflange firkant og det strikkede så bliver der måske et tæppe :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var faktisk også min første tanke, at jeg kunne sætte stykkerne sammen på en eller anden måde. Tror nu jeg starter med nogle firkanter og lige nu er min plan ,at det kun skal være firkanter - men planer kan jo heldigvis laves om hen ad vejen ;)

      Slet
  2. Hej Aslaug......jeg tager gerne i Garnlageret og køber nogle nøgler til dig, hvis du er interesseret i det?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for tilbudet Anna-Grethe, det var sødt tænkt af dig :) Jeg tror, nu jeg selv vil afsted. Så kan jeg også bedre se, om de farver, som jeg har overvejet passer til dem jeg har i forvejen. Vi ses på mandag :)

      Slet
  3. Sjovt Marion skriver lige hvad jeg sad og tænkte da jeg læste dit indlæg :)),så er du jo faktisk snart færdig med det tæppe-smiler.Dejlige farver,og det bomuldsgarn er nemlig meget lækkert blødt

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja - men jeg regner ikke med at tage den lette løsning. Måske kan jeg bruge stykkerne til nogle puder, hvis der er garn nok foruden. Det har jeg nemlig også overvejet. Garnet er lækkert blødt, så det ville da være synd ikke at få det brugt ;)

      Slet
  4. Sikke mange skønne farver, dem bliver man da glad af at se på

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gør man nemlig ;) også mens man hækler :)

      Slet
  5. Evighed eller ej - tæppet bliver hammerflot !
    Dine bananpandekager blev afprøvet her idag - med stor succes !
    Det kan sagtens gå hen og blive en ommer :oD

    SvarSlet
    Svar
    1. Det tror jeg også på :)
      Dejligt med respons på opskriften - jeg er glad for, at du kunne lide pandekagerne - så er vi to ;)

      Slet
  6. Noj, hvor bliver man fristet, så flotte glade farver, måske man skulle gå i gang, har lysten, men nu skal jeg vist først kaste mig ud i engelsk opskrift, mon det går, hvis ikke kan det være du har mig i røret eller på sms

    SvarSlet
    Svar
    1. Fristelser er der nok af rundt omkring - jeg finder hele tiden noget, så listen bliver længere og længere :)
      Synes det er super du kaster dig ud i en engelsk opskrift og hvis du fpr brug for hjælp stiller jeg gerne op og hjælper så godt som jeg nu kan. Pøj Pøj med opskriften.

      Slet
  7. Hvor bliver det spændende at følge med i dit tæppe projekt :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det bliver nok et langvarigt projekt, men forhåbentlig bliver jeg færdig på et eller andet tidspunkt. Lige nu synes jeg, det er dejligt, at jeg kan genbruge lidt af det garn, der ligger og fylder ;)

      Slet
  8. Uha hvor lyder det hjemligt .. jeg har været igennem det samme.
    Jeg blev færdig med mit tæppe for kort tid siden... og nu er jeg tilfreds.
    Først var det et stort bedstemorfirkant .. så blev det pillet op ... så har det været et hækle frem og tilbage tæppe ... så blev det pillet op ...... og nu er det store firkanter.
    Der kan være mange år og projekter i sådan en pose garn ... thi hi

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har du helt ret i - men mon ikke mit også bliver færdigt engang ;)
      Dejligt at læse, at jeg ikke er den eneste, der ikke lige kan finde melodien med det samme :)

      Slet
  9. hej Aslaug
    du vil ikke fortryde at lave hexagoner ... - det gjorde jeg i hvertfald ikke :)
    - garnlageret og Grønhøj er helt sikkert et besøg værd :) og der er maaaaange farver at vælge i mellem .... rigtig mange ....
    knus og pøj pøj
    ps. må da vist prøve de pandekager

    SvarSlet
    Svar
    1. Dit tæppe er altså også bare rigtig flot. Jeg fik pandekager igen i dag. Jeg kom lidt kardemomme i - det blev de ikke ringere af ;)

      Slet
  10. De er utrolig smukke de firkanter - fortsæt bare og mix farverne på kryds og tværs ;)

    SvarSlet
  11. Dejlige farver.... Har du måske en opskrift på den retanglede bedstemor firkantede tæppe....

    SvarSlet
    Svar
    1. Der ligger en rigtig fin vejledning her: http://iamtotallyobsessedwithyarn.blogspot.dk/2006/01/granny-square-pattern-with-pictures.html
      Den er på engelsk men der er superfine billeder :)

      Slet

Læg meget gerne en kommentar - det gør mig så glad :)
Jeg svarer altid, hvis du har spørgsmål og som regel også på andre kommentarer - måske ikke lige med det samme, men ligeså snart jeg har tid

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.