torsdag den 12. december 2019

Hæklede træer

Nissen på billedet har jeg købt i år - den er fra Studio Arhøj er årets mini nisse fra 2019
Nu er der jo kun 12 dage til juleaften, men jeg hækler stadig julepynt :) Disse træer har været længe under vejs, men nu er opskriften på dem også klar og den indeholder begge størrelser. Træerne er henholdsvis 14 og 10 cm høje fra bund til top. De hækles i almindelig tynd bomuldsgarn 8/4 på og med nål 2 ½ mm.

Træerne på billederne her er hæklet i garn, som jeg har har købt i Netto. Det hedder Karina og der er en sølvtråd i. Garnet har de af og til og jeg plejer at købe nogle nøgler når de har det :)..... men heldigvis kan man jo hækle i mange andre garner og hvis man vil tilføje lidt glimmer, kan man jo købe tynd sølv eller guldtråd, som man kan hækle sammen med almindeligt bomuldsgarn.


Jeg synes selv de er ret fine, til at stå til pynt sammen med andre ting og jeg har også planer om, at de skal indgå i min bordopdækning juleaften.

Den lille hæklede nisse har fundet ly mellem træerne - de små figerer passer jo perfekt til

Jeg kan godt lide, at træerne har lidt kant og ikke "bare er en kegle og da jeg i min søgning på nettet ikke fandt sådan nogle træer med facon, så måtte jeg jo selv igang ;)

Hvis du også har lyst og tid til at hækle mine træer, så kan opskriften købes hos mig. Den koster 20,- Du kan kontakte mig på e-mail: aslaug64@gmail.com - jeg kan også kontaktes via facebook

onsdag den 11. december 2019

Hæklet Rudolf


Her er opskriften på den første af de 4 små figurer - Rudolf. Han er en rigtig glad fyr og har været i et fantastisk julehumør lige siden han fik ( jeg fik lavet) nogle venner :)


Hæklet Rudolf

Materialer:
1 hæklenål  2,5 mm
Almindeligt bomuldsgarn med en løbelængde på 165 – 170/50 gram i brunt
2 små sorte perler  4mm og lidt hvidt filt til øjne
1 rød træperle til næse 6-7mm
2 små kviste/grene til gevir
Et plastiklåg fra en bøtte skyr eller lignende (skal bruges til bunden)
Lidt sort garn/broderitråd til munden og sytråd til at sy øjnene og næsen fast med
Lidt fyld

Der er i opskriften brugt følgende masker og forkortelser:
  • Omg. = omgang
  • lm= luftmaske
  • fm = fastmaske

1. omg.                      Start med at lave en magisk ring og hækl 6 fm i ringen
2. omg.                      2 fm i hver maske omgangen ud = 12 masker i alt
3. omg.                  * 1 fm, 2 fm i næste maske * x 6 = 18 i alt
4. omg.                  * 2 fm, 2 fm i næste maske * x 6 = 24 i alt
5. omg.                      = 24 fm der hækles i bageste led
6. – 18 omg.              = 24 fm (13 omgange)

Klip en cirkel i plast, der passer til bunden. Jeg har brugt en 2 krone som skabelon/til at tegne efter. Placer plastcirklen i bunden og kom lidt fyld i inden, der hækles videre.
Husk at få fyldt figuren godt op efterhånden og inden hullet bliver for lille tilsidst

19. – 25.omg.                  = 24 fm (7 omgange )
26. omg.                    * 2 fm, 2 fm sammen * x 6 = 18 i alt
27. omg.                    * 1 fm, 2 fm sammen * x 6 = 12 masker i alt
28. omg.                2 fm sammen * x 6 = 6 masker i alt
Klip tråden lidt lang og ri nedefra og op i de yderste maskeled rundt, stram til og hæft
Klip to små cirkler i det hvide filt og placer dem bagved perler når øjet syes på. Sy næsen fast. Broder en lille mund.

Stik de små gevirer ind i toppen. Brug evt en strikkepind eller lignende til at stikke for med/lave plads til grenene. De må gerne komme langt ned, så de sidder godt fast. Man kan også bruge andet til gevir, hvis man synes ståltråd eller brune piberrensere vil også været fint
 

Håber i får fornøjelse af opskriften :)

mandag den 9. december 2019

Hæklet julepynt - engel - rudolf - nisse - snemand


Traditionen tro så skal der selvfølgelig også være en lille gave fra mig til jer også i år. Jeg har været lidt sent ude, men derfor skal i jo ikke snydes ;)
Jeg har i år hæklet en lille flok, der består af Rudolf ( han var den først og han manglede nogle venner), nissen, englen og snemanden.

Opskrifterne kommer i løbet af december, så det bliver sådan en mini mini julekalender :)
Hvornår bliver en overraskelse, men jeg vil bestræbe mig på, at det bliver så hurtigt som muligt, så man også kan nå at hækle en eller flere af dem, inden julen er forbi igen.

Håber i tager godt imod de 4 venner og jeg vil ønske jer alle en rigtig god december

Opskriften på Rudolf finder du HER
Opskriften på Snemanden finder du HER
Opskriften på Engel finder du HER
Opskriften på Nisse finder du HER

mandag den 14. oktober 2019

Strikke - hæklefest ved Ribe


Jeg glæder mig rigtig meget til at deltage i en "garnfed weekend" til januar :)
For d. 25. og 26. januar er der igen Strikke-hæklefest i Vadehavscentret i Vester Vedsted ved Ribe.

Det bliver en weekend med masser af garn, workshops, stort kreativt marked, fordrag og ikke mindst hygge.

Jeg skal undervise / afholde to workshop

Nr 3 Vævestrik - lørdag d. 25. januar kl 9 - 12
læs mere HER

Nr 9 Lær at hækle små tøjdyr - lørdag d. 25. januar kl 13 - 16
læs mere HER

Du kan læse meget mere om weekenden på bettina-holmquist.dk. På hjemmesiden kan du også bestille og købe din billet. Måske ses vi :)

søndag den 27. januar 2019

Opskrift på den helt store abe


Trip trap træsko - her er den sidste og allerstørste abe til samlingen, så nu kan man vælge mellem 4 forskellige størrelser :)
Det er selvfølge Annette Heinze, der igen har haft gang i hæklenålen og som igen har delt sine noter med mig. Denne abe måler hele 46 cm, så det er jo en voksen en af slagsen ;)


Aben er hæklet i 4 tråde almindelig 8/4 bomuldsgarn, der kan også der bruges 2 tråde 8/8.

Et alternativ til bomuld kunne også være Eskimo fra Drops - aben til højre på billedet er hæklet i Eskimo - så bruges der 7 nøgler brun og 2 nøgler lys - forbruget står også i opskriften.

Annette bruger megen tid på at få de helt rigtige mål til aben, så den kommer til at ligne den oprindelige i træ - men vi hækler jo ikke alle helt ens, så målene er derfor kun vejledende.
Opskriften ligner rigtig meget opskriften, der er til aben på 28 cm, men den er altså ikke 100 % magen til - der er nogle få ændringer undervejs, så man kan ikke bare tage den på 28 og hækle den med 4 tråde garn og så regne med det samme resultat.

Jeg har ikke selv test hæklet opskriften, så jeg kan ikke dele mine erfaringer (eller manglen på disse) med jer ;), men jeg har da efterhånden "tørhæklet" et par stykker, for når man renskriver noter er det næsten som at hækle den selv.

Gratis hækleopskrift på den største abe

Hvis du selv har fået lyst til at hækle din egen store abe, kan du hente opskriften lige herunder.
 


Opskriften på stor abe 28 cm kan du finde opskrifte på i dette indlæg hæklet stor abe med opskrift

Den almindelige på 20 cm kan du finde opskriften på i dette indlæg hæklet kb abe med opskrift

Og den lille mini abe kan du finde opskriften på i dette indlæg hæklet mini kb abe

Husk - det er stadig ikke tilladt at sælge de færdige aber og du kan læse meget mere om reglerne lige her information om kopiering af aben

Måske ideer til studenter gaverne i år :)
Alle aberne på billederne er hæklet af Annette og det er også hendes billeder, som jeg har fået lov til at anvende.

tirsdag den 15. januar 2019

Hæklet fugl - ny version


Georg møder Otto :)

Jeg håber alle er kommet godt over julen og er kommet godt ind i det nye år.

Jeg selv er gået i gang med en større oprydning eller måske er det mere en udrydning, så der er nok at se til i den forbindelse. Måske vender jeg tilbage og fortæller lidt mere om den proces senere på året. Jeg er i hvertfald ret begejster allerede og tror jeg denne gang griber det an på den helt rigtige måde ;)

Nu til det som dette indlæg skal handle om - nemlig en ny udgave af den hæklede fugl, der er inspireret af Kay Bojesen. Denne udgave er mere tro mod den orginale træfugl. Det er Annette Heinze, der har lavet opskriften og hun har fået hjælp af Christina Binau Mønster til at redigere opskriften. Annette går meget op i at målene skal stemme overens med orginalerne, så jeg håber i vil tage godt imod denne opskrift, som jeg har fået lov til at dele her på bloggen.



Gratis hækleopskrift på de små fugle

Hvis du selv har fået lyst til at hækle dine egne små fugle, kan du hente opskriften lige herunder.







OBS Opskriften er opdateret d. 29.01.2019 - der var en lille fejl i halen på den forrige opskrift



Et lille tips - hvis du hækler med mørker farver kan du med fordel bruge en mørk nylonstrømpe, så man ikke ser fyldet igennem det hæklede - jeg bruger også nogle gange lidt karteuld i det yderste lag fyld, hvis jeg har det i  den samme farve, som jeg hækler med. Og man skal selvfølgelig stadig sørge for, at det man hækler ikke bliver for løst ;)






Hækleopskrift på små fugle


OBS Opskriften på de små fugle på pind, ligger nu på bloggen. Du kan finde dem her:
http://www.strikkefaaret.dk/2020/04/hklet-mini-fugl-pa-pind.html



tirsdag den 27. november 2018

Hæklede engle


Hvorfor kommer julen altid lidt bag på mig? Jeg føler slet ikke, at jeg er klar til december måned og der er jo kun ganske få dage tilbage i november nu. Men jeg har da traditionen tro lavet en lille opskrift til alle jer, der kikker forbi på min blog og jeg nåede det inden d.1.dec.

 I år blev jeg inspireret af de engleglas, som jeg lavede tilbage i 2015. Nu er de blevet lavet om til nogle engle, som man kan vælge enten, at hænge op eller have til at stå og pynte....evt på julebordet eller måske som en del af en juledekoration. De er lidt mere kegleformede og så har de fået sig en boblekant forneden på kjolen.


Klokkerne englene har i hænderne, er købt i Stof 2000 i år, men jeg tror, de kan fåes i de fleste hobbybutikker. Sølvpiberrenserne har jeg købt i en hobby butik i Horsens og jeg synes, at de er så fine til glorie, men man kan jo også lave en glorie i noget ståltråd og med nogle perler evt.


På billedet her ovenover har englene fået ben og en snor i toppen, så kan de jo hænge og dingle og slår man lidt til dem, så ringer klokkerne så fint :)


Englen er ca. 12,5 cm høj fra nederste kjolekant og op til glorien - så hun er ikke så stor. Men derfor kan man jo godt have et stort hjerte og bringe lidt englefryd og glæde, der hvor man kommer hen.

Hvis du har fået lyst til at lave din egen lille engel, så kan du hente opskriften her: