fredag den 20. december 2013

Småkager med pistacienødder


Nu er jeg heldigvis online igen. Sådan nogle dage uden internet kan da være meget gode, men jeg må indrømme, at jeg foretrækker nu, at der er hul igennem. Efterhånden foregår så meget af vores korrespondance på nettet og uden internet bliver alting altså mere besværligt.
Jeg har nu fået bestil de sidste julegaver og hvis alt går efter planen skulle pakkerne lande hos mig inden den 24. december og det er nu sjovere at give/pakke gaver op juleaften, end at skulle vente til mellem jul og nytår. Men nu til noget helt andet....

Jeg har været til juleafslutning i Strikkecafeen på Tørring bibliotek. Traditionen tro kommer deltagerne, hver med lidt spiseligt denne dag. Det var i sidste uge, men jeg synes nu ikke, i skal snydes for denne opskrift. Småkagerne smager supergodt og er meget nemme at lave.
Sidste år havde jeg små kiksekager med og det var der også en deltager (jeg nævner ingen navne), som havde pippet lidt om. Vedkommende mente, at jeg godt måtte medbringe det samme i år. Jeg synes nu, at der skulle laves lidt andet. Jeg faldt over en opskrift på nogle småkager, som jeg havde lyst til at prøvebage. Opskriften er fra TV2 og det er Nicolaos Strangas, der er manden bag opskriften. Jeg bliver altid lidt lækkersulten, når han er i studiet, for han laver nogle lækre ting.

Pistaciecookies - jeg kalder dem bare småkager med pistacienødder :)

Ingredienser:
100 g smør (jeg brugte helt almindeligt gammeldags Lurpak)
75 g sukker
100 g brun farin
1 æg
1 tsk vanilje (jeg brugte kornene fra en stang Bourbon vanilje, som jeg maste ud i lidt af sukkeret først)
200 g mel
2 g bagepulver (jeg brugte en tsk.)
40 g pistacienødder
(jeg købte en pose usaltede pistacienødder med skaller, afskallede nødderne og gned lidt af de brune hinder af - nødderne skal ikke hakkes, men kommes hele i dejen)

Bland smør, sukker og brun farin sammen i 5 minutter (jeg brugte min el-pisker i et par minutter) og tilsæt gradvist ægget (jeg kom hele ægget i på en gang og piskede lidt mere)
Tilsæt resten af ingredienserne ( bland og ælt sammen til en jævn og ensartet dej)
Rul dejen til en pølse, der er ca. 20 cm lang og 4 cm tyk.
Pak rullen i husholdningsfilm og frys i 30 min. Skær dejen ud i 1 cm tykke skiver ( jeg lavede skiverne knap 1 cm, men næste gang vil jeg måske lave dem endnu tyndere og bage dem i lidt kortere tid)
Småkagerne placeres på en bageplade med bagepapir. Bages ved 175° indtil de er gyldne. (så vidt jeg husker, var det omkring 10 minutter mine småkager fik)
 - jeg fik 23 småkager ud af denne opskrift og synes de var lige til den tykke side, men smag og behag er jo forskellig ;)

Jeg lavede faktisk også nogle andre småkager, som jeg havde med i cafeen. Dem kommer der sikkert også en opskrift på en af dagene, for de var også gode. Tilmed var de også ret hurtige og nemme at lave. Det må det jo godt være her 4 dage før jul, hvor de fleste sikkert har travlt med meget andet end bagning.

4 kommentarer:

  1. Jeg har nævnt det før, du er kreativ og bage kan du også! Jeg har bagt de småkager vi skal have i julen, så ....., men måske kan der blive tid til at lave kiksekage, får helt lyst, for den du havde med sidste år var uovertruffen!

    SvarSlet
  2. Uhm de lyder lækre ... De kan vist godt bages efter jul også :) .... Det vil jeg ihvertfald prøve :)
    Tak for at dele
    Knus og go jul

    SvarSlet
  3. ---- kommentar skrevet med tilbagevirkende kraft :) ----
    Man kan da næsten dufte dem ;)

    SvarSlet

Læg meget gerne en kommentar - det gør mig så glad :)
Jeg svarer altid, hvis du har spørgsmål og som regel også på andre kommentarer - måske ikke lige med det samme, men ligeså snart jeg har tid

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.