lørdag den 30. marts 2013

God påske

Nålefiltede Styropor æg dekorerede med uldgarn
Jeg vil gerne lige ønske alle en rigtig god påske, selvom vejret ikke lige er det bedste. Planteskolerne og gartnerierne er vist ikke så tilfredse i disse dage. Det er jo normalt på denne tid, at havefolket kommer frem fra deres skjul og skal i gang med forårs-klargøringen. Vi har stadig et pænt lag sne liggende i vores have, så haven må altså vente lidt endnu.
Jeg blev gift med min mand d. 30 marts - en påskelørdag for 22 år siden. Heldigvis var der dengang noget bedre vejr end det vi har i dag, selvom det også var lidt koldt og blæsende den dag. Men jeg kan da huske solen skinnede og der var ikke sne. Jeg kan også tydelig huske, at min mand spøgte med at han selvfølgelig ville kunne huske vores bryllupsdag alle år fremover, for det var jo nemt, når det nu var en påskelørdag. Det er jo så ikke lige den samme dato hvert år, så den kunne han så ikke lige bruge som huskeregel. Det skal dog siges, at han ikke har misset en eneste af vores bryllupsdage indtil nu, så det synes jeg er ganske godt gået. Jeg fik et Christina ur i julegave af min mand og i dagens anledning har han foræret mig et hjerte vedhæng med 12 små safirer til mit ur. Det er jeg rigtig glad for. I aften skal vi ud til min svigermor og være sammen med min mands familie, det skal nok blive hyggeligt. Hun har inviteret på smørrebrød og det plejer at være ret lækkert.

Her til sidst vil jeg lige vise hvordan du hurtigt og billigt kan lave nogle "æggebæger" hvis du lige står og mangler nogle.
Fold et A4 papir (ikke alt for tyndt) til en kvadrat og klip det overskydende af. Fold hjørne med hjørne til trekant - fold ud igen Nu er midten afmærket -Fold nu de fire hjørner ind mod midten. Vend og fold igen de fire hjørner mod midten.
Fold på midten - og pres de fire spidser ind mod midten, ved  at presse de fire "flapper" ud - Håber det giver mening. Det er ligesom de der "flip- floppere" man legede med som barn, hvor man skrev tal udenpå og noget indeni.
Brug sider fra reklamer, papir der er tegnet på , gavepapir, aviser ( måske et par lag for at det bliver tyk nok) eller hvad du nu har i gemmerne. Børnene kan dekorerer dem og få sit helt eget æggebæger - der er mange muligheder.







mandag den 25. marts 2013

Jeg er vild med frøer

Denne hæklede frø er jeg allerede forelsket i, selvom den ikke er færdig endnu
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg er vild med frøer og da jeg også er lidt pjattet med tøjdyr, var det meget naturligt, at selvfølgelig måtte jeg hækle en frø. Jeg tror, det er en 14 dages tid siden, jeg begyndte på dette projekt, men på grund af sygdom er der ikke rigtig sket noget i den sidste uges tid. Nu er jeg så gået i gang igen og som du kan se, mangler jeg ikke meget, før den første frø er færdig. Ja jeg siger den første, for jeg har planer om endnu en frø. Den næste skal  nemlig være en "pigefrø". Det skal ende med et forhåbentligt dejligt frøpar og jeg har selv lavet opskriften og har noteret flittigt ned efterhånden som arbejdet er skredet fremad.  Lige nu overvejer jeg lidt, om der skal krone på hovedet - er ikke helt sikker endnu. Nu håber jeg på, at jeg kan få øjnene lavet, som jeg har tænkt mig og at jeg får det rigtige udtryk frem i ansigtet. Det er nu dejligt når energien vender tilbage igen. Kan dog godt mærke at den sidste uges tid har trukket tænder ud og jeg hoster stadig en del. Hosten er jeg rimelig træt af  - og det tror jeg også manden er efterhånden. Det er jo ham der skal ligge og høre på mig om natten, hvor må det være irriterende. Det er da godt han har et godt sovehjerte.

søndag den 24. marts 2013

Juhuu jeg er her endnu

Glæder mig til at sidde her og nyde en kop kaffe - nu må foråret gerne snart komme forbi
Nu har jeg også haft influenza og kan tilslutte mig gruppen af dem, der har været ramt i denne vinter. Det er længe siden, jeg har været så syg, som jeg har været i denne omgang. Det er først i dag, jeg faktisk orker, at lave andet end ingenting. For det er nemlig det min uge er gået med - at lave ingenting. Og med det mener jeg altså ingenting. Jeg har ikke haft fingrene i nogen form for håndarbejde i den sidste uges tid, bortset fra i går, hvor jeg fik hæklet en lille smule. Jeg har ikke orket, at se fjernsyn, læse eller være på nettet og hvis så har det kun været for kort tid af gangen, så det har været meget minimalt. Efter sådan en uge kan man godt føle sig fuldstændigt meldt ude af samfundet og jeg har den der fornemmelse af, at jeg ingen anelse har om, hvad der er foregået ude i omverdenen, selvom jeg jo godt ved den ikke er gået i stå, men trods alt bare har fortsat, om jeg så har deltaget eller ej.
Min søde mand kom hjem med en flot buket roser til mig i ugens løb. Der var 14 røde og store roser i alt. Jeg fik ikke taget et billede, da buketten var på sit højeste, men helt snydes skal i nu ikke, så i dag har jeg taget et billede af en enkelt af roserne. I dag er min lugte og smagssans igen kommet tilbage og det i sig selv er jo helt fantastisk. Selvom jeg er overbevist om, at jeg helt sikkert ville have lettere ved at tabe mig, hvis jeg ikke kunne smage noget, er det godt nok en trist og kedelig oplevelse. Jeg vil nu heller være lidt for rund og tung end miste en af de ting, der også har med livsnydelsen at gøre. Jeg er stadig temmelig slap og skal vist lige tage det med ro i et par dage endnu. Men nu har jeg da givet livstegn, hvis nogle har undret sig over, hvad jeg sådan går rundt og laver. Nu trænger jeg til at få gang i noget garn igen - så mon ikke jeg er ved at have det noget bedre igen. Det er da lidt frustrerende, at have spildt en hel uge på ingenting.


mandag den 18. marts 2013

Det stormer i dag


Det kan godt være, at de fleste nok vil betegne denne mandag som dagen, hvor den voldsomme storm drev ind over landet. Denne storm er dog efter min mening  ingenting imod det stormvejr, der har raseret i mit indre i den sidste uges tid. I dag er der helt stille og freden har sænket sig her hos mig. Jeg har været inde på sygehuset og få svar på min biopsi. Der er ikke fundet tegn på kræft i den knude, som de fandt i mit bryst, sidst jeg var til kontrol, så det er bare en helt ubeskrivelig lettelse og ingen ord kan beskrive de følelser jeg nu har.
Jeg skal dog lige omkring sygehuset til endnu en biopsi om ca. 3 måneder, for at være på den sikre side - for som lægen sagde "er det bedre at gå med både livrem og seler i sådanne situationer". Jeg er selvfølge lidt træt af, at jeg skal igennem det igen, men hellere en gang for meget end en for lidt, som man siger.

Håber i alle kommer godt gennem stormen i dag, jeg er allerede gennem min - uanset hvor slemt det bliver.
Jeg tror jeg vil pleje den influenza, der hoppede på mig i weekenden med en tur under dynen, varm te og et kig i min nye strikke bog. En ting er i hvert fald sikkert, jeg trænger til fred og ro ovenpå de sidste stormfulde dage.

søndag den 17. marts 2013

Hele 3 ting på en gang


Og nej det har ikke noget at gøre med Kinder æg ....

For det første - Jeg har været på  Håndarbejdsmessen - i tråd med tiden, der blev afholdt her i weekenden i Lillebæltshallerne i Middelfart. Jeg var af sted med en god veninde og vi havde en rigtig hyggelig tur. Selve messen synes jeg ikke bød på det helt store. Mange af standende var set før og efter min mening bærer messen præg af mangel på fornyelse. Efterhånden kan mine forventninger til de forskellige håndarbejdsmesser ligge på et meget lille sted, men jeg håber alligevel hver gang på, at jeg bliver positivt overrasket og tropper gladeligt op gang på gang. Jeg tror min mangel på begejstring hænger sammen med, at jeg efterhånden har været til en del messer i årenes løb og samtidigt kan man efterhånden finde så mange ting på nettet, der er inspirerende.
Nu er det ikke sådan, at der ikke var noget interessant, men jeg synes altså, der var meget langt imellem de rigtig gode ting. Noget af det jeg synes kan være meget sjovt og interessant på sådan en messe, det er at se alle de besøgende, der kommer i egne kreationer, den ene mere fantastisk end den anden - det i sig selv er ganske inspirerende og kan godt være hele turen værd.
Jeg synes heller ikke, der var så mange messetilbud, måske har jeg ikke haft øjnene med mig, men jeg forventer bare, at der på sådanne messer er lidt besparelser i forhold til, hvad man ellers skal give ude i forretningerne og på nettet. Ellers kan man jo ligeså godt sidde hjemme i stuen og bestille i ro og mag. Jeg synes faktisk også, at det efterhånden er lidt dyrt, hvis man tager i betragtning, at det faktisk bare er en hel masser butikker, der er samlet under et tag. Jeg gider godt, at betale 80,- ,hvis jeg føler jeg får noget for pengene, men det synes jeg altså ikke rigtigt, hvis jeg tæller alt sammen, lægger til og trækker fra.
Der er sikkert mange der er rygende uenige med mig og vi er da heldigvis forskellige. Men jeg synes selvfølgelig altid det er hyggeligt, at være på tøsetur og jeg skal da nok helt sikkert også af sted næste gang, for det kunne jo være man gik glip af noget.
Jeg fik da også købt lidt med hjem. Hos Garn Garagen købte jeg garn og opskrift til et sjal, som hedder Bifrost. Jeg har valgt nogle lidt mere pang farver til striberne og en sort til bunden. Hos Uldgården havde de bøger til minus 50 % og jeg var heldig, at få fingrene i et eksemplar af bogen alle efterhånden har og nu også mig  Suveræn strik på den feminine måde af Lene Holme Samsøe. Jeg fik den til 150,- så det var et af de gode tilbud. Tror faktisk det er første gang, jeg på en messe har købt så lidt, men der var ikke mere jeg absolut måtte eje lige nu.



For det andet - Jeg har rundet det magiske tal 100 - det er nemlig tallet på dem som har valgt, at følge mig via google friend connect (nu har jeg så hørt/læst lidt om, at google reader snart lukker og det er bedre at følge blogs med blogloving eller andet - det er da lidt forvirrende) Du kan selvfølgelig også følge Strikkefåret med blogloving, hvis du har lyst. Jeg er naturligvis rigtig glad for, at der er så mange, som har valgt, at være fast læser her hos mig. Det gør mig meget glad og utrolig smigret.


For det tredje - Der er også over 100, der har valgt at synes godt om Strikkefåret på facebook. Det er jeg også super glad for. Havde ikke forestillet mig, at jeg allerede ville have så mange "synes godt om" - det er da sejt, synes jeg. Du kan se siden ved, at trykke på dette LINK



Tilsidst vil jeg lige fortælle, at jeg har slået op til en cardigan i Kunstgarn fra Hjertegarn. Det er noget garn jeg faldt for engang og absolut måtte købe - havde tænkt mig, at strikke det sammen med noget ensfarvet. Nu bliver det kun med dette garn, men jeg kan ikke helt  blive enig med mig selv om, jeg synes det bliver pænt. Egentlig har jeg et lidt mærkeligt forhold til selv- farve - skiftende garn. På den ene side falder jeg for alle de flotte farver og på den anden side synes jeg det er lidt svært, at sætte sammen med andet. Tænker det kan  være noget strik, som jeg kan tage med i strikkecafe, da det jo bare er lige ud af landevejen og hjernen kan slås helt fra imens.

torsdag den 14. marts 2013

Jeg holder vejret...

Jeg kalder ham - min lille lykketrold
Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til alle jer, der har tænkt på mig, har kommenteret på mit tidligere indlæg (som jeg ingen svar har lavet på) og har givet mig et kram. Det har været meget overvældende, at vide, at der også er mange, som på trods af ikke at kende mig personligt har taget godt imod mit sidste indlæg. Jeg vil dog gerne lige understrege, at der ikke skal herske tvivl om, at jeg synes humor er utroligt vigtig - og dem der kender mig, kan vist godt skrive under på at jeg både er selvironisk, har galgenhumor og ikke er bange for at joke med alvorlige emner, der har med mig selv at gøre. Jeg har også brugt humoren som en slags overlevelses strategi, når det har været svært og som en helt klar nødvendighed.
Jeg havde tænkt mig, at jeg i dette efterfølgende indlæg kunne skrive "min kontrol gik godt, slut, prut og ikke mere om det" - men ....
Den kontrol jeg egentlig havde forventet skulle være ren rutine og noget, der bare skulle overstås, viste sig at blive helt anderledes.
- Lægen fandt nemlig noget hun ikke var helt tilfreds med og derfor fik jeg foretaget en biopsi. Til dem der læser med og ikke ved hvad en biopsi er, kan jeg fortælle, at den ved en mistanke om brystkræft laves ved hjælp af en tynd nål, som bliver stukket ind i selve knuden og der suges/skabes lidt væv ud, som derefter kan analyseres.
Nu kan jeg så kun vente på resultatet - om der er tale om en godartet eller ondartet knude. Det eneste positive er, at fordi jeg er tidligere brystkræftpatient og derfor har forhøjet risiko, bliver det lavet som en hastesag og derfor får jeg allerede svar på mandag.
Men hold da op der er længe til. Det er slet ikke sikkert, det er alvorligt eller noget jeg behøver at frygte, men det er svært ikke at spekulere.
Heldigvis skal jeg en tur på Håndarbejdsmessen - i tråd med tiden, der afholdes her i weekenden i Lillebæltshallerne i Middelfart. Det kan vel også distraherer mig lidt - forhåbentligt. Det har jeg glædet mig til længe og det bliver dejligt, at gramse og kigge på alle de lækre ting, der helt sikkert også frister, samtidigt med at jeg får nye indtryk og inspiration med mig hjem. Jeg får højst sandsynligt slæbt noget med hjem og nok også mere end jeg har brug for.
Jeg ønsker alle der skal af sted, en god messe og hvem ved måske ses vi. Hvis jeg genkender dig, vil jeg helt sikkert hilse på og du må meget gerne også sige hej til mig.



tirsdag den 12. marts 2013

Jeg er lidt hudløs...

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen
Jeg er lånt ovenstående billede fra et indlæg i Politikken, som Karsten Skawbo - Jensen ( formand for landsforeningen mod brystkræft) har skrevet og overskriften er : "Alle årets måneder har efterhånden sin egen sygdom"
Tryk her og du kommer til indlægget
Jeg synes, at indlægget er tankevækkende og opfordrer dig hermed til at læse det. Indlægget beskriver også nogle af de fornemmelser/følelser, der nogen gange rammer mig. Det er ikke fordi, jeg synes, at man ikke skal bruge humoren til alvorlige emner og jeg synes selvfølgelig også, at der skal være fokus på blandt andet brystkræft. Men når det hele bliver overfladisk og poppet, så står jeg altså af.

Jeg havde faktisk tænkt, at denne blog ikke skulle handle så meget om mig, men mere om håndarbejde. Imidlertid har jeg fundet ud, at der indimellem er andre ting, der presser sig på og som jeg har behov for, at dele med andre mennesker og det er nødvendigvis ikke dem der står mig nærmest.
Dette indlæg er derfor mere personligt, end det plejer at være.
Jeg er en af de mange, der har haft en kræftsygdom helt tæt på. Jeg fik konstateret brystkræft for en halv snes år siden og fik fjernet mit ene bryst. Efterfølgende var jeg gennem en kemoterapi  og antihormonel  behandling.
Det var og er stadig noget, der har stor indflydelse på mit liv - hvordan jeg lever og hvordan jeg opfatter mig selv.
Jeg går stadig til kontrol og mammografi - nu er det kun en gang om året. Nu er det så ved den tid igen og som altid sætter det tanker i gang. Ikke fordi jeg frygter det, men mere oplevelsen af, at "være i det igen" på en måde. Jeg tror heller ikke rigtig på, at det ville være ved disse årlige kontroller, der ville blive konstateret et muligt tilbagefald (som jo altid vil ligge og spøge et sted og er det vi alle frygter) Jeg kender efterhånden min egen krop ret godt og tror jeg ville være den første til at opdage, hvis ikke alt var som det skulle være.(Måske bilder jeg mig det ind) Endvidere er det sådan, at når der har været det mindste indimellem disse kontroller, er jeg straks blevet sendt til yderligere undersøgelser.

Jeg skal afsted i morgen og glæder mig bare til det er overstået, så jeg igen kan fokusere på noget andet, som jeg da heldigvis gør det meste af tiden resten af året. Det er ikke noget der fylder så meget mere - men de der kontroller gør nu noget ved min nattesøvn og psyke  - lige et par dage før.

Indlægget har jeg valgt at skrive, fordi det at have haft og overlevet en kræftsygdom er en del af mig. Det har været med til at forme mig til den jeg er nu og det vil altid være noget jeg bærer med mig, selvom det ikke er synligt for andre. Mine børn var 5 og 9 år, da jeg blev syg og det har helt sikkert (jeg ved det) haft stor indflydelse på deres barndom og opvækst. Det er nok en af de ting, der for mig har været svært at tænke tilbage på. Men trods alt har jeg fået et par dejlige børn med en positiv tilgang til tilværelsen og jeg håber selvfølgelig på, at være her i rigtig mange år - også for dem. Der er ingen mennesker, som har nogen garantier for hvor længe livet varer. Derfor få det bedste ud af det - vi har kun et. Det er i hvertfald mit mål.

Indlægget blev lidt langt, men det var dejligt at få lidt luft og få sat nogle ord på nogle af mine tanker.
 - og det er ikke et emne, der kommer til at fylde meget på denne blog, men lige nu havde jeg behov for det.