mandag den 10. marts 2014

Forårsfornemmelser og lidt genbrug


De sidste mange dages vejr har gjort, at jeg efterhånden er kommet i rigtig forårshumør. Det er jeg vist ikke ene om.
Jeg elsker når de første tegn på forår dukker op i haven og det så småt er ved at blive varmere i vejret. Jeg har hørt, at det skulle blive op til 14 grader i dag (om det passer ved jeg ikke), så det går da den rigtige vej. Frost er der nu stadig, for i morges måtte jeg skrabe is af bilruden før jeg kørte af sted, så den stor udendørsaktivitet i krukker og bede må vist vente lidt endnu.
Indendørs tog jeg forskud på foråret allerede i sidste weekend. Jeg var en tur forbi den lokale brugs og der faldt jeg over en sød skål/urtepotte med det fineste bladmønster, som jeg bare måtte have med mig hjem. Jeg blev også lige nødt til at købe en potte perlehyacinter, som jeg kunne plante i skålen.
Da jeg kom hjem, kom jeg i tanke om jeg havde 2 små grønne skåle, som jeg havde købt i en genbrugsbutik lige før jul. De kostede kun 5 kroner stykket og jeg havde tænkt, at dem kunne jeg da altid for brug for. Det kunne jeg så nu  - jeg fandt også et gammelt fladt zinkfad frem, som jeg ofte anvender til små dekorationer. Jeg synes, at et fad er med til at samle tingene lidt og der skal ikke så meget til, før det ser fint ud. Når perlehyasinterne  ikke er pæne mere, kommer der helt sikkert en anden lille blomst i min nye fine urtepotte. Måske bliver det hvide narcisser.   
Måske skal jeg også have et par grene ind i en krukke... jeg har nemlig en ide om at lave lidt påskepynt med nogle små perler...nu må jeg se...jeg har jo god tid, påsken er først om en måneds tid...

lørdag den 8. marts 2014

Hæklede frøer i flok


Dette indlæg har været længe under vejs, men jeg er rigtig glad for, at jeg endelig har fået det lavet og kan vise alle disse skønne frøer frem her på bloggen.
Siden jeg lavede mit mønster på hæklede frøer, har jeg også fået den store glæde, at se nogen af de frøer, som andre har hæklet efter mønsteret og det betyder rigtig meget for mig.
Jeg synes, det er rigtig sjovt, at se hvordan frøerne har formeret sig og det har også været hyggeligt, at høre om hvad frøerne skulle bruges til. Nogle har været til gaver, andre til egen fornøjelse og en enkelt har rejst den lange vej til USA.
Jeg vil gerne sige tusind tak til alle, der har bidraget´med billeder til dette indlæg og fordi i ville dele jeres frøer med mig og gav mig lov til at bruge billederne her.

Har du også hæklet en frø eller to efter mit mønster og har du lyst til at vise den frem her på bloggen, så må du meget gerne sende mig en e-mail med et billede eller to (adressen står ude i højre side) eller du kan skrive til Strikkefåret på facebook. Har du en blog og har hæklet efter opskriften - linker jeg selvfølgelig tilbage til din blog.

Mønsteret på frøerne kan selvfølgelig stadig købes - er du interesseret så klik HER

Dette søde par er lavet af Susanne. Frøerne var en dåbsgave til barnebarnet Lucas, der blev døbt i november
Denne lækre frø er lavet af Kirsten med bloggen Maskebal. Frøen er en gave til barnebarnet Aksel, der bor helt over i USA. Hvis du vil se, hvor glad Aksel blev for gaven kan du se mere HER og der er flere skønne billeder af frøen HER
Denne smask forelskede prinsefrø og hans smukke prinsesse er lavet af Marianne med bloggen Patchwork-blomsten.
Se mange andre billeder af frøerne HER og HER
Frøen der sidder på kassen er også fra Patchwork-blomsten. Det er Mariannes veninde der har lavet den frække frø. De fine frøer på det andet billede er lavet af Lone og mon ikke det er et par tvillinger. 
To søde småforelskede frøpar - Det første par, der næsten ikke kan give slip på hinanden hedder Ingolf og Josefine, er lavet af Lise-Lotte. Det sidste par, der elsker at holde i hånd, er lavet af Heidi og hedder Hr og Fru frø. 
Dette frøpar hedder også Hr og Fru Frø, men der har været aktivitet i andedammen og det har resulteret i en dejlig søn, der hedder Freddy :)
Frøerne er alle hæklet af Joan, med bloggen JoansKort
Sønnen er hæklet efter samme mønster, men med tyndere garn og mindre nål 


PS Til dem der venter utålmodigt ;) jeg er i gang med opskriften på "Strikkefåret" og jeg forventer at opskriften bliver klar i løbet af de næste par dage :)

fredag den 7. marts 2014

Hæklede ugler


De sidste to ugler, som jeg har hæklet og brugt til værtindegaver, fik jeg også taget nogle billeder af,  inden de blev pakket ind i cellofan og taget med til blogtræf. Uglerne er lavet i to forskellige farvesammensætninger og måske er der nogle, som kan bliver inspireret af mine farvevalg. Uglerne er nemme at hækle og de fleste har sikkert nogle små rester bomuld (eller andet garn) i gemmerne og der går altså ikke meget til en ugle.
Uglerne kan bruges til lidt af hvert. Jeg har en, som jeg bruger som nålepude når jeg monterer og jeg har også set en ugle anvendt som pynt på en skoletaske. Uglerne ville også være søde i en mobile eller som barnevognskæde (måske kombineret med en lille bitte mus). Jeg har planer om, at hækle en i tyndere garn og mindre nål. Den skal bruges i en nøglering. Uglen er også en god ven, at have med i lommen og den ligger godt i hånden :)


Jeg har været inde og kigge lidt på opskriften igen og jeg starter altid med en magisk ring i stedet for de 4 luftmasker, der samles til en ring. Jeg har nu tilføjet det i opskriften, fordi jeg synes, at det bliver meget pænere med den magiske ring, som man kan trække helt sammen tilsidst.
Det er lidt sjovt med opskrifter - nogen gange gør man noget, fordi man tror det står i opskriften eller fordi man bare er vant til at gøre sådan. Jeg har lavet uglen flere gange nu, men studsede først over starten nu. Da jeg lavede oversættelsen i sin tid, har jeg selvfølgelig gået ud fra den engelske udgave herfra, men jeg vil helt klart anbefale at starte med den magiske ring. Hvis du ikke ved, hvad en magisk ring i hækling er, findes der flere videoer, som viser det. Nedenfor er der en fra Drops, som jeg synes er rigtig fin.
Her hækles der fastmasker i ringen, men der hækles bare stangmasker i stedet for, hvis det er det, der står i opskriften.


Magic circle crochet loop from Garnstudio Drops design on Vimeo.


Opskriften på uglen kan downloades gratis og linket finder du i mit tidligere indlæg lige HER

onsdag den 5. marts 2014

Kopi-blog og tanker om det


Lige en update - nu er kopi-bloggen fjernet og det er jeg RIGTIG GLAD for :)
Jeg må indrømme at det med kopi-bloggen har påvirket mig mere, end jeg troede muligt. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at nogen bare ville bruge alle mine billeder og tekster uden at have de mindste skrupler. Jeg tror faktisk, at den eller de der står bag er fuldstændig ligeglade med andres følelser og arbejde. Desværre tror jeg også, at det er noget som man vil møde mere og mere. Jeg er også klar over, at især billeder bliver "lånt" og et enkelt billede, kan man vel leve med, men når det bliver så massivt som her, så er det overlagt tyveri og det burde kunne straffes på en eller anden måde.
Jeg tror også, som Elena skrev i kommentaren til mit tidligere indlæg, at kopibloggen" har noget med spam at gøre. Og jeg formoder også at profilen er en "opdigtet" person.
Jeg har læst lidt om spamblogs og linkspamming og det kunne godt være noget i den retning. Her på blogger står der lidt om, hvad spamblog og linkspamming går ud på, hvis nogen vil læse lidt mere.
Lige nu overvejer jeg, om jeg skal sætte koder på, så det kun er dem med en google konto, der kan kommentere på mine indlæg. Jeg synes selv, at det er ret irriterende med disse koder, men det kan åbentbart være nødvendigt. Jeg modtager en del spam efterhånden og måske hænger noget af det også sammen med den nu fjernede kopiblog....
Der er dukket mange spørgsmål op i de seneste dage og en af dem som jeg rigtig gerne ville have svar på er:
Når nu kopibloggen er fjernet, sidder der så ikke bare en ny på spring og laver en tilsvarende bare med en anden adresse og profil?? Jeg ved det ikke, men jeg håber det sandelig ikke.....
Det er beklageligt, at sådan noget skal tage glæde fra os bloggere. Det kan de ikke være bekendt!
Sidst vil jeg gerne sige tak for al den sympati, jeg har modtaget. Det har betydet meget for mig og jeg har ikke følt mig helt alene i den grumme del af blogverdenen.

mandag den 3. marts 2014

Det var en mærkelig oplevelse....

I forbindelse med, at jeg lavede lidt søgning på google faldt jeg i dag over en "blog" som havde alle mine indlæg og billeder fra jeg startede med at blogge og indtil januar. Hvad gør man ved det? Jeg må indrømme jeg fik det meget mærkeligt og jeg føler faktisk det er tyveri, hvilket det jo også er. Desværre tror jeg ikke, at jeg kan gøre ret meget ved det eller kan jeg? Har nogle af jer prøvet noget lignende?
Lige nu sidder jeg faktisk og bliver lidt trist - hvorfor er der mennesker, som er fuldstændig ligeglade og tillader sig at gøre dette......

Jeg smiler stadig og Chili har været på tur


Allerførst vil jeg gerne sige tak for alle de søde kommentarer jeg har fået på mit sidste indlæg "strikkefår af strikkefåret". Jeg havde da regnet med respons, hvis jeg skal være ærlig, men jeg havde slet ikke forestillet mig, at det ville være så meget, som jeg har fået i de sidste par dage. Det er helt overvældende. Jeg har siddet med et stort smil på læben og har nydt at læse hver en kommentar som jeg har fået - både her men også på mail og facebook. Selvfølgelig vil jeg lave et mønster, når der er så stor interesse. Hvornår jeg lige får det på bloggen, ved jeg ikke lige nu. Men mon ikke det bliver i den nærmeste fremtid eller sagt på en anden måde inden for en uges tid. Tidspunktet vil jeg ikke hænges op på, jeg laver det når det passer ind i mit program.


Weekenden bød på blandt andet en gåtur. Vi bor i et dejligt område, hvor der findes gode muligheder for gåture i både skov og åbent landskab. Chili vores lille miniature gravhund elsker at komme på tur og lørdag var vi af sted på en længere gåtur i området. Der var meget, som skulle undersøges og flere gange havde hun vist færten af en mus.


Når Chili er hjemme på vores egen grund, bruger hun også en del tid og kræfter på, at grave efter mus eller måske er det muldvarpe,som hun kan lugte. Det er ikke kun poterne, hun bruger som redskab, for munden tages også flittigt i brug. Jeg tror hun hygger sig, men jeg ved hun hygger sig knap så meget, når hun efterfølgende skal gøres præsentabel igen.

lørdag den 1. marts 2014

Strikkefår af strikkefåret


Måske har nogen gættet, hvad jeg havde med til blogtræffet. Hvis ikke kan jeg nu afsløre, at det selvfølgelig var et strikkefår. Jeg havde først andre planer og et får var ikke lige det første jeg tænkte, selvom det var ret nærliggende. Men selvfølgelig måtte jeg lave et får, der strikker - et rigtig strikkefår
 Jeg hækler også efterhånden en del, så selve fåret blev hæklet. Jeg har haft det rigtig sjovt med at lave fåret og jeg blev ret hurtig enig med mig selv om, at jeg blev nødt til at lave to. For jeg måtte altså have et strikkefår til mig selv også.
Selvom sådan et lille får ikke fylder meget, er det ikke ensbetydende med at det hurtigt er lavet. Jeg har brugt meget tid på opgaven. Der er hæklet om et par gange, fordi jeg ikke var tilfreds med kropsformen og hovedet har jeg lavet flere udkast til indtil jeg var tilfreds. De små dele er ikke så hurtige at hækle og det er lidt af et pillearbejde, men jeg synes jo det er hyggeligt og sjovt. Efterfølgende er der monteringen, at få hæftet alle trådene og syet dele sammen, at få øjnene placeret rigtigt og få det rigtige udtryk frem tager også tid. Der skal strikkes på tynde pinde og det strikkede skal sættes over på et par hjemmelavede strikkepinde.
Jeg har selvfølgelig gjort notater undervejs i processen. Jeg har tænkt på at dele opskriften her på bloggen. Så hvis der skulle sidde nogen, som brænder for at lave sit eget strikkefår og ikke er skræmt væk af ovenstående - så læg lige en kommentar her på bloggen, på facebook eller send en mail. Hvis der er opbakning renskriver jeg mine notater og redigere mine procesbilleder.

Får i proces og får gøres klar til fotoshoot - sådan et par kan være lidt svære at holde styr på - men det lykkes at få dem til at sidde stille til sidst :)
Strikkefåret ønsker alle en god weekend og måske lidt hygge med strikkepindende :)