Ja jeg er her endnu og jeg vil forsøge at gøre en lang historie kort.
I løbet af foråret og sommeren har jeg følt mig lidt energiforladt og så havde jeg forskellige symptomer, såsom træthed, smerter i led og muskler, ondt i knoglerne, hukommelses problemer, koncentrations besvær, rodede rundt i sætninger og ord. Endvidere et massivt hårtab (heldigvis er der meget at tag af) og derudover havde jeg nogle depressionslignende symptomer og det havde jeg bestemt ingen grund til.
Alle mine symptomer blev bare forstærket som tiden gik, men jeg tænkte, det går nok over af sig selv
Jeg har før haft forhøjet stofskifte og slog det hen med at det var nok det der drillede, men så blev jeg alligevel så dårlig til sidst at jeg bestemte mig for, at en tur til lægen var nok på sin plads.
Jeg fik taget en blodprøve og allerede samme eftermiddag ringede lægen til mig. Jeg skulle straks møde på Horsens sygehus og der blev jeg så akut indlagt. Jeg havde blandt andet alarmerende høje calcium tal og var dehydreret. Kræftsygdommen Myelomatose (en form for knoglemarvskræft) som min mor døde var en af de sygdomme som jeg skulle udredes for, så det satte naturligt nok en masse tanker og bekymringer i gang. Jeg tror, at det har haft en indflydelse på mit forløb, at jeg er tidligere brystkræftpatient. men jeg tror også, at lægerne var lidt usikre på, hvad der egentlig var galt med mig og de tog det i hvertfald seriøst. Jeg har været igennem rigtig mange forskellige undersøgelser og scanninger, fået lagt adskillige drops og jeg var også en tur på Århus kommunehospital under min indlæggelse,
Heldigvis fandt man ud af, hvad jeg fejlede. Jeg havde Primær hyperparathyreoidisme. Nu bliver det lidt teknisk - Når man har hyperparathyreoidisme producerer en eller flere af ens biskjoldbruskkirtler for meget PTH (som er et hormon) og kalkniveauet i blodet bliver for højt. PTH regulere niveauet af calcium/kalk i kroppen og der kan være risiko for at det udvikler sig til knogleskørhed, da ens knogler afkalker.
En af mine bikjoldbruskkirtler var vokset til 3 x 4 cm og normalt er sådan en krabat på størrelse med spidsen af en kuglepen. Jeg blev beroliget med, at der normalt ikke findes kræft, men at de selvfølgelig ville undersøge det. Jeg fik meget hurtig en tid til operation, så det var godt jeg ikke skulle vente mere end højst nødvendigt, når det nu skulle være.
Selve operationen gik godt og sidst i august fik jeg besked på, at der ikke var fundet kræft. Selvom jeg har været ved godt mod og har holdt humøret højt udad til, kan jeg bagefter sige, at jeg indeni har været både bange, frustreret og har tænkt mange tanker om min familie, min fremtid og selvfølgelig også om mig selv. Det har været et hårdt forløb set i bakspejlet og jeg er heller ikke helt på dupperne endnu. Ud over et lille ar på halsen kan det være svært for nogle, at se hvordan man har det og jeg har haft mere brug for ro og alenetid efterfølgende. Jeg indtager en masse kalk med D-vitamin, for mine to tilbageblivende biskjoldbruskkirtler har ikke helt fundet ud af arbejde selv endnu. Så ind imellem sitre og ryster min krop indvendigt og det prikker og stikker i mine læber og fingre...det er tegn på at kroppen mangler calcium.
Det har nok ikke gjort det nemmere, at jeg oveni har fået en anden sygdom at forholde mig til. Egentlig er det ikke en ny sygdom, for jeg har haft den i mange år. jeg har bare ikke lige "belemret" min lægen med det, for der har jo været så meget andet.... Men nu har jeg fået en diagnose ;)
I forbindelse med en kontrol af blodprøver hos egen læge var jeg om morgenen vågnet med et hjerte, der bare galoperede der ud af. Det har jeg oplevet så ofte og jeg har af og til et "anfald". Det vil sige mit hjerte slår alt for hurtigt, jeg får trykken og uro i hjertet og får fornemmelse af, at jeg ikke trækker vejret optimalt og efterfølgende er jeg bare mega træt. Nogle gange varer et anfald flere timer og denne dag, hvor jeg skulle til lægen og have taget blodprøver var en af dem.
Nu hvor jeg tilfældig var ved lægen, synes jeg da lige de skulle kikke på det og jeg fik taget et EKG. Derefter gik det stærkt, lægen ringede efter en ambulance og den kom med det samme. Jeg fik hurtigt lagt et drop i armen og fik noget hjertemedicin, da jeg var lagt på båren og på vej ind mod sygehuset fik jeg det igen bedre, men jeg slap ikke for en indlæggelse og de ville også lige tjekke for blodpropper. Jeg tog det nu ganske roligt, men oplevelsen har alligevel sat nogle tanker i gang. Jeg har fået konstateret atrieflimren også kaldet forkammerflimren og det er en af de hyppigste former for hjerterytme forstyrelser. Som udgangspunkt er atrieflimren ikke farlig i sig selv, men der kan opstå nogle alvorlige følgevirkninger. Der kan være en øget tendens til blodpropper i blandt andet hjernen og hjerte kan også svigte, hvis man i længere tid går rundt med en hurtig puls. Det slider på hjertet, så det er jo ikke så godt.
Jeg er i første omgang sat i blodfortyndende behandling og så skal jeg en tur til Skejby, hvor jeg skal have foretaget en Radiofrekvensablation. Man fører et kateter via lysken op i hjertet og så "brænder" man de celler væk, der forårsager hjerteforstyrelserne. Inden jeg kan få foretaget en radiofrekvensablation, skal mine INR værdier være stabile i 4 uger. (INR er en måleenhed, der angiver hvor tyndtflydende blodet er og hvor hurtig størkningtiden er). Så nu venter jeg bare og går til kontrol og jeg skal også en tur til Århus til nogle undersøgelser og noget mere information.
Ja helt kort blev det jo ikke, men jeg synes, jeg skyldte jer læsere, at fortælle lidt om, hvorfor jeg har været så fraværende. Energien til at blogge har ikke været tilstede, trods ønsket. Jeg har heller ikke fået lavet ret meget med hænderne, da jeg simpelthen har været for træt og har haft for ondt.
Nu tror jeg det går fremad igen og jeg har planer om at få lavet nogle indlæg, som bestemt ikke skal handle om sygdom og elendighed :)
